BlogIngen brok

Udfordring! 21 dage uden brok

Forleden dag skrev jeg en historie om brokkeri. Jeg prøvede at sætte mine “problemer” i perspektiv. I et øjebliks overmod, afsluttede jeg historien med at skrive at jeg aldrig ville brokke mig mere. I samme øjeblik kom jeg til at tænke på en fyr der har startet en non-brok bevægelse. Det stod lidt tåget i min hukommelse, så jeg Googlede og fandt ud af at bevægelsen hedder hedder “A Complaint Free World”. Manden bag ideen, hedder Will Bowen.

21 dage uden brok

Det er meget simpelt. Det går ud på at undgå at brokke sig, 21 dage uden afbrydelse. Man anskaffer et armbånd, og hver gang man tager sig selv i at beklage sig, flytter man armbåndet over til det andet håndled og starter forfra fra dag 0. Først når man har haft armbåndet på samme arm i 21 dage i træk, har man nået målet.

Armbåndet

Armbåndet bliver en påmindelse om at tænke over hvad man siger, måske endda tænke over hvad man tænker, inden man taler. Det hedder vist metakognitiv bevidsthedstræning. Formålet med at flytte armbåndet, er at styrke bevidstheden om at man igen har beklaget sig. Ærgrelsen over at starte forfra, efter en periode med succes, er endnu en motivationsfaktor. Anskaf et armbånd eller find et hjemme i skuffen. Brug dit ur, hvis det passer dig bedre. Det betyder ikke noget. Det officielle Complaint Free World armbånd er lilla og kan bestilles på et amerikansk website.

Hvorfor brokker man sig

Der kan være mange grunde til at brokke sig. Men undersøgelser peger på 5 grunde der går igen. På engelsk kan de forkortes G.R.I.P.E.

Get attention, Remove responsibility, Inspire Envy, Power, Excuse Poor Performance

På dansk: Skaffe opmærksomhed, fjerne ansvar, skabe misundelse, magt, undskylde en dårlig præstation.

Der er sikkert noget om det. For nogen er det nok bare blevet en vane og en del af et ubevidst kommunikationsmønster.

Hvorfor skal man undgå brok?

Er det egentlig ikke meget rart at brokke sig? Så kan man komme af med frustration over en irriterende kollega eller chef. Nej – det skaber negativ energi og det forringer andres og vores egen livskvalitet. Og det løser ikke problemerne.

Gode grunde til at undgå brok

– Brok betyder at man fokuserer på det negative, uden at gøre noget ved det.

– Man sender negative vibes ud i universet

– Man spilder sin egen, og andres tid.

– Man bliver lykkeligere, hvis man ikke brokker dig.

– Andre mennesker gider ikke hænge ud med brokkehoveder, men vil hellere være sammen med handlingsorienterede problemløsere.

Find selv på flere:

–  ______________

–  ______________

–  ______________

Hvad er brok

Et spørgsmål melder sig. Hvordan definerer man brok?

Retningslinjerne er lidt vage og der er forskellige holdninger og tolkninger.

Will Bowen mener at man skal skifte håndled hvis man sladrer, kritiserer og beklager sig.

Han mener også at man skal skifte håndled, hvis man påpeger at andre brokker sig.

Hvis man er utilfreds med en situation, bør man vælge at gå direkte til årsagen til problemet og, på en pæn måde, fortælle hvad man mener. I så fald, er det ikke brok.

Men ikke alle er enige i denne tolkning

Tim Ferriss er ikke helt enig. Han definerer brok på en anden måde. Han mener ikke det er brok, hvis man følger en negativ ytring, med et forslag til en løsning, forbedring eller ændring. Og heller ikke hvis man påpeger at andre brokker sig.

Eksempel

Følgende 2 udtalelser ville kræve at man flytter armbåndet til den anden arm.

“Jeg stod i kø på et posthus i 30 minutter bag et støjende og uforskammet fjols. Totalt spild af min tid.”

“Kim var ret tarvelig i dag. Helt uacceptabel opførsel.

Derimod vil de næste 2 eksempler ikke kræve at man flytter armbåndet.

“Jeg stod i kø på et posthus i 30 minutter bag et støjende og  uforskammet fjols. Totalt spild af min tid.” Fra nu af vil jeg kun gå på posthuset om morgenen for at undgå den lange kø.

“Kim var ret tarvelig i dag. Helt uacceptabel opførsel. Næste gang sender jeg e-mails direkte til Mette i udviklingsafdelingen. Så kommer jeg nok igennem med mit forslag.”

Forskellen er at de to sidstnævnte tilføjer et løsning på problemerne og derfor ikke kræver et skift. Men det er Tim Ferriss holdning, og det må være op til den enkelte at vælge hvilken metode der passer bedst.

Eckhart Tolle tilføjer:

“At beklage sig skal ikke forveksles med at gøre opmærksom på en fejltagelse eller en mangel. Hvis det skal rettes, er det nødvendigt at sige det. At undlade at klage betyder ikke nødvendigvis at man skal finde sig i dårlig kvalitet eller uacceptabel opførsel. Det er ok at fortælle tjeneren at suppen er kold, og at man gerne vil have den fejl rettet.” Men hvis man skælder tjeneren ud, er det brok.”

Hvornår starter jeg?

Jeg forbereder mig på at starte mit eget 21. dages non-brok forløb. Jeg har bestilt 3 lilla armbånd og venter dem med posten meget snart. Det er ikke de originale, men de ligner lidt. Jeg har købt 3 fordi de sikkert bliver slidt og knækker. Så er det rart med et par i reserve. Jeg er ikke startet, men er begyndt at “varme op”. Jeg er mere opmærksom på det jeg siger og tænker. Min plan er at føre en dagbog og dagligt notere hvordan det er gået.

Fortsættelse følger …

“If you don’t like something, change it.  If you can’t change it, change your attitude”

– Maya Angelou