Dannelsesrejse i Præstø

I går kørte jeg til Præstø på Sydsjælland.
Jeg kan godt lide at køre ture når jeg har fri i weekends. Jeg trænger til at komme væk fra mit hjem, ud at opleve noget, se andre steder, fotografere, spise og drikke kaffe.

Jeg er et vanedyr, og besøge ofte de samme steder igen og igen. Det er ikke kun vane og tryghed, men også ønsket om at lære et sted bedre at kende, at komme lidt mere i dybden og blive fortrolig med området. Ikke bare overfladisk zappe fra sted til sted.

Men Præstø var et nyt sted for mig. Jeg kan ikke erindre at jeg har været der før, men jeg har hørt godt om stedet, og jeg huskede at en tidligere kollega solgte sit hus på Amager og flyttede derned. Et sted jeg har besøgt gentagne gange og som jeg finder meget smukt, er Petersværft, Bogø, Farø, Nyord og Stege – det område holder jeg meget af, men i går gad jeg ikke køre så langt. Vejret var smukt, men meget blæsende, og pludselig dukkede Præstø op i mine tanker. Det var tid til at prøve noget nyt.

Jeg cruisede sydpå, hørte lidt Pia Raug der sang Den Blå Anemone af digterpræsten Kaj Munk. Sangen om den spirende Anemone, handler om at glæde sig over at noget nyt kommer til verden efter en lang mørk vinter, om at finde styrke i modgang og at man altid er langt stærkere end man selv tror. Det har jeg i hvert fald besluttet at den handler om.
Kaj Munk blev likvideret d. 4. januar 1944 af Gestapo, fordi han var kritisk overfor den frihedsberøvende besættelsesmagt.

Jeg parkerede ved havnen, for jeg tænkte det var et godt sted at starte. Jeg kunne med det samme mærke et god energi. Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det blæste ret kraftigt. En smuk tidlig forårsdag.
Jeg så dog ingen blå anemoner. Jeg tog mit nye letvægts-fotoudstyr med og bevægede mig op mod det jeg mente måtte være hovedgade. Jeg passerede en smuk kvinde der stod og ventede på at hendes hund skulle blive færdig med at snuse og undersøge forskelligt. Hun smilede venligt. Da jeg havde passeret kom jeg i tanker om at jeg skulle have spurgt hende om vej.

Men jeg fandt ret hurtigt en gågade, der hed Adelgade. Jeg konkluderede, uden at vide det, at Præstø nok er noget større end Stege, men det viser sig at være forkert. De er næsten lige store. Jeg slendrede op og ned ad Adelgade, og jeg hæftede mig ved en meget smuk butik som jeg besøgte. Den hedder Tissot og Koch, og sælger bøger og kunstnerartikler. De havde et meget flot udvalg. Jeg købte ikke noget, men ærgrer mig faktisk lidt over at jeg ikke købte en meget lækker blok med kraftigt 250g papir. Det må blive næste gang.

Jeg var sulten og efter at have undersøgt de ret begrænsede muligheder i området, valgte jeg at gå ind på Café Luux i Adelgade. De havde ikke noget stort udvalg, og jeg spurgte hvad Panini er, for det havde de på menukortet og jeg anede ikke hvad det var. Nu ved jeg det er en sandwich der er ristet i en Paninigrill eller Sandwich maker – som muligvis er det samme?
Jeg bestilte en med kyllingebryst, mozzarella ost, bacon, coleslaw og kørvelpesto – og en danskvand med citrus.
Jeg fandt et bord så jeg kunne sidde med ryggen mod muren og holde øje med hele lokalet – det kan jeg bedst lide. Så kan jeg iagttage, og finde på historier om mennesker jeg ikke kender. De fleste mennesker var pæne mennesker der kom i par, og de så glade ud, som man ofte gør lige før man skal spise.

Paninien smagte fantastisk, men jeg skulle nok have bestilt en dessert, for den var ikke stor.
Efter måltidet, vandrede jeg ned til havnen og opdagede nu Café Mocca, der var fyldt med gæster. Det virkede som et populært sted. Jeg gik ind og bestilte en Cafe Latte.

De havde travlt, men pigerne der serverede var søde og havde overskud.
Jeg havde først planlagt at sætte mig på terrassen, men af en eller anden grund ændrede min bestilling til To-Go og kørte hjem.

Præstø er et dejligt sted, med en god energi, og det er ikke umuligt at jeg lægger vejen forbi igen.