En magisk rejse

Forord

Følgende historie er en rejsebeskrivelse af en tur jeg tog med mit barnebarn på snart 7 år, som jeg ofte omtaler som “min pige”, og hendes mor. Historien blev noget længere end jeg havde regnet med, men sådan kan det gå. Jeg nyder at skrive, og være opslugt af fortællingen, og genkalde mig de oplevelser vi havde, og forsøge at huske hvad jeg tænkte og følte, og jeg krydrer det med mine egne lommefilosofiske tolkninger og betragtninger og politiske holdninger og de billeder jeg tog. Jeg har fået smag for at inddele historier i kapitler, og pudsigt nok kan jeg høre Lars Muhls stemme fra lydbogen “Seeren fra Andalusien” når han siger “Kapitel 1, kapitel 2 – osv”.

Min pige er naturligvis ikke min, men jeg føler et ansvar og en stor kærlighed til hende, men det er ikke mit mål at påvirke hende til specifikke politiske eller filosofiske holdninger.

Men hvis jeg kan inspirere hende til at forstå at hun ikke er sine tanker, men den bevidsthed der omslutter tankerne, er mit mål nået, for så er hun fri og vil kunne gennemskue dem der helt givet vil forsøge at påvirke hende i livet.

Kapitel 1

Painting from nature is not copying the object, it is realizing one’s sensations.

– Paul Cézanne

Jeg vil fortælle om en lille rejse jeg foretog for ganske nylig. Til eksotiske Sverige – nærmere bestemt Helsingborg.

Det er ikke længe siden, jeg skrev en anden historie om en tur til Knuthenborg Safaripark, med overnatning i Maribo.

Det tog sin tid at skrive, for jeg levede mig ind i historien og genkaldte oplevelserne mange gange i tankerne.

Jeg foretrækker mini-eventyr. De små ture påvirker mig ganske meget, og på en god måde.

Jeg tror ikke jeg kan klare de store eventyr.

Hvad har Paul Cezannes citat at gøre med en tur til Helsingborg? Det vender jeg tilbage til.

Mine rejsefæller var heldigvis de samme som i eventyret i Maribo, mit barnebarn på snart 7 år, og hendes mor.

Paul Cezanne boede det meste af sit liv i Sydfrankrig, i Aix en Provence, og var vist en sær snegl, og ikke ligefrem et blændende talent, men han var stædig og passioneret og heldigvis havde han en far der var velhavende, og så venlig at sørge for at han fik penge nok til at leve. Derfor kunne han male uden at bekymre sig om at sælge sine billeder.

Cezanne valgte ofte de samme temaer og motiver og ikke mindst bjerget Mont Sainte-Victoire, malede han utallige gange de sidste 20 år af sit liv – angiveligt 36 oliemalerier og 45 akvareller. I mange forskellige fortolkninger, altid fra samme placering.

Kapitel 2

Vores rejse startede mandag og jeg kom lidt skævt ind i dagen. Jeg er jo et morgenmenneske, der i reglen vågner før mit vækkeur ringer kl. 4.30, også når jeg holder fri, men det sker ikke så sjældent, at jeg på mandage vågner endnu tidligere. Og så bliver det altså for tidligt. Og det skete også den mandag. Hvorfor det netop er mandage, undrer mig, for det sker uanset om jeg skal på arbejde, eller holder ferie, fri eller er ledig.

Det kan heller ikke være nemt at være mandag. Gennem århundreder er den blevet mobbet,  hånet og stigmatiseret. Havde mandag været et menneske, ville den mindst have 5 diagnoser, og være dybt traumatiseret.

Jeg har intet mod mandage, så det giver ikke rigtig mening. Måske er jeg påvirket af det store kollektive ubevidste, som Jung talte om, tillærte eller medfødte fællesnævnere eller arketyper.

Men tilbage til rejsen.

Jeg hentede dem i min gamle, men velkørende bil, og vi kørte til Helsingør og afventede færgen. Jeg havde ingen pladsreservation, men vi kom med første afgang.

Det var første gang mit barnebarn skulle prøve at sejle med en færge, så det var også en begivenhed. Det er en kort tur på blot 20 minutter, men det var en ny oplevelse for hende.

Vi kørte fra borde og fandt en p-plads og gik ind i byen.

