Maribo igen

Fredag var sidste almindelige hverdag i min sommerferie. Nu er det weekend.

Mandag og tirsdag besøgte jeg Sverige med mit barnebarn og hendes mor, og jeg brugte de følgende dage til at skrive en meget, MEGET, lang historie om den oplevelse.

I slutningen af juni, før ferien, havde jeg en dejlig weekendtur med de to selvsamme mennesker, til Knuthenborg Safaripark  med en overnatning i Maribo. Og jeg skrev en anden, meget lang historie om den oplevelse.

I den forløbne uge fik jeg tanken, at det kunne være hyggeligt at køre en tur tilbage til Maribo, inden jeg skal starte på job på mandag, og igen spise frokost hos Cafe Vin & Brød og benytte lejligheden til at øve mig i at tegne lidt. Som en afrunding af en eftertænksom periode, og for at komme lidt væk fra sofaen med skriverierne, og genopleve de vibes, jeg havde med hjem sidste gang. Også fordi jeg fik en del god feedback på historien da jeg delte den på Maribos fb side.

Jeg har ved flere lejligheder forsøgt at komme i gang med at tegne ude, væk fra mit hjem, ude i det fri – plein air, som det kaldes blandt male- tegne folket, men min interesse for at tegne og male, er meget svingende og i perioder lægger jeg det helt på hylden.

Jeg talte længe med mig selv, som jeg ofte gør, men forsøger at lade være med, og argumenterede frem og tilbage. Var det virkelig en god ide at køre helt til Maribo for at spise frokost – der er trods alt 131 km x 2, så man brænder en hel del brændstof.

Men fredag blev jeg enig med mig selv om at ideen var god, så jeg pakkede tegnegrej og fotoudstyr i en taske. Jeg lider jo af tegnemaleogandrekunstnerartikelindkøbstrang og har derfor et rimeligt godt udvalg til rådighed. Mine indkøb er aldrig spontane, så jeg har altid en god forklaring og netop til dette formål, plein air, havde jeg købt en æske med 18 stk. vandopløselige farveblyanter af mærket Caran D’Ache Supracolor. Man kan med disse farvelægge direkte på papiret, og med pensler, eller andet, påføre vand til farverne, og få nogenlunde samme effekt som traditionel akvarel, men uden brug af pallet og tilsvarende tilbehør. Jeg havde forestillet mig at jeg med disse, kunne reducere mængden af vand- og farvesvineri og rengøring, på lokationen, som man givet vil opleve med almindelige akvarelpans.

Jeg supplerede med en tynd blyant til at skitsere, nogle tynde Posca markers i sort og hvid og nogle vandpensler, indkøbt i Søstrene Grene, fordi de er billige, og en god måde at afprøve konceptet. Jeg pakkede to blokke, en Fabriano A4 med 300 g. mixed media papir og en Seawhite concertina A5 blok jeg købte i   Liza’s Gallery i Stege.

Jeg har været lidt inspireret af den engelske kunstner Karen Stampers og brug af concertina bøger, og hendes mixed media, collager, med mere, i en sjov sammenblanding, og en meget løs og intuitiv måde at male og tegne.

Hvis man ikke ved hvad en concertina blok er, kan jeg fortælle at det er en skitseblok hvor siderne folder sig ud, næsten, som en harmonika, og man kan derfor vælge om man vil lave meget lange eller brede tegninger, evt. i fortsættelse af hinanden. De giver andre muligheder og inspirerer måske til at sprænge formaterne.

Til min store overraskelse, ville bilen ikke starte. Noget havde drænet batteriet og der var ikke nok strøm til at turne startmotoren, men jeg kunne høre relæet klikke og der var lys i alle displays og jeg tror startmotoren drejede et par gange.

Batteriet er helt nyt, og mens jeg kiggede efter mulige årsager, gik mine tanker tilbage til tirsdag formiddag, på p-pladsen foran Sofiero Slot hvor min lille pige havde benyttet ventetiden inden de åbnede, til at sætte sig op foran hos mig, bag rattet, og nysgerrigt gennemgå alle bilens knapper og kontakter på instrumentpanelet. Jeg opdagede at lampen til kabinelyset var skubbet over på “on” og at den var varm. Den havde været tændt i tre dage. Det undrede mig dog hvordan jeg kunne overse lyset, men eneste forklaring er naturligvis min uopmærksomhed, og at lyset åbenbart kan være svært at se i dagslys.

