Edderkopper og frygt

Jeg vil fortælle om en oplevelse jeg havde forleden. Den handler om edderkopper og frygt.

Hver torsdag passer jeg mit barnebarn i et par timer. Hun er 7 år og jeg henter hende fra SFO’en når jeg har fri fra jobbet, og hun får lov til at bestemme, hvad vi skal bruge tiden på, inden hendes mor kommer og henter hende. For mig er det ugens højdepunkt.

Den lille pige er ikke glad for edderkopper. Derimod har hun intet imod andet kryb, som mariehøns, bænkebidere og andre normalt forekommende smådyr.

Men hendes aversion mod edderkopper er stærkere, så stærk at hun på et tidspunkt ikke havde lyst til at gå på toilettet i skolen, fordi der kunne sidde en edderkop eller to.

Jeg har forsøgt at overbevise hende om at de er helt ufarlige og ligeglade med hende. De sidder blot og venter på at et stakkels uvidende dyr lander i nettet, så den kan spise.

Mine visdomsord havde ikke den store effekt. Hun hævder at de kigger på hende.

Forrige gang vi mødtes, opdagede hun en edderkop i min lejlighed, og jeg besluttede at lære hende hvordan man kan fange dem og kaste dem ud af vinduet. Jeg har nogle små papbægre som jeg har indkøbt til farveblanding, og fandt et visitkort uden tryk, og brugte den klassiske metode med at sætte bægret over dyret, og forsigtigt føre kortet ind under bægret og på den måde flytte dyret uskadt væk og over til et åbent vindue og hun kunne se hvordan den forsvandt ud i den store brutale verden og landede på græsset eller i en busk.

Hun var opmærksom og interesseret i processen, men også bange og holdt behørig afstand.

Jeg ved ikke hvad edderkoppen selv foretrækker, om den overhovedet har præferencer, men jeg forestiller mig at den har bedre muligheder for at finde føde derude, end i min lejlighed. Men måske er der også flere farer, og den risikerer i højere grad selv at blive offer for et større dyr, kulde eller regn.

Men den kan jo ikke sidde der i en beskyttet verden. Den skal ud og leve livet på kanten, tage chancer og opleve adrenalinsuset, og træne og udvikle sit medfødte jagtinstinkt, for selv medfødte evner kan som regel videreudvikles og forbedres.

Jeg besluttede at også vores edderkoppejagt skulle udvikles, så jeg købte nogle små engangs shotglas, dem man bruger til sunde eller mindre sunde drinks.

De er gennemsigtige, og jeg forestillede mig at den pædagogiske effekt ville være større, når hun kunne se edderkoppen i øjnene, efter den var fanget og spærret inde.

Hun var helt med på at vores edderkoppejagt skulle fortsætte og da hun har et fantastisk falkeblik, gik der ikke lang tid før den første ganske lille edderkop var lokaliseret.

Hun var engageret, entusiastisk og lidt bange, og jeg fangede den første. Jeg foreslog at vi ventede med at befri den gennem vinduet, og i stedet satte den på vindueskarmen, og tog et nyt glas og et nyt kort, og forsøgte at finde en ny. Den var hun også helt med på, og jagten fortsatte.

Nu ville hun også gerne prøve at fange en, og hun lærte hurtigt teknikken med at sætte glasset over dyret, og forsigtigt lade kortet glide ind under. Hun havde lidt problemer med at få fat i kortet, men det lærte hun også.

Da vi havde fanget 4 små dyr, var der tilsyneladende ikke flere.

Jeg gør rent 1 gang om ugen, men jeg skal åbenbart arbejde med min grundighed.

Men hun var jo allerede klar over, at der i opgangen altid sidder en del edderkopper, så vi blev enige om at fortsætte jagten derude.

Udstyret med shotsglas og visitkort, gik vi ud i opgangen, og her åbenbarede sig langt større jagtmarker. Hun ville ikke fange de store edderkopper, dem skulle jeg tage, men de små var der ingen problemer med. Der var selvfølgelig også udfordringer med dem der sad højt, så enten fangede jeg dem, eller også løftede jeg hende op så hun kunne nå.

Der var øjeblikke hvor hun var bange, det gav hun udtryk for, og jeg kunne høre det på hendes åndedræt, men hun overvandt det og fascinationen var som regel større end frygten.

Som eftermiddagen skred frem, blev hun dygtigere og mere sikker, og hun håndterede de små bure med stor sikkerhed og med respekt for at dyrene ikke skulle lide overlast.

Hver gang vi fangede en, gik vi tilbage til lejligheden og placerede den ved siden af de andre, og vi kaldte det vores edderkoppe zoo. Hun foreslog at vi tog 4 glas med ud, så vi ikke skulle gå tilbage hver gang, så vi økonomiserede med tid og kræfter.

Da vi havde samlet 21 edderkopper, stoppede vi, for tiden hvor mor ankom nærmede sig.

Hun foreslog at vi sorterede dem i størrelser, så det gik hun i gang med og vi drøftede og vurderede rækkefølgen. De største til venstre, og derefter gradvist mindre.

Så ankom mor, der var behørigt imponeret over vores samling, og det var tid til at køre hjem. 

Men først skulle de alle frigives gennem vinduet. Hun ville kun frigive de små, hun turde ikke de store, sagde hun, men til sidst tog hun også dem, og de svævede ud i den farlige frihed, på den smukke efterårsdag.

Ingen af dyrene led tilsyneladende fysisk overlast, men jeg ved selvfølgelig ikke hvordan de reagerer emotionelt, og om de senere udvikler posttraumatisk stress.

Jeg sidder her i min lejlighed og tænker over om den plads edderkopperne havde i shotglasset, svarer nogenlunde til den plads jeg har til rådighed i dette rum. I det fri sætter dyret sig jo også et sted og venter, selvom den har mange muligheder.

Jeg er glad for oplevelsen af mange grunde. Overordnet selvfølgelig fordi jeg tilbringer tid med mit livs lys, og oplever mange glæder i samværet, og ikke mindst hvordan hun bearbejder og overvinder sin frygt. Jeg er også glad for billederne af de 21 shotsglas, og betragter dem som en installation, der måske også kunne stå på Louisiana, ikke ulig Ryan Ganders installation med gorillaen under kontorskrivebordet, hvor jeg havde tilsvarende oplevelser med den lille pige.

Nu er de væk, glassene og kortene er smidt i skraldespanden, men edderkopperne sidder måske stadig et sted derude, og måske er de vrede på mig, men andre er måske alligevel taknemmelige fordi jeg tvang dem ud af deres komfort zone, og de oplevede at de kunne klare sig under langt vanskeligere forhold og udviklede nye evner, fordi de blev udsat for modstand og besvær.