Priser og generel information

Hvad koster det?

Et basis headshot/portræt koster 650,- ex. moms. Hvis det gælder flere personer, større grupper eller fotografering et andet sted, er prisen en anden. I disse tilfælde kan vi aftale nærmere.

Hvor foregår det?

Det foregår i mit studie i Roskilde. 12 minutter fra stationen i et smukt og fredeligt område, nær havnen og parker.

Hvordan foregår det?

Det vil tage ca 1,5 time – det kan svinge lidt, afhængig af behov og andre faktorer. Normalt foregår det på den måde at vi bruger lidt tid på at tale sammen og du skal lige “lande”. Når du er klar, lave vi en serie billeder som opvarmning. I den første serie er der ret få instruktioner. Jeg beder  som regel om at du drejer dig i forskellige vinkler, så jeg kan vurdere din højre og venstre side. Og vi bruger lidt tid på et justere lys og andet. Herefter kigger vi på billederne og jeg giver dig feedback og du får en fornemmelse af din egen præstation. Vi taler om frisure, påklædning, farver etc. Herefter laver vi igen en ny serie og du får flere instruktioner og derefter tilbage til computeren og analysere resultatet. Efter noget tid har du vænnet dig til at være foran kameraet og begynder at få mere kontrol over ansigt og krop. I en mere afslappet og selvsikker tilstand, bliver det lettere at lave gode billeder. Herefter er metoden at vi laver en billedserie og vurderer dem på monitoren, indtil vi har en passende mængde gode billeder. Når vi er tilfredse afslutter vi seancen og du har fri 🙂

Jeg gennemgår billederne og frasorterer dem der ikke er brugbare. Resten sender jeg til dig som et link til et galleri. Du kan herefter gennemse dem i ro og mag der hjemme og vælge 3 af det bedste. De udvalgte vil jeg efterbehandle ret grundigt, dog ikke så meget at det bliver kunstigt og unaturligt. Jeg sender dem til dig i høj opløsning og resten kan du downloade. Hvis du er tilfreds med billederne, betragter jeg opgaven som afsluttet.

Hvad er forskellen på et headshot og et portræt?

Ordet headshot, er lidt uheldigt da det kan give kedelige associationer til en voldelig handling 🙂 Jeg bruger ordet fordi det giver mulighed for at skelne mellem portræt og headshot. Et portræt kan, i min tolkning, være lidt mere alsidigt og evt. og være taget i et miljø der sætter den portrætterede ind i en kontekst. F.eks. personens job, naturen, hjem. Et headshot er kun fokuseret på ansigtet, ned til halsen og skuldrene. Her er det ansigtets elementer der bruges til at skabe et spændende billede. Det er de små nuancer i øjne, øjenbryn, mund og hovedets position i forhold til skuldre etc. vi arbejder med. Jeg overraskes stadig over hvor meget det betyder at benytte de virkemidler man har til rådighed. Modellen går fra at være “a deer in  headlights” til at virke intens og selvsikker og virkelig eje billedet.