Jeg elsker hendes nysgerrighed og glædede mig ved tanken om de oplevelser vi havde haft med hende. Jeg ringede til autohjælp, men da p-pladsen ved min bolig skråner markant, besluttede jeg at forsøge at starte bilen selv. Jeg satte den i frigear, skubbede den ud fra parkeringsbåsen og den begyndte at rulle langsomt. Adræt og elegant, som altid, hoppede jeg ind i bilen, tænding på, udkobling, i 3. gear, vente til der kommer passende fart på, slippe koblingen, bilen ryster lidt når den står i gear og motoren kobles til, og kort efter sprang den i gang. Jeg aflyste autohjælp og kørte mod Maribo.

131 km er da et stykke, men turen føltes ikke lang og jeg lyttede til musik undervejs.

Jeg kender turen ret godt, da jeg i en årrække har deltaget i buddhistiske sommerlejre på et dejligt sted nær Søllested, der nu, så vidt jeg forstår, er omdannet til retreatsted. Så de glade dage med mange mennesker er forbi. Nu er der ro.

Jeg fandt en parkeringsplads på torvet, stillede p-skiven og gik over til Café Vin og Brød og fandt et bord udenfor, men under parasollerne, da vejret var ustabilt og der var regn på vej. Jeg bemærkede at den højfrekvente pige jeg beskrev i forrige historie, var på job og i gang med at ekspedere en anden kunde, og jeg bestilte en Panini og satte mig tilrette udenfor.

Pludselig hørte jeg en høj lys, næsten skinger stemme lige bag mig. Det var en tysk herre, formodentlig turist, der i et raserianfald råbte og skældte en teenage pige ud for et eller andet, som jeg heldigvis ikke forstod. Kort efter, da jeg igen vendte mig om, så jeg at pigen  græd, mens hendes mor trøstede hende med armen om hendes skuldre. Den nu tavse mand skulede olmt. Han så virkelig vred ud, næsten karikeret. Jeg skal ikke gøre mig klog, men tilsyneladende var feriestemningen ikke den bedste i den familie.

Nu var jeg mæt, og jeg valgte at sætte mig over på en bænk, på torvet i Maribo. Jeg havde foretrukket at sidde ved et bord på cafeen, men der var ret mange gæster og alle ville naturligvis helst sidde under parasollerne.

Først prøvede jeg med concertina blokken, men det blev for ustabilt, så jeg valgte Fabriano A4 blokken og det fungerede bedre. Jeg fandt min hårde tynde blyant og kastede mig ud i en fandenivoldsk skitse af Rådhuset og skulpturen med springvandet, og jeg mærkede tidspresset, da små regndråber begyndte at falde. Jeg nåede at få elementerne nogenlunde på plads, dog med et par alvorlige fejl, og i mellemtiden var frokost rush-hour ved at være overstået, så nu kunne jeg få et godt bord med bedre udsigt til torvet, hvorfra jeg ville fortsætte tegningen, eller rettere, farvelægningen. Jeg gik ind og bestilte en kop kaffe og en kanelsnurre og fandt det bedst egnede bord.

Det var den højfrekvente og meget smukke pige der kom ud med det og nu lagde jeg farver på, efter bedste evne, og de var ikke korrekte eller naturalistiske, men så godt jeg kunne og eksperimenterende, ind imellem spiste jeg kanelsnurre, og man må huske at det var første gang at jeg prøvede farveblyanterne. Regnen tog til, men jeg sad i læ. Jeg tegnede op med den sorte Posca, for jeg kan godt lide linjer og har lært at de forstærker farvernes egenkontrast.

Da jeg var færdig, opdagede jeg at jeg kun havde drukket halvdelen af kaffen, og nu var resten blevet kold.

Sådan kan det gå, når man glemmer tiden.

Jeg pakkede mit grej og overvejede om jeg skulle gå lidt rundt i byen og kigge, men regnen var ret kraftig nu, så jeg valgte at køre hjem.

Men jeg føler mig sikker på at jeg kommer tilbage.