Det eneste jeg fortryder i 2019

Nu er vi et lille stykke inde i 2020 og jeg har brugt lidt tid på at tænke tilbage på året der er gået.
Det har været et begivenhedsrigt år.

Jeg tænkte over om der er noget jeg har fortrudt i 2019. Og det er der. Ën ting og kun den.
For at trække spændingen, skriver jeg det sidst i artiklen. Så hvis du har travlt, kan du springe derned.

2019 var året hvor jeg stoppede som webmaster på Ekstrabladet.dk. Det var nogle sjove år, men intet varer ved. Sådan er det. Buddha sagde: Alt sammensat er forgængeligt, det eneste som aldrig forsvinder, er sindets åbne klare ubegrænsethed. Det er jo sandt.

Jeg fik mere tid og kastede mig over et personligt projekt som jeg stadig er engageret i. Men det nærmer sig sin afslutning.
Det går ud på at jeg har besøgt håndværkere og kunsthåndværkere. Jeg har fotograferet dem og jeg har hørt deres historie om deres vej til deres fag.
Det har været det mest fantastiske projekt jeg nogensinde har lavet. Jeg har mødt mange venlige mennesker, der har inviteret mig ind i deres værksteder, og åbenhjertigt fortalt deres historie. Jeg vil gerne udgive historierne, men det er jeg ikke nået til endnu.
Jeg har lavet en del fejl, men har lært af dem.

Jeg har også mødt nogle søde mennesker på jobcentret og på a-kassen. De har været meget forstående og givet mig tid til at finde ud af hvad jeg vil. I begyndelsen kunne jeg mærke en negativitet fra min side. Jeg gad ikke at rende til møder, som ikke rigtig har noget indhold. Men jeg har valgt at ændre min holdning og det har også ændret følelsen. Jeg har valgt at elske min sagsbehandler på jobcentret. Hun er sød og vil mig det bedste, har jeg besluttet mig for. Og vi har faktisk nogle hyggelige samtaler.

“You know someone said that the world’s a stage
And each of us must play a part”
– Elvis Presley

Jeg tjener ikke så mange penge, men jeg bruger heller ikke så mange. Min husleje er lav, har ingen gæld, og ingen store faste udgifter. Jeg er minimalist og drikker ikke dyre vine og andre udskejelser. Så det går ok.

Jeg har lyst til at prøve noget nyt, så jeg forsøger at holde mit sind åbent for alle muligheder.

Det er en fantastisk tilstand at være i. Det meste af livet er man i hamsterhjulet og dagene går efter rutiner der er bestemt af andre. Det jeg er, er min identitet. Pludselig er jeg det ikke mere og jeg har mulighed for at definere mig selv på en ny måde. Det er svært, men spændende. Hvem vil jeg være hvis jeg selv kan bestemme.

Jeg tror jeg har fundet ud af hvad jeg vil, men jeg skal bare lige finde ud af om jeg kan tjene penge på det.

Af og til bliver jeg nervøs for at jeg ikke når finde en indtægt, inden jeg har brugt min kvote på a-kassen. Så er det kontanthjælp og jeg skal ud og vaske vejskilte. Og min økonomi bliver nok ret presset. Men jeg kan stadig håndtere nervøsiteten, og tror på at der sker noget godt inden jeg når der til.

Nå, jeg havde jeg lovet at fortælle hvad jeg fortryder i 2019.

Det var en skøn sommerdag i august. Solen skinnede fra en skyfri himmel. Min ven og jeg tog på roadtrip til Knudshoved Odde, tæt på Vordingborg.
Jeg havde været der flere gange før, men hver gang var det højvande, så jeg kunne ikke komme over på til den anden del af Odden. Derfor havde jeg taget et håndklæde med og jeg var parat til at smide sko og strømper og vade over. Jeg var stålsat.

Men da vi kom derud, var der ingen problemer. Vandstanden var lav og vi kunne passere tørskoet. Vi gik helt ud til spidsen. Det er en smuk lang tur, som jeg varmt kan anbefale. Husk Compeed plaster.

På vej tilbage kom vi forbi et område med brombærbuske. Der var mange og en del var fuldmodne. Helt sorte. Og de smagte vidunderligt.

Jeg skulle have spist mange flere. Jeg skulle have brugt mere tid på det sted. Og jeg skulle have fyldt lommer og trøjer med brombær, og taget dem med.

Men det gjorde jeg ikke. Jeg spiste nogle få og gik relativt hurtigt videre.

Det fortryder jeg.

Til sommer vil jeg gå turen igen, og denne gang laver jeg ikke samme fejl.