1 års jubilæum
En urolig rejse, men indeni mig er der relativt roligt. Men hvad nu hvis jeg ikke er dygtig nok?
Jeg har ca. 1 års jubilæum på arbejdsmarkedet i en branche jeg overhovedet ikke har, eller havde, nogen erfaring med. Efter 2 års ledighed, gik jeg d. 31. maj 2021, i virksomhedspraktik i et firma ved Slangerup, og ca. 2 uger senere, fik jeg tilbudt et job. Jeg sagde ja tak, og det var en rar følelse at slippe a-kasse systemet og det tilhørende jobcenter.
Nogle mennesker har spurgt mig om det er tilstrækkeligt udfordrende for mig?. Havemand/gartnerassistent, bliver ikke betragtet som et særligt intellektuelt krævende job. Og det er det vel heller ikke. Men for mig var det noget helt nyt. Jeg havde ingen erfaring og viden og har ikke været haveejer, men altid boet i lejlighed.
Jeg blev kastet ud i opgaver jeg ikke vidste om jeg kunne klare, men det gik.
Så det var faktisk ret sjovt at prøve. En helt ny verden åbnede sig og jeg stiftede bekendtskab med store larmende maskiner, jeg kørte med rundt og oplevede nye steder, og jeg mærkede tilfredsstillelsen ved at se det meget synlige og konkrete resultatet af mit arbejde. Og glæden ved at modtage en løn, og ikke længere skulle deltage i det meningsløse rollespil i jobcenteret. Og fornøjelsen ved at komme hjem efter en dag med masser af frisk luft og sol, at tage et brusebad og skifte til rent tøj og sidde i sofaen og nyde en kop te eller kaffe, mens jeg mærkede den behagelige naturlige træthed i kroppen.
2021 var en fantastisk sommer, men så kom efteråret og jeg spekulerede over om jeg mon ville blive fyret på grund af manglede arbejdsopgaver. Det er ikke unormalt i den branche. Men det skete ikke, for der kom hele tiden nye opgaver ind, der kunne udføres trods vintervejret. Det var ikke altid så rart, men så længe man kunne holde sig i bevægelse, gik det fint. Jeg var bare glad for at jeg ikke skulle tilbage til a-kassen. Men følte også at det var kortsigtet, en dag, en uge, en måned ad gangen.
Foråret nærmede sig og der opstod en uoverensstemmelse med en ansat, som jeg har lagt bag mig, men jeg vidste det var tid til komme videre. Jeg brugte en tidligere kontakt og dagen efter havde jeg et nyt job i sammen branche. Arbejdspladsen lå dog så langt væk, at jeg besluttede at forsøge at finde noget tættere på. I mellemtiden tog jeg stort trailerkørekort, og det er godt at have i den branche. Selvsamme dag jeg bestod køreprøven, blev jeg kontaktet af et firma i mit lokalområde, der spurgte om jeg var interesseret i et job, for nu var der en åbning. Vi havde tidligere drøftet muligheden, men på daværende tidspunkt var der ikke behov. Vi havde et møde og han gav mig chancen. Det passede mig ikke at forlade det andet job efter kun 5 ugers ansættelse, men det var det jeg måtte gøre. Vi skiltes i god ro og orden, og der var ingen hard feelings fra indehaverens side.
Pludselig havde jeg kun 5 minutters kørsel til jobbet og jeg kan gå til stedet på 24 minutter.
Men jobbet er også meget anderledes. Dette firma arbejder næsten udelukkende med private haver.
Sidstnævnte har dog også vist jeg at være en ret stor udfordring. Jeg har en svaghed, en stor mangel i mine kompetencer. Min viden om planter er begrænset og det gør at jeg ikke er særlig god til denne del af jobbet. Det er et problem. Jeg arbejder på at blive bedre, men da jeg ikke arbejder sammen med uddannede gartnere, synes jeg ikke der er så meget hjælp at hente. Så det er primært et selvstudie jeg har kastet mig ud i. Det er svært, nærmest uoverskueligt. Måske bliver jeg fyret, men underligt nok har jeg en ro indeni mig.
Det kan være jeg mister mit job, men af en eller anden grund, bekymrer det mig ikke særlig meget. Der er en stemme inden i mig der siger at det nok skal gå, og hvis jeg ikke skal fortsætte i denne branche, er der nok en mening med det, eller der skal nok komme noget godt ud af det også. Jeg føler mig lidt som en buschauffør der kører på en stenet og hullet vej, og bussen bumler og hopper op og ned, men indeni mig er der en gyro der holder sindet relativt stabilt og kompenserer for uroen.
Der er ingen grund til at klamre sig til værder i den materielle verden, for hver dag kan blive den sidste, og der gives ingen garantier for et langt liv. Kun ved at turde give slip, kan man udvikle sig.
Crede et Vicisti – Tro og Vind