Dengang min mormor gav en forbipasserende mad

Jeg har lyst til at skrive en historie jeg oplevede for mange år siden. Jeg kan faktisk ikke huske hvornår det var og det er også ligemeget. Jeg har måske været 13-14 år eller måske yngre, det betyder heller ikke noget. Min mormor boede på en gård ude på midtsjælland, et sted mellem Roskilde og Ringsted. Hun var gift med min morfar og de havde en del børn, blandt andre, min mor. Men de var for længst flyttet hjemmefra. Dog havde de en søn der var lettere mentalt handicappet og derfor blev han boende på gården til han var voksen. Han var født i fyrrende og det var en anden tid, uden de muligheder man har i dag. Og det fungerede også ok.
Den oplevelse jeg vil fortælle om, skete en dag hvor jeg besøgte min mormor og morfar. Noget jeg holdt meget af til jeg var ret gammel og fik andre interesser – venner, piger og den slags. Det var en sommerdag, solen skinnede. Det har muligvis været en weekend, ellers ved jeg ikke hvordan jeg havde tid til at være der. Det kan også have været sommerferie. Men jeg husker ikke hvad dag, måned eller år det var. Jeg husker at min mormors søn fortalte at han havde talt med en forbipasserende mand, der havde bedt om penge til mad. Men han havde sagt nej og sendt ham videre. Manden var nok det man kalder en vagabond eller en landstryger. Der er sikkert mange andre ord for mennesker der lever deres liv sådan. Jeg husker det ikke i detaljer, men min mormor var tydeligvis ikke enig i at han bare skulle sendes væk hvis han var sulten og tørstig. Og på en eller anden måde fik de fat i manden. Han var ikke nået så langt. Måske sad han og hvilede sig ude foran gården, der lå i en lille bitte landsby med nogle få gårde og huse og en lille landevej der gik igennem. Man kunne gå igennem byen, hvis man kan kalde den det, på 3-4 minutter. Jeg husker at min mormor pludselig fik travlt i køkkenet. Hun sagde noget med at hun ikke ville give ham penge, men han skulle ihvertfald ikke gå sulten videre. Hun gik derfor i gang med at smørre en stor madpakke til ham og fandt også en alkoholfri øl til ham.
Såvidt jeg husker sad han og spiste ude på et mindre grønt område foran gården. Jeg kan ikke huske hans ansigt for så interesseret var jeg heller ikke. Lidt senere var han væk og der stod en tom flaske på jorden og papiret fra madpakken lå ved siden af.
Jeg har af og til tænkt på historien og ikke fordi det er noget særligt at give en sulten mand noget mad og en alkoholfri øl, men mere det at min mormor ikke ville give ham penge. Jeg tror det var fordi hun så ikke kunne vide om han ville bruge pengene på alkohol. Men ved at give ham mad kunne hun sikre at han fik noget at spise. Jeg synes det var en venlig gestus der vidnede om omsorg, men der fulgte nogle personlige principper og betingelser med.