Zen og kunsten at fotografere en fiskerbåd

Det har været en smuk sommer. Helt usædvanligt mange solskinstimer, med varme dage og nætter. Tørken kunne vi godt have undværet. De små dyr i naturen betalte en høj pris, selvom gode mennesker gjorde en indsats for at hjælpe. Men bortset fra den manglende regn og den dårlige nattesøvn, har der været mange gode grunde til at glæde sig.

Jeg bor ret tæt på en havn, og næsten hver aften har jeg gået ture og glædet mig over den friske luft og det særlige lys, der er i nærheden af vandet.
Fotografering er min store passion og derfor medbringer jeg altid mit fotoudstyr.

Det er primært en lystbådehavn, men der er også andre typer fartøjer. En gammel passagerfærge tilbyder en sejltur, mens gæsterne nyder en middag i skibets restaurant. Et andet skib tager folk med på rundtur på fjorden og der er træskibe, bygget efter gamle tegninger, der arrangerer ture til de eventyrlystne der ønsker at prøve at sejle. Der er endda et model af et vikingeskib. Jeg ved dog ikke om man kan få lov at sejle med det.

Der er en restaurant, roklub, grillbar og mange andre aktiviteter. En fristende sukkersød duft ramte duftsansen når jeg passerede de to ishuse. I de varme aftener var der lange køer af forventningsfulde mennesker. Mine egne favoritter er Pistacie og Stracciatella.
I den vestlige del af havnen, inden man bevæger sig ud i den fredfyldte natur, er bådene ikke så prangende og her ligger kun små både. Nogle af dem bliver brugt til småfiskeri.

På en af mine ture, blev min opmærksomhed tiltrukket af en disse små både. Den lå fortøjret mellem et par broer. Jeg ved ikke hvorfor den lå der, og ikke inde ved en bro. Måske var der ikke plads. Det var tydeligvis en ældre model, der var blevet brugt flittigt. Lakken og malingen var delvist faldet af og de rå træplanker var synlige mange steder. Det så ud som om den havde haft flere forskellige farver gennem tiden. I båden lå forskellige bøjer med flag, reb og andet grej.

Tiden havde givet den en vejrbidt charme og lyset og refleksionerne i vandet var smukt og spændende. Jeg måtte naturligvis fotografere den. Det var en udfordring at lave en komposition uforstyrret af bropillerne, de øvrige både og andre elementer jeg ikke ønskede at have med i billedet.

Jeg gjorde mit bedste og fortsatte min tur i den varme sommeraften.

Dagen efter gik jeg turen igen og båden lå der stadig. Men den havde tilsyneladende været ude at sejle, for den lå på en anden måde. Og lyset var selvfølgelig heller ikke helt som ved det første møde. Igen fotograferede jeg båden og traskede videre.

Aften efter aften gik jeg forbi den lille uanseelige båd. Det blev en fast rutine.

Og det blev en øvelse i at se båden som om det var første gang vi mødtes, selvom jeg efterhånden kendte den ret godt.
Lyset ændrer sig hele tiden og jeg forsøgte at observere hvordan det påvirkede bådens udseende.

Bådens træplanker ændrede farve og kontrast, skyerne og himlen reflekterede i vandet, vinden skabte krusninger på vandoverfladen, skyggerne kunne være hårdere eller blødere.
Der var dage hvor lyset forandrede den så meget, at jeg næsten troede det var en anden båd.

Nogle gange var båden der ikke, andre gange lå den så det var umuligt at lave et godt billede af den. Måske var den placeret for tæt på andre både, eller noget andet forstyrrede. Eller også var det bare mig der ikke kunne få øje på det.

Det gik op for mig at jeg arbejdede med et tema der kan overføres til alt andet i livet.
Hvad ser jeg egentlig? Er jeg opmærksom? Og hvad sker der når jeg møder mennesker? Både dem jeg kender og dem jeg møder for første gang. Ser jeg dem? Lytter jeg til dem?

Det var tid til selvransagelse. Og det var ikke morsomt.

Jeg forstod at jeg oftest ser mine egne projektioner. Projektioner er billeder skabt af tanker fra fortiden. De ligger gemt i hukommelsen og skaber mine ord, følelser, vaner, overbevisninger, meninger, og de bliver til handlinger. Mine tanker er gentagelser. Oftest meningsløst vrøvl, mærkelige indre dialoger, gamle konflikter og diskussioner hvor jeg naturligvis altid har ret, fordi jeg fører dem med mig selv. Jeg gætter, forventer, fortolker og dømmer. Det meste er pure opspind og fantasi. Jeg ser mit eget diasshow, mine indre Powerpoint præsentationer. De påvirker og farver, alt hvad jeg oplever, og jeg reagerer på det. Det er et kredsløb. Det er vanvittigt.

Nuet skaber fremtiden, det forstår jeg. Men når fortiden der skaber nuet, bliver det fortiden der skaber fremtiden.
Der var nogle ting der faldt på plads. Jeg kunne pludselig bedre forstå hvorfor mit liv er så forudsigeligt. Det må stoppe.

