Sådan blev jeg minimalist

Jeg vil starte denne historie med at fortælle at jeg opfatter mig selv som minimalist.

Minimalisme er en filosofi, en livsstil, et værktøj og sikkert meget mere.
Minimalisme går ud på, efter bedste evne, bevidst at skabe et liv med enkelhed, fokus, færre behov, mere frihed, mere fritid til det vigtige, færre ydre påvirkninger, mindre afhængighed.

Resultatet skulle gerne være at jeg føler mig gladere og lidt mindre bekymret. Min økonomi er bedre. Ikke fordi jeg tjener mere, men fordi jeg har færre behov. Og jeg kan bedre koncentrere mig om det væsentlige.

Vi minimalister vil derfor helst ikke have for mange ting og især ikke for mange overflødige ting. Vi vil gerne være gældfri, holde et lavt omkostningsniveau og have tid til vores interesser og de mennesker vi holder af.

Min egen vej mod minimalismen var en lang process og jeg kan huske et par skelsættende begivenheder der satte det i gang. Jeg havde et lille firma, og af forskellige årsager begyndte det at gå mindre godt. Jeg vil ikke komme ind på hvorfor, det har ikke noget med denne historie at gøre. Det var et samspil af mange forskellige hændelser. Men jeg besluttede at tiden var inde til at lukke firmaet og da jeg også havde mistet interessen for det jeg lavede, virkede det som en meget fornuftig beslutning. At afvikle en virksomhed tager tid. Jeg havde et varelager jeg skulle af med. Der var et mellemværende med Skat der skulle bringes i orden. Og så var der forholdet til banken. Gælden var overkommelig, men den var der. Og så var der selvfølgelig spørgsmålet om hvad jeg skulle lave bagefter?
Jeg vidste godt hvilken retning jeg ville, men følte mig ikke sikker på at det kunne lade sig gøre. Det var en temmelig rodet, stressende og forvirrende periode, men også spændende. Nogle gange lidt for spændende.
En god ven forærede mig bogen “Ryd op i dit rod” af forfatteren Karen Kingston. Jeg læste den og blev meget begejstret. Bogens budskab er, at ting, især ting vi ikke bruger, binder os til fortiden og låser os fast. Det gør os ufleksible, både fysisk, emotionelt og mentalt. Vi stagnerer og det kan være svært at komme videre.
Forfatteren anbefaler at man skiller sig af med alle overflødige ting. Men at man gør det i et tempo man selv finder acceptabelt. Man kan aftale med sig selv at tøj man ikke har brugt i 2 år skal ud. Det kan også være 5 år eller 1 år, det bestemmer man selv. Man behøver ikke at kaste det i affaldscontaineren. Hvis det kan gøre gavn, så lad andre overtage det. Det kunne være en velgørende organisation. Med den metode gennemgår man alt hvad man ejer og vurderer hvad man vil af med.

Budskabet gik rent ind hos mig og jeg begyndte at skille mig af med mine ting. Noget solgte jeg, noget smed jeg ud, noget forærede jeg væk. Hver gang jeg gjorde det følte jeg lettelse og glæde.
Nu er det efterhånden 15-16 år siden jeg startede så jeg har ikke så meget mere jeg kan smide ud. Men det skal holdes ved lige. Man anskaffer jo nye ting, og langsomt hober det sig op. Så med passende mellemrum gennemgår jeg mine ejendele og kyler ud efter behov.

Nogen vil måske spørge om der findes officielle regler for minimalisme? Er der grænser for hvor mange t-shirts man må have? Må man eje en bil? Kan man have 3 kameraer og stadig kalde sig minimalist?
Nej det er ingen regler, så det er noget man gør op med sig selv. Det kan godt være der findes kvinder der har 95 par sko, som føler de er minimalister fordi de for 3 år siden havde 275 par. Og møder man dem om 3 år har de måske kun 4 par. Det sidste var et tænkt eksempel, det sker naturligvis ikke. Men det er, som sagt, en kontinuerlig process og op til den enkelte hvor langt, og hvor hurtigt man vil gå. Det vigtige er at det føles godt og bidrager til en bedre livskvalitet.

Har du lyst til at læse mere om minimalisme kan jeg anbefale zenhabits.net og theminimalists.com der også har lavet en film om emnet.

Jeg har selvfølgelig tænkt over om denne historie kunne være skrevet med færre ord, og jeg har fundet det passende at slutte nu.

Venlig hilsen

Jes