Betalende bruger
Det er en skelsættende dag for mig. Jeg er blevet betalende bruger på X social media platformen. Det koster kr. 280,95 inkl moms, på årsbasis, så den danske stat skal naturligvis lige have deres cut på kr. 56,19, men nu må jeg jo regne med at jeg bor i landet med verdens bedste velfærdssystem!!!, ja, den røverhistorie er der vist stadig nogle derude der tror på. Jeg er ikke en af dem. Og nu skal du ikke alene betale din egen skat med “glæde”, men også andres.
Der er primært to grunde til at jeg har valgt at betale dette beskedne beløb. Jeg vil støtte Elon’s kamp for ytringsfriheden, der jo tydeligvis er under et meget stærkt pres i disse år og jeg vil gerne have mulighed for at skrive lange tekster, op til 25.000 karakterer.
Det er rigeligt, selv for en navlepillende person som mig, der er lang i spyttet, har svært ved at fatte mig i korthed, holder af at fortælle historier og undre mig over hverdagens hændelser med lommefilosoffens briller.
Jeg har allerede testet systemet, og det fungerede helt problemfrit, kort efter at betalingen var gået igennem. Jeg valgte at betale for 12 måneder forud, for så opnår man 10% i rabat, og Elon kan godt bruge pengene, er jeg sikker på.
Der er også andre fordele, såsom mulighed for at redigere teksten i op til 1 time efter upload, længere video uploads og at skabe et community.
De andre premiumniveauer har også mange spændende features, men jeg holder mig her et stykke tid, og ser hvordan det går.
Jeg vil naturligvis stadig dele mine historier på andre platforme som LI og FB, og selvfølgelig min blog. Jeg er bange for at Instagram er dømt ude – vi forstod aldrig hinanden.
Det er forår, og det vedhæftede billede af en Magnolia, der er ved at springe ud, fotograferede jeg på kunstmuseet Louisiana forleden dag.