Det er tid til at fjerne de farvede briller, så jeg kan opleve det der virkelig sker omkring mig.
Jeg vil gerne møde mennesker, og høre deres historie før etiketten med mine forudfattede antagelser, bliver klistret i panden på dem.
Hvis det er et menneske jeg har mødt før, vil jeg observere og høre om de har noget at fortælle. Måske har de fået en ny interesse, taget en uddannelse eller noget andet spændende. Måske udstråler de glæde eller sorg.

Og ikke mindst, vil jeg selv udvikle mig. Jeg vil bevare min nysgerrighed og lære nyt.

Jeg vil gerne skabe afstand til tankestrømmen og opleve stilheden. Jeg tror det er et rart sted.

Jeg holder meget af en historie fra bogen “At tegne er at se”. Den forklarer meget fint hvad der sker når man ikke ser, men forsøger at huske. Bogen handler, ikke overraskende, om at lære at tegne. Forfatteren hævder at mennesker der ønsker at forbedre deres evne til at tegne, kan lære det ved at træne evnen til at se. Det hævdes at mennesker der tegner dårligt, tegner efter deres hukommelse og ikke ser det der er foran dem. I bogen beskrives et forsøg med en gruppe skoleelever.

Eleverne fik udleveret papir og blyanter. Herefter fik de en kopi af en tegning udført af Pablo Picasso. Tegningen forestillede komponisten Igor Stravinsky. De blev bedt om at tegne efter Picassos tegning, så godt de formåede. Efter den aftalte tid blev tegningerne samlet ind, og herefter fik de en ny opgave. De skulle nu rotere Picasso tegningen, så de så Stravinsky på omvendt, og tegne den igen. Efter samme tidsperiode, blev tegningerne samlet ind og da man vendte sidstnævnte tegninger om, viste det sig at disse var markant bedre end dem hvor tegningen var vendt korrekt fra starten.

Forklaringen er naturligvis, at da eleverne blev præsenteret for et billede af en omvendt mand, var der ikke noget at hente i hukommelsen. De blev derfor nødt til at se ordentligt efter og resultaterne blev langt bedre.

Sommeren er slut og det smukke efterår er kommet.
Mørket sænker sig tidligt, så aftenturene ved fjorden ebber ud.
Der er færre både i vandet, men den lille fiskerbåd ligger stadig i havnen.
Snart bliver den sikkert også trukket op.
Hjemme er stearinlysene kommet frem. Det er hyggeligt, men også vemodigt.

Fotografierne er udvalgt og arbejdet med at sætte dem sammen, er i gang.
Jeg er nogenlunde tilfreds med billederne, men det har været svært at vælge dem der skulle bruges. Ingen af billederne er spektakulære i sig selv, men i en gruppe synes jeg de fungerer fint. Og det var jo også ideen, meget tidligt i forløbet.

I første omgang har jeg valgt at konvertere billederne til sort-hvid. Det bliver mere enkelt og sammenhængende. Farvebilleder er også smukke, så det vil jeg nok også forsøge med.
Teknisk er de i god kvalitet. De er alle taget med et godt kamera i en høj opløsning og med en god optik. De vil derfor være egnede til at printe i stort format. Link til billeder her

Nu spørger du måske: Hvordan går det med tankerne? Er du blevet bedre til at se? Hvordan synes du selv det går?

Jeg vil ikke påstå at det går godt, for gamle vaner er svære at ændre. Men det er ikke umuligt.
Jeg mediterer, læser og lytter til kloge folk. Jeg øver mig i dagligdagen, det er det bedste sted at træne. Det er min intention at blive bedre.

Det er for ambitiøst at tro at jeg kan være bevidst i enhver situation. Det vil kræve en konstant opmærksomhed og det er ikke muligt for et almindeligt menneske.
Der er dage hvor jeg tåger rundt i min egen verden og glemmer det hele.

Der er lyspunkter, som når jeg stopper tåbelige tanker og kommer tilbage til en mere opmærksom tilstand.
Af og til reagerer jeg anderledes og nogle gange omsættes det til nye handlinger. Når det sker opdager jeg det oftest først bagefter, og jeg tænker: “Hov, sådan plejer jeg da ikke at gøre”. Det er en succesoplevelse.

Hvad vil der ske når, ikke hvis, det lykkes at skrue ned for de tåbelige tanker og det indre ævl. Bliver der helt stille? Kommer der automatisk nogle nye, når der bliver plads?

Men der er ikke et defineret mål at nå. Det er ikke som at løbe et maraton, hvor man “bare” skal løbe 42 km, så er man i mål. Det er en proces, eller en rejse, om man vil.

Det har taget lang tid at skrive denne historie og jeg har egentlig ikke lyst til at stoppe. Men den slutter nu.

Venlig hilsen

Jes

Aftenbillede

“In the beginner’s mind there are many possibilities, in the expert’s mind there are few.”
– Shunryu Suzuki, Sōtō Zen munk and lærer

Her nogle links til et par af mine tidligere blogposts, der relaterer til denne historie.

Historien om Thorkild Hansens billeder

Manden der ville være en anden

Det betyder ikke noget