Der var, som forventet, ingen kontrol ved tolden.

På turen glædede jeg mig igen over min lille piges entusiasme og begejstring for de ting der betyder noget for hende. Hun ville se alle de springvand vi kom forbi, og dem har de mange af i Helsingborg, og gerne stikke fingrene ind i vandstrålerne, eller, hvis muligt, gå mellem vandsøjler, der ændrede højde, med risiko for at blive våd. Legepladser skulle vi selvfølgelig også prøve, og da vi kom til byens shoppingområder, var der ingen vej uden om at besøge hendes favorit butikker, Normal og Flying Tiger, der meget praktisk er placeret lige overfor hinanden.

Apropos traumatiseret, har jeg jo gjort mig overvejelser om at rejse ud af Danmark igen, efter de vanvittige Corona år, der efter min mening var en proportionsforvrænget massepsykose.

Svenskerne var et lys i mørket, med deres saglige og faglige håndtering af den forholdsvis ufarlige virus, under ledelse af statsepidemiolog Anders Tegnell.

I tiden efter havde jeg en lettere klaustrofobisk fornemmelse ved tanken om at rejse, da jeg ikke ønskede at deltage i vanvittige krav om de såkaldte “tests”, virkningsløse masker og andet pseudovidenskab.

Men sommeren 2023, besluttede jeg mig for at forny mit pas, og det var vel et tegn på en spirende optimisme. Så vidt jeg forstår kræves der ikke pas ved indrejse til Sverige, såfremt man har et kørekort. Men jeg tog det alligevel med. Nu havde jeg jo betalt næsten kr. 900,- for det, så skal det også bruges.

Først bagefter gik det til min glæde op for mig, at jeg overhovedet ikke skænkede corona-vanviddet en eneste tanke på hele turen.

Kapitel 3

Man kan diskutere om Helsingborg er egnet som udflugtsmål, for det er vel blot en stor provinsby. Den har sine attraktioner, men kan også virke lidt “træt” sine steder.

Vi havde ingen planlagte mål, men ville blot se hvad turen kunne bringe.

Vi spadserede i byen, og besøgte de før omtalte butikker, der var nogle skulpturer der skulle klatres på, og vi gik ind i Sct. Maria kirken, der er ganske hyggelig. Den lille skrev en hilsen i kirkens gæstebog. Hej Gud. Vi besøgte naturligvis også borgen Kärnan, hvorfra man kan se ud over den fine by, helt over til Danmark.

Vi spiste på Bastard Burgers, der er lidt for Burger-King-agtigt efter min smag. Men vi fik stillet sulten, og det havde højeste prioritet. Det regnede, og vi shoppede videre, og det blev tid til at finde hotellet og checke ind. Vi gik tilbage til bilen og kørte mod hotellet Good Morning Helsingborg.

De havde desværre booket vores værelser på to forskellige etager, men den venlige pige i receptionen prøvede om det var muligt at ændre det. Det lykkedes ikke, men det betød ikke så meget for et hotel er et sted hvor man sætter sine ting, og hviler sin krop og sind, inden man bevæger sig videre. Regnen stoppede og vi kørte tilbage til byen. Helsingborg er ret parkeringsvenlig, eller også var jeg bare heldig, og deres p-automater er nemme at betjene helt uden en app.

Jeg har forstået at i Sverige benytter man færdselsbøder til at regulere trafikanternes adfærd, og ikke som i Danmark, hvor bøder er blevet en integreret del af statens skatteprovenu, og derfor mere handler om at lokke folk i fælder, og fokusere på ubetydelige fejl, for på den måde at skabe yderligere skatter fra verdens i forvejen hårdest beskattede folk. Så man gør budgettet afhængig af at folk begår de lovovertrædelser, man hævder at de ikke må. I et land bestående af modne, bevidste og eftertænksomme mennesker ville det give anledning til debat, så det sker naturligvis ikke i Danmark.

Kapitel 4

Vejret var langt bedre nu, og vi søgte et sted at spise et aftensmåltid.

Lavt blodsukker er pilgrimmenes værste fjende, men bedst som vi havde følelsen af at være i udkanten af centrum og mulighederne blev reduceret, og det samme var den lille piges tålmodighed, passerede vi Haket Köt og Bar – og de serverede et dejligt måltid.

