Vi er en helhed
Det er lørdag morgen og som dedikeret historiefortæller mærker jeg fortælle trangen komme over mig. Kl. er 5 og det er allerede lyst. Jeg kan høre fugle synge.
Inden jeg fortæller om en spændende oplevelse jeg havde i den forløbne uge, hvor jeg lærte at køre en ny type, ret speciel, græsslåmaskine, vil jeg lige sætte en ting på plads.Når jeg bruger folks kommentarer til mine indlæg, i mine historier, er det ikke for at hænge dem ud. Men jeg gider ikke bruge min tid på at skrive med en person i obskure kommentarspor. Det er spild af tid. Men jeg synes de kan være interessante at bruge som udgangspunkt og inspiration til en ny historie, og give et indblik i de holdninger der også, stadig, findes derude. Trods overvældende beviser for at de tager fejl.
Den franske filosof, forfatter, dramatiker og samfundskritiker Voltaire sagde angiveligt: “Jeg er uenig med Dem, men jeg vil kæmpe til døden for Deres ret til at sige det, De siger. ”Han forstod hvad ytringsfrihed er. Han var desuden også “Deist” – har jeg lige fundet ud af, ved at kigge på internettet, og det betyder troen på at der findes en Gud, men at denne ikke griber aktivt ind i verdens gang. Gud har skabt verden som et perfekt funktionelt system, der kan køre af sig selv, hvorfor Gud derfor ikke aktivt behøver at gribe ind i verden. Systemet er godt nok – det er stupide mennesker der ødelægger det. Det er derfor vi er nogen der ønsker at gå vertikalt – vi vil løfte os over dette vanvid, vi vil mere end det og vi ved det er muligt.
Men tilbage til græsslåmaskinen. Den maskine jeg lærte at køre, var en Ferris Zero Turn Mower. Den adskiller sig fra traditionelle klippere, ved at den styres efter samme princip som en kampvogn, eller en rullestol. Den har to store baghjul og frit bevægelige mindre forhjul.
Retningen bestemmes af hvor meget kraft, og retning, man giver baghjulene og i stedet for et rat, har man to håndtag der kan trækkes frem og tilbage. Det betyder at den bliver meget manøvredygtig, og kan dreje rundt om sig selv – på en tallerken, som man siger. Det sidste skal man dog gøre med forsigtighed og omtanke, da den let kan lave nogle grimme hjulspor i bløde plæner.
Jeg fik en kort instruktion og kørte lidt på den. Men dagen efter skulle jeg køre den alene.
Som nyuddannet Junior Trucker, kørte jeg mod opgaverne i Nordsjælland og Vestegnen, i en kassevogn og en stor maskintrailer, med en Ferris, en Husqvarna klipper, og et par andre småting på ladet. Det gik helt fint og efter en forsigtig start, fik jeg styr på Ferrisen. Sammen med min unge kollega, klarede vi det vi skulle.En af mine venner delte forleden et længere interview med forfatteren Neale Donald Walsch. Jeg var ret begejstret for hans bøger i sin tid og købte dem alle.I interviewet genopfriskede han nogle vigtige ting.Et par ganske korte sætninger vil ændre verden med det samme.
Forestil dig at flere levede efter dette: Vi er alle en helhed, Vores vej er ikke bedre, Vores er bare en anden vej.
Kan du forestille dig en magtgal politiker udtale dette? Nej, for i deres verden gælder det modsatte. At overbevise andre om at deres vej er den bedste og eneste vej, og at alle bør slutte sig til den. Hvorfor? Fordi de tilfredsstilles af magt og kontrol.
Derfor kommer vi ikke til at høre disse ord fra Mette Frederiksen. Hun befinder sig på et meget lavt udviklingsniveau, og er som heroinmisbrugeren, altid på jagt efter sit næste fix.
En anden ting Neale Donald Walsch taler om, er den fejlagtige påstand, at man ikke kan være trist og glad på samme tid.
Det kan man sagtens. Lykke og glæde er ikke fraværet af tristhed. De kan eksistere ved siden af hinanden. I stedet for at kæmpe for det perfekte liv, uden problemer, uden frygt, uden savn og tristhed, kan man med fordel øve sig i at acceptere at de altid vil være der.
Og måske vil accepten gøre dem mindre betydningsfulde, så de fylder mindre, måske vil de gøre en til et bedre, mere medfølende forstående menneske, et menneske der bruger mindre tid på at flygte og på at bedøve sig selv med dårlig underholdning og andet støj? Måske har tristheden et budskab? Det gælder om at rumme det hele, i en helhed.
En Ferris Zero Turn Mower er ikke bedre end en Husqvarna, eller en John Deere. De har lidt forskellige egenskaber, men er alle gode. Man kan vælge den model, eller flere, man har lyst til, og der er ingen grund til at være uvenner med dem der foretrækker Stiga, eller andre.
Først når mennesker, organisationer, politiske eller religiøse, forsøger at presse deres meninger ned over andre, begrænse andres frihed med forskellige midler, må man markere sine grænser og kæmpe for sin ret til at bestemme selv.
Crede et Vicisti – Tro og Vind