21 dage uden brok. Dag 1
Dette er dag 1 i ‘21 dage uden brok’ udfordringen.
Den første del af dagen gik helt fint. Vejret var fint og jeg var forberedt på de situationer jeg kom ud for.
Jeg rejser med DSB hver dag og er jeg ikke er opmærksom, kan jeg godt komme til at brokke mig. Det er ikke altid det går efter køreplanen.
Selvfølgelig kan man sige at brok kun gælder hvis man brokker sig højlydt til andre. Men jeg er så ambitiøs at jeg også ønsker at undgå brok i min indre dialog.
Det er noget lettere når man er forberedt på de situationer der opstår. Jeg ved at DSB kan være forsinket og jeg ved at der kan mangle siddepladser osv.
Forsinkelser spiller ikke nogen større rolle. Om jeg kommer lidt senere på job, betyder ikke noget. Og jeg kan stadig nyde en spændende podcast eller positive affirmationer fra Louise Hay.
Om der er siddepladser eller ej, betyder intet for mig. Jeg foretrækker at stå. Jeg sidder ned hele dagen, så jeg tror det er godt for mig at stå op.
Toget stoppede ved Spor 26. Erfarne DSB kunder ved, at denne perron ligger helt ude på den anden side af Tietgensgade. Der er noget længere ind mod byen og trappen op fra perronen er så smal, at det går meget langsomt når mange mennesker skal igennem nåleøjet. Men det betyder intet.
Jeg havde en sjov lille oplevelse da jeg var i banken i dag. Jeg ankom og fik et nummer. Jeg satte mig og ventede. Jeg havde nr. 66 og den ene kasse der var åbent, var nået til nr. 60. Jeg satte mig og ventede. På et tidspunkt indsneg der sig nogle negative tanker om at det godt nok tog ret lang tid når der kun var en person på job. Men så kom jeg til at tænke på at jeg jo selv kan bestemme hvad jeg vil tænke. Så jeg tænkte at det jo var midt i frokosten og den anden kassemedarbejder nok snart ville komme tilbage fra frokost, mæt og glad, klar til at arbejde videre. 20 sekunder kom hun tilbage og åbnede en kasse mere. Jeg siger ikke det var mine tanker der fik det til at ske 🙂
Dagen er ved at være slut og jeg synes selv det er gået ok. Jeg beholder armbåndet på armen.
Venlig hilsen
Jes