Et gennembrud

I går havde jeg et gennembrud. Pludselig var der noget der faldt på plads.

I lang tid har jeg tænkt over denne trang til at være historiefortæller, at skrive, fotografere, tegne og male, lave små videofilm, etc.

Især det visuelle har frustreret mig, fordi jeg ikke kan se meningen med det dekorative, eller bare at gengive det man ser.

De sidste par dage har jeg forsøgt at tegne en figur som jeg kalder Teodor Amsted – opkaldt efter hovedpersonen i Hans Scherfigs novelle “Den forsvundne fuldmægtig” og den fantastiske filmatisering med Ove Sprogøe i hovedrollen.

Jeg vender tilbage til dette tema igen og igen, for jeg synes det beskriver så godt og enkelt, det problem jeg føler er det mest essentielle – for mig.

Amsted søger frihed, men da han finder den, ved han ikke hvad han skal med den. Han er kontrolleret af tanker der begrænser ham, han er institutionaliseret, han er et produkt af en verden der helt fra barns ben har fortalt ham hvad han skal tænke, sige og gøre. Han er opdraget og trænet.

I mine små tegninger, gør jeg Amsted til mit Alter Ego. Jeg sidestilller mig med ham.

Han er tegnet som en ret stiv, formel og høflig mand, der går i jakkesæt og med stok.

Sådan er han også skildret af Ove Sprogøe i filmen. Jeg finder ikke denne opførsel usympatisk, slet ikke. Jeg holder meget af høflige mennesker, der viser hensyn.

Jeg går ikke i jakkesæt eller med stok, og min adfærd vil jeg ikke selv kommentere.

Den sidste tid har jeg været fascineret af den irske billedkunstner Patrick Graham. Jeg kan lide hans billeder og han er, som mange andre, gået fra at være en fantastisk naturalistisk maler, der ikke længere kunne se meningen med bare at kopiere verden, til at forvandle og tolke, fortælle sin historie i billeder og ord. Han skulle gennem et alvorligt sammenbrud, en dyb depression der nær havde kostet ham livet, men han klarede den og efter indlæggelse på psykiatriske hospitaler, kom han videre, fundamentalt forvandlet, og med et helt nyt syn på livet. Og derfor en ny måde at male.

“Seeren fra Andalusien” af Lars Muhl, fortæller samme historie, om følelsen af meningsløshed, sygdom og sammenbrud, heldigvis også efterfulgt af helbredelse og opvågnen og et nyt syn på livet.

Mit “gennembrud”, min “aha” oplevelse, kom da det gik op for mig at alt hvad jeg skal lave fra nu af, handler om arbejdet mod højere bevidsthedsniveauer.

Min gode ven Josefine skrev det meget simpelt og helt præcist: “Når du maler vil det altid være med udgangspunkt i en vertikal energi og tanke”.

Så nu har jeg fundet på en ny “isme”. Vi har Impressionisme, kubisme, ekspressionisme, surrealisme og mange mange flere. Men nu har vi også “Vertikalisme”.

Det er måske ikke super originalt, men det beskriver metoden meget fint.

Det gode er at det ikke kun er en visual udtryksform – nej, det omfatter alt hvad man gør i den fysiske verden.

Livet bliver en legeplads, et laboratorium – det bliver bevægeligt, formbart og et magisk eventyr.

Her er, igen, et lille uddrag fra Seeren fra Andalusien:

“Der findes ingen sand kunst ud over evnen til at se og lytte på det oversanselige niveau. At være åben for den kosmiske impuls. En kunstner må være villig til at skærpe sin bevidsthed og sine intuitive sanser, for at kunne se og frigøre det humane og kosmiske i selv det mest ubetydelige, banale, overfladiske og middelmådige. Han må aldrig forfalde til blot at gengive. Kunstnerens opgave er at forvandle. Desværre er kun de færreste villige til at give afkald på de personlige ambitioner, egoismen og dens strategier, der altid står i vejen for den højere erkendelse.”

Det var en stor lettelse at komme til den erkendelse og nu bliver det, måske, lidt lettere, fordi jeg har et mål med det jeg gør. Jeg tror ikke det bliver let, for det primitive overlevelsesinstinkt vil være en stærk modstander. Men jeg tager kampen op.

Crede et Vicisti – Tro og Vind