Jeg fik en Pasta Piemontes, grillet oksefilet, cremet rigatoni pasta, kantarel, løg, persille, cherrytomater og parmesan.

Jeg var tilfreds med måltidet, og mæt og glad for at tilbringe tid med de to mennesker som betyder så meget for mig, og glad for muligheden for at se en lille pige vokse op og udvikle sig.

Jeg tænker af og til på hendes mor og den tid hun bruger sammen med den lille. Der er mange ting hun ikke har mulighed for selv at gøre, for rollen som mor fylder rigtig meget. Men måske oplever hun ikke så store afsavn som jeg forestiller mig, for glæden ved at se det lille menneske vokse op, overstråler givetvis mange af hendes egne behov, og at give sit liv til en større sag, er måske det mest meningsfulde og kreative, et menneske kan foretage sig. Jeg er meget glad for at hun prioriterer som hun gør.

Vi slentrede ned ad Kullagatan og besluttede at gå ind på Fahlmans konditori. Jeg trængte alvorligt til en kop kaffe, og vi fik alle en kage.

Nu trængte vi til at hvile, men inden vi kørte til hotellet foretog vi nogle småindkøb i de allestedsværende ICA supermarkeder, for at have drikkevarer og noget spiseligt på hotelværelset. Jeg bemærkede, at den kvindelige ekspedient var sød og smilende og ønskede os en god aften.

Kapitel 5

Jeg undersøger altid, hvornår morgenmaden serveres på et hotel. Jeg elsker min morgenmad. Restauranten åbnede morgenbuffeten kl. 6, og jeg ankom kl. 5:59:55

Udvalget var fint, og jeg kunne få scrambled eggs og bacon og kaffe, og så er jeg en glad og tilfreds mand.

Jeg følte mig lidt mere udhvilet, omend ikke ligefrem sprudlende af energi. Jeg betragtede de to-tre andre gæster, der også ankom tidligt. At dømme efter deres påklædning, lignede de arbejdende folk, og ikke ferierende gæster.

De to piger kom lidt senere, og efterhånden blev restauranten fyldt med folk.

Vi checkede ud, afleverede nøglekortene og sagde farvel til den smilende pige i receptionen.

Vejret var glimrende og vi havde ingen planer, så jeg foreslog at vi kørte til Sofiero Slot, beliggende lidt nord for Helsingborg.

Jeg har været der for ca. 6 år siden og det er et overordentligt smukt sted. Jeg erindrede også at de skulle have en flot legeplads, som det firma jeg nu arbejder hos, har designet, produceret og monteret.

Så vi cruisede roligt nordpå. Parken åbner kl. 10, derfor havde vi lidt ventetid på p-pladsen, og min pige satte sig over til mig på forsædet og vi gennemgik de fleste knapper på bilens instrumentering, også el-sideruder og radio.

Vi betalte og gik ind, og da jeg aldrig havde været inde i slottet, kun i parken, da jeg i sin tid besøgte stedet, trak min nysgerrighed os derind som det første. Jeg har ingen synderlig interesse for det royale, og slottet har været benyttet som sommerresidens af svenske kongelige, heriblandt Dronning Margrethes mor, Ingrid, men som sagt foretrækker jeg meritokratier, og ikke at man automatisk bliver født ind i privilegier.

Det betyder dog ikke at jeg er modstander af kongehuset, for de kan sikkert, for mange, skabe en form for sammenhængskraft, en tradition, et kulturhistorisk anker, en forståelse for hvem et folk er, hvor vi kommer fra, og det kan der være hårdt brug for i disse tider, hvor der sås spild og forvirring, formodentlig bevidst, om historie, køn, og forsøges at afskære mennesker fra det åndelige, og guddommelige om man vil, en stærk påvirkning af folk, en fratagelse af befolkningens selvstændighed, ansvar, privatlivssfære, ved hjælp af høje skatter, overvågning, ved at introducere ikke-kompatible kulturer i samfundet og give dem særrettigheder, og generelt et forsøg på at overbevise folk om at de helt skal opgive deres rettigheder som individer, ikke skal eje noget, alt sammen for at svække folk og gøre det lettere at få dem til at acceptere de facto være sat under administration i et digitalt fængsel. 

