Fotografering og trimning af fuldskæg
Jeg har haft min første fotoaftale i Dreamjobsprojektet.
Hun hedder Charlotte og driver sin egen herrefrisørsalon i Roskilde. Salonen hedder Barberen i Bredgade og er indrettet i hyggelig retro stil. Der er gammeldag frisørstole og andre effekter, der skaber stemning og en god atmosfære.
Charlotte havde været så venlig at lave en aftale med en kunde, om at deltage i dette photoshoot. Så han var forberedt og havde indvilliget i at være model. Hans fuldskæg havde behov for en trimning. Jeg havde en lille times tid til at fotografere. Det er ikke lang tid, men jeg synes jeg fik et par acceptable billeder. Vi havde også tid til at lave nogle uformelle portrætter af Charlotte. Men jeg glemte at lave et par korte videooptagelser. Det må jeg gøre en anden gang.
Hun var den første jeg overhovedet kontaktede, inden jeg skrev lange ‘gennemtænkte’ mails, og lavede et dedikeret website.
Jeg har en del aftaler i kalenderen, men jeg søger stadig flere virksomheder. Sig endelig til hvis du kender en håndværkervirksomhed der passer til projektet. Læs mere om projektet her.
Charlie, der også hedder Charlotte, laver også en klassisk vådbarbering. Det ser lækkert ud og det skal jeg prøve en dag.