Om fotografen Joel Meyerowitz

Jeg vil gerne fortælle historien om fotografen Joel Meyerowitz

Jeg har aldrig mødt Joel Meyerowitz i virkeligheden. Jeg kender ham kun fra Youtube og tilsvarende steder. Han er fotograf, kunstner og foredragsholder. Han er lige fyldt 80 år så han er en erfaren mand.

Han er nok bedst kendt for sin fotografiske dækning af oprydningsarbejdet på Ground Zero efter 9-11 angrebet i New York, men han har en lang og varieret karriere bag sig. Han har lavet mange bøger, udstillet, giver foredrag og meget mere. Han er født og opvokset i New York og har boet der det meste af sit liv. Dog har han i de senere år opholdt sig meget i Sydfrankrig og Italien. Især Italien er han meget begejstret for. Han er også kendt for sine gadebilleder fra New York hvor han fanger de spontane situationer af tilfældige mennesker i det pulserende byliv.

Når jeg lytter til ham bliver jeg altid fascineret af hans evne til at fortælle historierne om sine billeder og historier fra sit liv. Han har åbnet mine øjne for at næsten alt kan fotograferes og næsten alt har en historier der kan fortælles. Jeg bliver inspireret af hans evne til at se og opleve. Han ser mulighederne og poesien i banale hverdagsbegivenheder, i ting, naturen og i mennesker. Og han har evnen til at fortælle historien på en måde så selv ret kedelige emner bliver spændende. En evne jeg selv gerne vil opdyrke og øve mig i.

Starten

I 1962 var Joel Meyerowitz 24 år gammel. Han var meget engageret i New Yorks kunstnermiljø, men var primært abstrakt maler. Han havde et job som assisterende art director på et mindre reklamebureau i New York. Han var i gang med at producere en brochure og til denne skulle der bruges fotografier. Bureauet havde hyret, den dengang ukendte fotograf, Robert Frank. Han blev senere kendt for sin bog “The Americans” hvor han fotograferede USA og dets indbyggere på en 3 år lang rejse. Men det er en anden historie. Joel Meyerowitz skulle checke at billederne blev lavet som ønsket og han tog bussen gennem byen og mødte op i studiet hvor Frank allerede var i gang med at fotografere. Frank instruerede modellerne og Meyerowitz stod i baggrunden og kiggede på. Han blev overrasket over hvor dynamisk dette photoshoot forløb. Frank var i konstant bevægelse og instruerede samtidigt modellerne. Han benyttede et lille let Leica kamera og trykkede på udløserknappen når han kunne se at billedet var der. Efter at have iagttaget ham i et stykke tid, opdagede Meyerowitz at han begyndte at kunne forudse hvornår Frank ville trykke på knappen. Han levede sig ind i rytmen og det gik op for ham at fotografering kunne være meget dynamisk og ikke nødvendigvis så statisk som han havde en forestilling om. Et par timer senere forlod han studiet og da han stod ude på den travle gade, var han forandret. Han kunne se billedmuligheder overalt i det levende byliv. Han glemte at tage bussen og gik hele vejen tilbage til reklamebureauet, mens han konstant så disse billedmuligheder udfolde sig. Da han kom tilbage til kontoret spurgte hans chef hvordan det var gået og Meyerowitz svarede at det var gået fint, men at han gerne ville sige op. Fordi han skulle være fotograf. Chefen forstod at noget vigtigt var sket og spurgte: Men har du et kamera? Meyerowitz svarede: Nej det har jeg ikke endnu. Så hans chef åbnede skuffen til sit skrivebord og rakte ham et ældre spejlreflekskamera. Han svarede at han kunne låne dette indtil han fik anskaffet sit eget. Det var starten på hans fotografiske karriere. Jeg synes det er en fantastisk historie om en mand der er så heldig at finde det han brænder for.

Ground Zero

Det var lige efter terrorangrebet på World Trade Center i New York. Ground Zero området var afspærret og mange New Yorkere stod og kiggede ind på det kaotiske område af sammenstyrtede bygninger. Her i blandt Joel Meyerowitz.

Han tog sit kamera frem og begyndte at fotografere så godt det kunne lade sig gøre gennem afspærringerne. Pludselig mærker han en der prikker ham hårdt på skulderen og han hører en kvindelig politibetjent sige “Hey Buddy, no photography allowed, it’s a crime scene.” frit oversat til dansk Hej kammerat – du må ikke fotografere her, det er et gerningssted.

Joel Meyerowitz begynde at diskutere med betjenten og finder ud af at New Yorks Borgmester Giuliani har forbudt fotografering på stedet. I det øjeblik beslutter han at det netop er det han skal gøre. Han skal dokumentere oprydningsarbejdet på Ground Zero så eftertiden har historisk dokumentation for det der skete. Det må ikke gå i glemmebogen. Gennem kontakter skaffer han en adgang til stedet og i de næste måneder gennemfotograferer han arbejdet så ofte som muligt. Han bliver smidt ud flere gange, men andre, der er utilfredse med at det ikke er tilladt at fotografere, skaffer ham adgang igen. Resultatet er et fantastisk billedarkiv over de 8 måneder og 19 dage det tog at rydde op.

Timing

Jeg elsker hans svar på spørgsmålet: Hvordan ved hvornår du skal tage billedet? Et spørgsmål han har fået utallige gange gennem tiden.

Svar: Har du nogensinde prøvet at gå tur og pludselig mærker du en duft af friskbagt brød eller noget andet. Duften fremkalder en erindring om et sted eller en oplevelse du har haft for længe siden, eller du får lyst til en croissant. Det samme sker når man ser et muligt motiv. Det er en fornemmelse der opstår pludseligt og man reagerer instinktivt. Et sekund senere er duften væk.

Fornyelse

Jeg kan lide den måde han har formået at forny sig og kastet sig over nye emner og projekter. Det kan være landskaber i Sydfrankrig og stilleben med rekvisitter fra Paul Cezannes værksted i Aix en Provence og meget andet.

Hvis du vil vide mere om Joel Meyerowitz kan du gå ind på https://www.joelmeyerowitz.com eller youtube.com.

Jeg har valgt et af mine egne billeder til historien for at undgå potentielle problemer med ophavsret og den slags kedelig ting.

Vh. Jes

 

One thought on “Om fotografen Joel Meyerowitz

Comments are closed.