De ansvarlige har derimod ikke noget personligt ansvar, men gemmer sig bag politiske systemer, uden ansigter, uden konsekvenser, så folk ikke har et sted de kan henvende sig, og skulle man gøre forsøget, bliver man kastet rundt i et uigennemskueligt sammenspist system, der beskytter sig selv.

De kongelige har en symbolsk magt, og er et levn fra fortiden, men desværre er moderne kongehuset blevet en del af systemet, da de jo også er afhængige af politisk opbakning for at få del i statsstøtten og bevare deres privilegier, og kan derfor presses til at kolportere magthavernes budskaber.

Men den nye herskende klasse forsøger at overtage rollen som enevældige, og den demokratiske proces, har efterhånden også udviklet sig til en ren skueproces hvor løgne er acceptable for at klare den irriterende, nødvendige, men uvæsentlige formalitet som et valg er, så pøblen får det indtryk at de har en vis medbestemmelse og kan påvirke det samfund de lever i.

I gamle dage havde man da i det mindste den anstændighed ikke at forsøge at indbilde folk den slags. Pøblen kendte sin plads, ellers røg man i galgen.

Kapitel 6

Sofiero Slot har i øjeblikket en særudstilling om den svenske forfatter Astrid Lindgren, som alle kender fra hendes omfattende forfatterskab af børnebøger som Emil fra Lønneberg, Pippi Langstrømpe og en række andre.

Udstillingen hedder: Astrid Lindgren – Fantasiens Landskab.

Jeg læste nogle artikler fra udstillingen, og nettet, om Lindgren, der da hun blev spurgt hvorfor hun skrev for børn svarede:

“Jag vill skriva för en läsekrets som skapar mirakel. Barn skapar mirakel när de läser.”

“Da Lindgren debuterede som forfatter, var hun inde i en periode med sygdom, ængstelse og bekymring for familien. Særligt efteråret 1944 havde været meget krævende, og hun var spontant begyndt at skrive med stor glæde. Skriveriet blev en flugt fra virkeligheden og en terapi, når bekymringerne satte ind, og hun kom styrket ud. “Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle problemer.”

Særligt sætningen: “Når jeg skrev, var jeg utilgængelig for alle problemer” – resonerede i mig.

Og jeg interesserer mig også for mirakler, så jeg følte at vi var nogenlunde på samme frekvens.

Det mest fascinerende sted i udstillingen var et mørkt rum, med små lysdioder i loftet, der skulle simulere en stjernehimmel, et lysbillede projiceret mod væggen og en stemme der læste op på svensk. På gulvet lå nogle hynder og puder. Min pige lagde sig straks ned på hynderne, og jeg var hurtig til at følge trop. Vi kiggede op i den kunstige stjernehimmel, og jeg kunne have ligget der i flere timer.

Men vi ville også se parken og legepladsen, så vi forlod Lindgrens magiske verden.

Legepladsen på Sofiero er ganske fin, og min pige kastede sig straks ud i de forskellige aktiviteter. Der var klatre stolper og vi voksne blev hevet med ud på en stor hængebro som blev gennemløbet flere gange. Og dele af legepladsen var ganske rigtigt udført af det firma jeg arbejder hos nu, og jeg genkendte de store Robinia stammer, tilsvarende dem jeg selv har været med til at tage med gaffeltruck fra store lastbiler fra østeuropa på 2,5 tons tunge paller, og set hvordan de er blevet bearbejdet at virksomhedens håndværkere, og igen læsset på andre biler som færdige produkter, klar til at blive monteret.

En aktivitet der udfordrede min lille pige var et sted hun kunne kravle ind i nogle mørke små rum, og op gennem en snæver trappe, og ned i en rutchebane formet som et buet rør. Meget typisk for hende var hun lidt tilbageholdende i starten, for det var meget mørkt og virkede næsten klaustrofobisk, men langsomt bearbejdede hun sin bekymring og kom efterhånden gennem forhindringerne, og til sidst var der ingen problemer. Det har jeg set hende gøre mange gange før, og det følgende citat fra en Astrid Lindgren bog er meget passende:

“Man bliver nødt til at gøre nogle ting, som er farlige. Ellers er man en sølle kryster”

– Fra Brødrene Løvehjerte

Eller det klassiske citat fra Pippi Langstrømpe: “Det har jeg aldrig prøvet før, så det kan jeg sikkert godt klare”.

