Du skal producere – du skal konsumere

Thou shalt produce – Thou shalt consume

– Richard Rohr

Det ovennævnte citat, som selvfølgelig er kritisk og sarkastisk, inspirerede mig til det emne, jeg har lyst til at skrive om i dag. Det er et tema, der kører uafladeligt i mit liv.

Det fik mig til at tænke på følelsen af at stå udenfor og kigge ind, og jeg har gjort mig nogle tanker om at føle sig udenfor fællesskabet, men at have det helt fint der, så der er overhovedet ingen selvmedlidenhed at spore.

I denne tid konsumerer jeg bøger af franciskanerpræsten Richard Rohr, med samme ildhu som en alkoholiker tyller Elefantøl.

Jeg har været gennem en længere grundig oprydnings- og udsmidningsperiode og der er også forsvundet en del bøger. En af dem var en gammel bog af Stuart Wilde, som jeg i tidernes morgen var meget fascineret af, indtil han blev lidt for underlig, selv til min smag.

Bogen hedder “Kunsten ved penge, er at have dem” og jeg husker særligt bogen fordi jeg mødte den, og Wilde, første gang ved et tilfælde, på biblioteket i Roskilde. Den stod yderst på en hylde og havde en forside med kulørte sparegrise der, sammen med den kryptiske titel, fangede min interesse. Jeg lånte den, og købte den senere, og det blev starten på en lang fascination af Wilde og hans ideer, og jeg oplevede ham såmænd også live engang, og det var vældigt underholdende.

Grunden til at jeg bringer Stuart Wilde på bane er, at det var ham der lærte mig udtrykket: “Fringe Dweller”. Det betyder vel en der “hænger ud i periferien”, sådan en der ikke rigtig føler man hører til, men foretrækker at betragte livet lidt på afstand.

Hvis jeg lige skal kommentere bogen, kan jeg faktisk ikke erindre ret meget fra den, dog mener jeg at et vigtigt budskab var, som titlen også antyder, at det er nemmere at få drømme til at gå i opfyldelse fra en overskudsposition. Er man i mangel, i desperation, i nød, sender man et signal, en frekvens, der kan tiltrække mennesker, der vil udnytte disse svaghedstegn, og man får ofte derfor en dårligere behandling.

Styrke og overskud kan opnås ikke kun ved at have penge på kistebunden, men også ved en minimalistisk livsstil, så man ikke er så sårbar, altså få behov. Og det gælder ikke kun penge, men også et emotionelt overskud, en stærk selvværdsfølelse, så man ikke vælger relationer med energivampyrer, der lever at at suge blod fra sårbare individer, eller skrantende virksomheder. Princippet kan bruges i alle livets aspekter. Også politisk, hvor opportunistiske magtmennesker dyrker, skaber og udnytter befolkningers svaghed til egen vinding, ofte i samarbejde med medier, der har samme agenda og kan profitere på folks svaghed og angst. Og det skorter ikke på virksomheder, der tilbyder løsninger i form af oplevelser, objekter eller medicinering, ofte fungerende i symbiotiske forhold.

Forrige weekend var jeg til gymnastikafslutning med mit barnebarn på 6 år. Der var mange hold, i forskellige aldre og kvaliteter, og jeg nød samværet med min lille pige, hendes mor, med flere.

Til sidst blev alle holdene, trænere og ledere, alle de frivillige der får den slags organisationer til at fungere, kaldt ind på gulvet foran publikum for at modtage blomster, ros og tak for deres indsats. Og i den forbindelse blev der båret et dannebrogsflag ind i salen.

Jeg sad vist nok lidt i mine egne tanker og kiggede på de billeder jeg havde taget af min pige, og vurderede kvaliteten, overvejede om jeg havde brugt de rigtige lukkertider, om skarpheden var ok, ærgrede mig lidt over at jeg ikke havde optimalt overblik der hvor jeg sad, og min evige fascination over at moderne digitale sensorer kan levere acceptable resultater på tårnhøje ISO følsomheder, der i de analoge films dage, var helt utænkelige.

Jeg lagde vist også mærke til at en del folk rejste dig fra deres pladser, men hæftede mig ikke nærmere ved det. Først da damen med mikrofonen, i en venlig, ikke bebrejdende tone, gjorde opmærksom på, at det er tradition, at man rejser sig når flaget kommer ind, og først sætter sig, når det igen hviler på jorden, gik det op for mig.

Det fik mig til at overveje, om jeg har lyst til at rejse mig for Dannebrog. Det fik mig til at overveje, hvad et land er.

