Kubisme, mælkekartoner og frygt
For få dage siden malede jeg citroner på et mælkekarton og jeg hæftede mig ved at det, med meget god vilje, og stor rummelighed, kunne ligne et lille køkken der var vendt på vrangen. En skødesløs person har lagt citroner på køkkenbordet og vinduerne sender lys ind på dem. Men hvem ville vælge brune vægge i et køkken?
Jeg kom til at tænke på kubismen, en malestil, teknik eller filosofi, udviklet af Pablo Picasso og George Braque, i perioden ca. 1907 til 1914.
Jeg vidste intet om det, men havde hørt noget om at ideen bag teknikken var, at man også ville male objekternes bagside, men på den todimensionelle flade.
Nu har jeg set og læst et par forklaringer, og jeg er ikke sikker på at det er korrekt forstået, eller måske er det en lille del af historien. Men tanken inspirerede mig og jeg tænkte hvis mælkekartonet (eller -en) er et køkken vendt på vrangen, kan jeg vel rette perspektivet ud ved at skære det op, så det bliver fladt. Måske kan man så kalde det en slags kubisme? Det tror jeg ikke, men jeg prøvede og resultatet ses på billedet.
Hvis jeg nu vendte billedet og samlede det med bagsiden ud af, skulle man ind i kartonen – eller -et, for at se. Men det ville være tåbeligt at bruge tid på.
Jeg beundrer modet hos disse kunstnere. Denne villighed til at leve for det de brændte for, i fattigdom og stor usikkerhed. Hvor skulle pengene komme fra til næste husleje? Hvor fik de modet fra?
Jeg har lyst til at vende tankerne på vrangen, og på hovedet, og gerne finde helt nye.
Jeg tror at alle tanker allerede er tænkt og tilgængelige, og føler mig overbevist om at det der forhindrer mig i at vælge spændende nye tanker, er frygt. Ja frygt.
Det mest primitive instinkt et menneske har. Styret af reptil hjernen, den der kun beskæftiger sig med overlevelse. Så længe krybdyret dominerer, er det svært at tænke nyt, for alene det, fremprovokerer frygt. Så er det svært at nå højere bevidsthedsniveauer, svært at være venlig og svært at turde prøve noget nyt.
Men jeg føler mig overbevist om at der inden længe vil ske noget nyt. Tanken om det skaber frygt, men er også opkvikkende og jeg bliver nødt til at gøre det.
Crede et Vicisti – Tro og Vind