Min pige har intet problem med at indrømme at hun er bange, eller at bede om hjælp når hun har bragt sig i vanskeligheder, men jeg tænker at hun bevidstgører følelsen, skaber et rum omkring følelsen, som hun kommer uden om, og pludselig er hun igennem.

Det er min Eckhart Tolle-inspirerede fortolkning af hendes proces, og det glæder mig meget.

Langsomt meldte en velkendt følelse sig igen. Sult. Sofiero har en restaurant og et orangeri, med en cafe, men vi fandt ikke noget der inspirerede, så vi drog mod byen igen.

Kapitel 7

Vi fandt et spisested, men bestillingen kiksede, så frokosten blev lidt rodet, og det tog sin tid at ekspedere, hvilket man også kunne se på de andre gæster, der ventede relativt lang tid. Men det gik, og vi blev mætte.

Vi spadserede mod bilen og kørte den snørklede vej til færgelejet og om bord på færgen.

Jeg bemærkede at matrosen, der guidede bilerne ind på færgen i de rigtige spor, virkede træt, han så ud som om han ikke gad. Måske var det sidste del af hans vagt, eller måske har han blot været ansat i jobbet for længe, måske har han haft et skænderi med sin hustru. Måske overfortolker jeg, eller måske kunne han have godt af at læse Albert Camus bog om Sisyfos myten.

Nu vil jeg vende tilbage til citatet fra Paul Cézanne: Painting from nature is not copying the object, it is realizing one’s sensations.

Da jeg læste det, glædede det mig, for det kastede endnu et lys på hvorfor man maler, eller skriver, eller fotograferer, eller mange andre aktiviteter der beskriver, og fortolker livet.

Hvorfor skriver jeg denne lange historie, som kun få læser?

Hvorfor var det vigtigt for Cézanne at male et bjerg, eller et stilleben med frugter?

Jeg vender tilbage til et citat fra Ernest Hemingway:

“When people talk listen completely. Don’t be thinking what you’re going to say. Most people never listen. Nor do they observe. You should be able to go into a room and when you come out know everything that you saw there and not only that. If that room gave you any feeling you should know exactly what it was that gave you that feeling.”

At iagttage giver mit liv en ekstra dimension. Jeg er glad for at jeg har opdaget den glæde. Det er umuligt at beskrive sine oplevelser uden at farve dem med egne holdninger. Men man kan øve sig i at forstå, at der er forskellige måder at opleve verden.

Det er en god øvelse.

Astrid Lindgren var aktiv i samfundsdebatten og påpegede blandt andet at det svenske skattesystem var vanvittigt, hvilket skabte en debat der angiveligt påvirkede det følgende valg og den siddende regering blev skiftet ud. Hun var aktiv i miljødebatten og fik indført forbedringer for dyrevelfærd og engagerede sig i børns rettigheder og mod børnemishandling. Om det var årsagen ved jeg ikke, men kort efter blev der i Sverige indført lovgivning om børnemishandling.

Man skal ikke undervurdere, hvad en stemme kan gøre, og de tidligere delte citater må vel antyde at Astrid Lindgren mente at mennesker, også børn, var stærke og ressourcefyldte og i stand til at tage og leve op til et personligt ansvar, der naturligvis skal tilpasses barnets alder, og jeg er helt enig.

Og vi der synes at verden er på vej mod et dystopisk overvågningssamfund, eller rettere, allerede er ankommet, og at det kun vil blive værre, vi der har forstået budskabet fra Orwell og Huxley, skal ikke give op og resignere. Vi skal kæmpe imod, og det er ikke håbløst, for tidevandet er ved at vende, nye muligheder for at ytre os frit er opstået de seneste par år, og stemningen er anderledes. Flere forstår at vi er på vej i en forkert retning. Mange vantrives, uden at kunne sætte ord på hvorfor, og mennesker har ret til at kræve en privatsfære, uden at vi af den grund skal opfattes som kriminelle.

Vi kørte fra borde og ind i Helsingør, som jeg kender ganske godt, og satte kursen mod sydvest.

Jeg satte de to piger af ved deres bolig, vi krammede og vinkede farvel.

Slut