Dengang jeg tegnede Buddhas ansigt
Jeg vil gerne fortælle historien om dengang jeg tegnede Buddhas ansigt. Jeg vedhæfter tegningen så du kan se den.
Jeg skulle til mit første Phowa kursus med Lama Ole Nydahl. Det er et specielt Buddhistisk meditations kursus der varer 3 dage og man mediterer ret intensivt. Det foregik på et meditationscenter der ligger midt på Lolland, ikke så langt fra Maribo, Rødby eller Nakskov. Faktisk ligger det ikke langt fra noget på Lolland. Men det ligger ude på landet på en gammel bondegård der er ombygget til formålet og den bliver udvidet når der er særligt store arrangementer.
Der bliver ofte lavet en t-shirt når der er den slags arrangementer. Så kan deltagerne købe et lille minde om oplevelsen – ligesom når man er på Roskilde Festival eller AC/DC koncert, hvor man kan købe blinkende horn til at sætte i panden og meget andet. Jeg kan ikke rigtigt huske hvordan jeg blev involveret i dette projekt, jeg tror egentlig det var noget jeg bare gjorde frivilligt fordi jeg synes det var sjovt og fordi ingen andre havde tid. Min idé var at lave et ansigt bestående af en slags mosaik og ikke gøre det alt for tydeligt hvad det var man så. Det skulle bare ligne nogle grove flader i et mønster og nogle farvenuancer der skulle symbolisere lys og skygge og skabe form. Dog ville jeg gerne at de karakteristisk øjne skulle stå klart.
Jeg lavede det i et vektorgrafik program og brugte meget tid på det. Men når man har det sjovt, betyder det ikke noget. Men der var jo en deadline og den skulle overholdes. Min gode ven stod for det praktiske med at få dem trykt. Da jeg havde været i gang et godt stykke tid meddelte han at jeg blev nødt til at begrænse antallet af farvenuancer. Det blev simpelthen for dyrt hvis der skulle trykkes for mange farver. Det passede jo ikke en impulsiv og temperamentsfuld kunstnertype som mig, men der var ingen vej uden om. Jeg måtte tilbage til tegnebordet og ændre mit værk. Det blev noget vanskeligere men det er også en sjov udfordring hvis man ikke har for mange muligheder. Det er sikkert derfor så mange danskere er socialister. De elsker at betale meget i skat så de ikke har for mange muligheder.
Jeg arbejdede videre på det og jeg nåede ned på 4 farver. En rød og en orange, en hvid til øjnene og en lyserød til læberne. Den sorte baggrundsfarve var t-shirtens farve og derfor ikke en trykfarve. Hvis du undrer dig over hvorfor buddhaen er rød, hænger det sammen med kursets tema, hvor en rød buddha bruges. Den blev endelig klar og den gik i trykken. Vi var meget tæt på deadline, men vi nåede det. Vi gav et eksemplar til Lamaen der bar den en af de første dage. Det var et stort øjeblik og den blev helt udsolgt, så vidt jeg husker.
Forleden dag fik jeg lyst til at tage grafikken frem igen og måske vil jeg arbejde videre med den og lave nye versioner. For der er plads til forbedringer. Og så fik jeg også lyst til at fortælle historien om min version af Buddhas ansigt.