Da flaget blev båret ud, efter ceremonien var afsluttet, besluttede jeg at det havde jeg ikke lyst til. Jeg blev siddende. Jeg har tænkt over, hvad et land er. Er jeg da ikke glad for at bo i Danmark? Ikke så glad som jeg har været.

De totalitære tendenser bliver mere og mere tydelige, og nej, jeg er ikke paranoid, jeg ser ikke syner. Folk som nu pensioneret advokat Bjørn Elmquist og advokaten Erbil Gaya, advarer om tendenserne, og man skal efterhånden være overordentlig uopmærksom, hvis man ikke har opdaget tendenserne.

Det er ikke mig, der er paranoid, det er befolkningen der er ubevidste, og gradvist tilvænnet den indskrænkede frihed, som mange slet ikke er klar over er blevet fjernet, for de har ikke noget at bruge den til og ingen informerer dem.

Et land skal gøre sig fortjent til min respekt, og et land er blot et stykke af jordkloden, som nogen har trukket en streg omkring.

Jeg ville ønske at vi kunne få Skåne, Halland og Blekinge tilbage, men hey, sådan kan det gå.

Jeg hørte Rohrs citat da jeg kørte til det nye job en morgen i den forløbne uge. Det er 9 uger siden jeg startede, og også her har jeg tænkt på følelsen af at føle mig udenfor, men har ikke opfattet det som et problem, men blot en naturlig proces når man er ny i et allerede etableret minisamfund som en virksomhed er. Først da jeg havde været der i 8 uger, spurgte en kollega om hvad jeg havde lavet før. Og det er som om der er kommet mere gang i kommunikationen nu.

D. 19. marts fyldte den danske Lama Ole Nydahl 83 år. Jeg var og er stadig inspireret af ham, men især buddhismens belæringer. Jeg kom til at tænke på tiden jeg brugte på Svanemøllevej, på sommerlejrene på Lolland, foredrag i Århus og andre steder i Danmark, og en del ture til Tyskland, hvor mange ligesindede mødtes.

Budskabet er det samme som Eckhart Tolle, Michael Singer og Rohr m.fl. – man er betragteren, bevidstheden, ikke tankerne der foregår i bevidstheden. Men i buddhismen blev jeg til sidst forstyrret af en masse ritualer og symboler og en idoldyrkelse, som jeg ikke tror Buddha selv havde billiget.

Som Tolle også siger, har organisationer en tendens til at lukke sig om sig selv, men jeg synes det er helt fint at tilbyde et netværk og en struktur til dem der ønsker at forlade “The Matrix”, så man ikke føler sig alene og i frit fald.

Men det morsomme for mig, er at selv da jeg var glad for at opholde mig i dette netværk, følte mig også som en “Fringe Dweller”. Så en Fringe Dweller i en fringe organisation.

Men jeg håber at Ole har det godt, for han gør gode ting for mange mennesker, og der er frihed til at komme og gå, som man ønsker.

Og han har været medvirkende til at skabe nye steder hvor den tibetanske buddhisme kan udvikle sig, da den blev landsforvist af den kinesiske kommunismes invasion af Tibet i halvtredserne, som forbavsende få interesserer sig for, især i betragtning af hvor følelsesladet mange interesserer sig for grænsestridigheder andre steder i verden.

Det interessante er, at jeg tror det er ved at gå op for mig, at man slet ikke er udenfor, når man er udenfor. Udenfor er indenfor. Betragteren er essensen, det man virkelig er.

Man føler sig slet ikke ensom. Det bliver lettere at være i livet, lettere at acceptere livet som det er. Brydekampen for at mosle livet på plads, så man bliver tilfredsstillet, bliver lidt lettere og måske hører kampen en dag op? Det er de andre der er udenfor og kampen er håbløs og kostbar, men godt for dem der tjener penge på at producere objekter der kan skabe en følelse, som man bilder folk ind er lykke, men blot er en flygtig tilfredsstillelse.

Hamsterhjulet er den perfekte pengemaskine, og fantastisk til at holde folk fastlåst.

Michael Singer beskriver det meget fint i sine bøger. Universet har eksisteret i milliarder af år, og så tror jeg at jeg kan styre noget som helst i det korte glimt, jeg er her. Hvor latterligt.

Livet sker, livet udfolder sig.

Og Richard Rohr’s citat, som han mener er mange menneskers evangelium, 

Thou shalt produce – Thou shalt consume, er tankevækkende. Det er ikke et sted, der er værd at opholde sig. Jeg skrider – adjø.