Du er barn af din far og mor, ikke af velfærdsstaten
I morges følte jeg mig ikke synderligt inspireret til at skrive og havde egentlig besluttet at holde mund.
MEN, så skete der noget.
Jeg drak min kaffe, og spiste morgenmad, ganske som jeg plejer, og rodede lidt med mit nye kamera. Jeg slog op på Knuthenborg Safariparks website, fordi jeg skal besøge det i næste uge, og vil lave lidt research inden.
Jeg var en tur forbi Twitter, som jeg tilbringer mere tid på efter Elon Musk har foretaget den radikale, og for overraskende mange, provokerende beslutning, at genindføre ytringsfriheden og tillade at alle politiske overbevisninger har lov til at ytre sig så frit som det lovgivningsmæssigt er muligt.
Og her så jeg tilfældigt et indlæg fra kulturkommentator Niels Frid-Nielsen,
der ganske uskyldigt skrev:
“Som barn af velfærdssamfundet er det smertefuldt at opleve bærende søjler smuldre.
I dag røg Post Nord som hele Danmarks postvæsen. Er DSB reelt ved at opgive?
Hvor længe holder folkebibliotekerne? Der er brug for at værne om vores nationale fællesskab!“
Jeg hæftede mig omgående ved udtrykket “Som barn af velfærdssamfundet”.
Prøv lige at læse det igen. Og igen. “Barn af velfærdssamfundet.”
Tænk, gammeldags som jeg er, troede jeg faktisk han var barn af sin far og mor.
Men der tog jeg fejl. Far og mor er blot en praktisk og, indtil videre, nødvendig foranstaltning for at skabe et nyt menneske. Men der arbejdes givetvis på at gøre dem overflødige i et moderne laboratorium et sted i verden.
En ting er sikkert, så snart det nye lille menneske er kommet til verden, står den store surrogatmoder, staten, klar til at overtage kontrollen, og opdragelsen, påvirkningen og institutionaliseringen begynder.
Desværre er Niels Frid ikke alene om at føle en stærk tilknytning til velfærdsstaten.
Staten der som overkontrollerende curlingforældre har respektløst overskredet befolkningens privatsfære og overvåger og kontrollerer nu de små uartige børn efter forgodtbefindende.
Og hvad værre er. Folk finder sig i det.
Personligt så jeg hellere at man fjernede støtten til Danmark Radio og mediestøtte generelt, for det er en væsentlig del af navlestrengen og et vigtigt værktøj til den påvirkning der finder sted. Så det sker nok ikke.
“Der er brug for at værne om vores nationale fællesskab!”
Hvilket fællesskab?
Regeringen har allerede fundet erstatninger til Frids nostalgiske forestillinger der er ved at synke i grus.
Nu skal vi samles om angst for sygdomme, for det omskiftelige vejr, og for konflikter, staten selv skaber?
Det nye samlingspunkt bliver vaccinecentrene, og vi ofrer gerne vores helbred, privatliv, og selvbestemmelse. Det ultimative offer, der signalerer blind loyalitet, er villigheden til at ofre sine børn til fællesskabet og staten.
Men det bliver uden mig.
Crede et Vicisti – Tro og Vind