Sådan overvandt jeg min frygt for at skrive
Da jeg var lille købte min mor altid Billedbladet. Indholdet interesserede mig ikke synderligt, men jeg bladrede det altid igennem når det nu alligevel lå på bordet.
Jeg opdagede at de af og til publicerede små artikler af forfatteren Thorkild Hansen. Hver gang skrev han en relativt kort tekst til et billede. Det var oftest andres billeder men det kunne også være et af hans egne. Han var en god amatørfotograf. Det kunne være gamle historiske billeder eller helt nye aktuelle billeder.
Emnerne var meget afvekslende. Historier om berømtheder, krig og fred, politiske ledere, naturen, historiske begivenheder, sociale forhold, personlige historier om noget han selv havde oplevet og meget mere. Jeg begyndte at se frem til at Billedbladet udkom og var lidt skuffet når der ikke var en Thorkild Hansen artikel.
Flere år senere opdagede jeg at alle artiklerne var udkommet i bogform med titlen Thorkild Hansens billeder. Den købte jeg og jeg har den stadig. Den har overlevet mine utallige udrensninger af overflødige ting. Senere læste jeg en del bøger af Thorkild Hansen. Blandt andre bogen om søofficeren Jens Munk, der forsøgte at finde søvejen til Indien gennem Nordvestpassagen, den kontroversielle Processen mod Hamsun og et par stykker mere.
Nu vil jeg også skrive historier. Men det er ikke nemt. Jeg har ikke talent og har desuden et mindreværdskompleks når det gælder at skrive. Sikkert også når det gælder andre ting. Men jeg er ret god til at stave. Jeg ved ikke ret meget om tegnsætning. Jeg har gået i skole og husker også at jeg lærte noget med at analysere sætninger. Jeg lærte det aldrig ordentligt og har senere glemt det jeg lærte. Så var der noget med et nyt komma som jeg heller ikke lærte. En dag læste jeg om en tekstforfatter der slet ikke brugte de autoriserede regler, men mere gik op i at det lød naturligt. Så kommaerne skulle bare fungere som naturlige pauser og give teksten en god rytme. Den sidste metode tiltalte mig og det er den jeg bruger nu. Jeg vil ikke udelukke at jeg vil forsøge at lære det på den rigtige måde, men ikke lige nu.
Jeg har allerede skrevet om min dejlige dreng og om min mormor. Jeg har skrevet om et photoshoot med Danmarks svar på Anthony Bourdain, Niklas Roar, jeg har skrevet om dengang jeg tegnede Buddhas ansigt, Jeg har også skrevet om den gang jeg fotograferede fyret på Kullaberg i Sverige.
Jeg satser på at lære undervejs og lære af mine fejl. Måske tager jeg et kursus? Jeg bliver ingen Hansen eller Hemingway men jeg vil ikke lade min manglende viden om skrivningens kunst stå i vejen for mine historier. Den skal bare have fuld gas. Og jeg lytter gerne til gode råd.
Titlen på dette indlæg antyder at jeg har en forklaring på hvordan jeg overvandt min frygt. Det har jeg egentlig ikke. Jeg har ikke været i terapi eller hypnose. En dag gjorde jeg det bare. Jeg ved ikke hvorfor det lige blev den dag.
Måske er det svaret? Gør det nu bare. Hvad er det værste det kan ske?