Amerikanske biler i Sorø
Denne gang vil jeg gerne skrive om en person jeg har mødt i mit håndværker projekt.
Det handler om en automekaniker der har et værksted i Sorø. Han hedder Tommy Flauensgaard og hans firma hedder Nemesis US Cars. Værkstedet er ikke helt traditionelt, da han udelukkende arbejder med ældre amerikanske biler.
Tommys historie er inspirerende fordi han har valgt at følge sin passion og med tålmodighed og hårdt arbejde, har opbygget sin forretning. Han arbejder med det han brænder for og det er vel det de fleste mennesker drømmer om.
Han elsker ældre amerikanske biler og han har sit værksted i en gammel Esso tankstation, som han erhvervede for 5-6 år siden. Det var her jeg besøgte ham.
Jeg trådte ind i værkstedet og kiggede mig omkring. Jeg kunne ikke se Tomme nogen steder. Der var lifte, en grav, værktøj overalt, plakater på væggene. Præcis som et autoværksted skal se ud.
Bagest i rummet stod en hvid Ford Mustang Fastback fra 1966. Da jeg så den, vidste jeg det ville blive en god dag. Jeg elsker gamle klassiske biler. Den manglede hjul, motorhjelm, sæder og meget andet, men karosseriet var helt nymalet. Selv i den tilstand er det en meget smuk bil.
Tommy dukkede op fra et sted bag bilen og vi hilste på hinanden. Han er meget venlig og gæstfri. Man kan mærke at han brænder for de gamle klassikere. Han synes det er sjovere at arbejde på de gamle biler, fordi man kan gøre mere end på nye. De var konstrueret på en helt anden måde.
Jeg glemte faktisk hvorfor jeg kom og begyndte, at tale om den hvide Mustang. Tommy fortalte at den berømte 289 kubiktommer V8 Ford motor, lige blevet lagt i, dagen før.
For at du skal slippe for at finde regnemaskinen frem, kan jeg fortælle at det er en 4,7 liters motor. En stor motor efter europæiske forhold, men helt normal i USA.
Uanset om det er Chrysler, GM eller andre amerikanske bilmærker, kan Tommy reparere dem. Men han har en forkærlighed for Ford Mustang og har specialiseret sig i perioden 1964/65 til 1973. Han kan skille dem ad i atomer og samle dem igen. Han kender dem i alle detaljer, for han har gjort det mange gange.
Tommy fortalte at, en af fordelene ved Ford Mustang er, at det stadig er muligt at få alle reservedele til bilerne. Så hvis du har planer om at investere i en klassisk bil, er det værd at tage med i overvejelserne.
Jeg havde mange smukke motiver til rådighed. Det var ikke kun Ford modeller, men også en Buick fra 1958, en Cadillac fra 1959 og andre modeller, var til stede.
Måske fordi jeg var påvirket af de smukke biler, glemte jeg at lave billeder af Tommy i aktion. Men jeg fik lov til at komme forbi dagen efter og indhente det forsømte. Det var skønt og det blev en god dag.