BlogMission Burhøne

Enhver idiot kan rive en lade ned, men …

“Enhver idiot kan rive en lade ned, men det kræver en god håndværker at bygge en ny”

Forleden dag hørte jeg dette gamle citat fra den amerikanske psykolog Dr. Phil McGraw, i en samtale med Dr. Jordan Peterson. Det er en klassiker, og jeg hæftede mig ved det.

Måske fordi jeg selv har været gennem en oprydningsperiode, hvor alt overflødigt er blevet kastet bort, eller endevendt.

Dr. Phil har, så vidt jeg forstår, men jeg kender dem ikke, et tv-show i USA, hvor han løser folks problemer, med et snuptag, inden for det berammede tidsrum.

Og han har lige skrevet en ny bog: “We’ve Got Issues: How You Can Stand Strong for America’s Soul and Sanity.” og han har markeret sig positivt i debatten derovre, ved at udtale sig om den store skade de vanvittige og uvidenskabelige Corona nedlukninger har påført børn og unge, vel vidende at de ingen effekt havde og at virussen overhovedet ikke var farlig, og da slet ikke for børn og unge.

I beskrivelsen til bogen, som jeg ikke har læst, og heller ikke kommer til at læse, for jeg har mange andre bøger på listen, står:

“Do you think mainstream America needs to find its voice? If so, you’re not alone. The country is under attack by extremists at the fringes who put ideology before sanity and stoke division for their own gain. They are trying to rob America of its common sense and deny empirical truths, and we’re all suffering the consequences.”

Jeg vil ikke gøre mig klog på amerikanske forhold, men meget tyder på at et ideologisk vanvid er med til at undergrave den sunde fornuft og det gøres helt bevidst, for hvis man fjerner det solide fundament fra, især unge mennesker, bliver det meget nemmere at kontrollere, manipulere, fordi de søger mod sikre holdepunkter.

Forfatteren George Orwell skrev i bogen “1984”: 

“Den mest effektive måde at ødelægge et folk er ved at benægte og udrydde deres forståelse af deres historie”

Han skrev også:

“Enhver optegnelse er blevet ødelagt eller forfalsket, hver eneste bog genskrevet, hvert billede er ændret, statuer og bygninger er blevet omdøbt, datoer ændret. Og det fortsætter kontinuerligt. Historien er stoppet. Intet eksisterer undtaget et endeløst nu, i hvilket partiet altid har ret.”

og han skrev også:

“Og hvis alle andre accepterer den løgn, som partiet pålægger, hvis alle optegnelser fortæller den samme historie – bliver løgnen en del af historien og til sandheden.

Den, der kontrollerer fortiden, kontrollerer fremtiden. Den der kontrollere nutiden, kontrollerer fortiden.”

Og nogle tænker måske at jeg er paranoid, når jeg sådan citerer Orwell, for Danmark er da sådan et dejligt land, men tænk blot på Mette F’s gøren og laden de senere år. Løgnene, fortielserne, sletninger af bevismateriale, mediernes villighed til en ensidig dækning, mod betaling. Man behøver ikke lyve for at manipulere, blot udelade dele af virkeligheden.

Jeg er jo stærkt optaget af ikke-dualistisk tænkning, og læser i disse dage mange bøger af den katolske præst Richard Rohr, der skriver meget om dette spændende emne.

Og som gammel forbenet buddhist, er jeg helt sikker på at mennesker, for det meste, skaber sin fremtid i nuet, gennem tanker, ord og handlinger.

Så det princip som magthaverne vælger at udnytte til at manipulere og kontrollere, er ikke hverken godt eller dårligt – det ER sådan, og det kan ikke være anderledes. Det er en af universets love.

I min egen oprydningsperiode, rejser jeg også af og til tilbage i fortiden, for at undersøge om der kan ligge “samskaras” og påvirke mig. Samskaras er indtryk i underbevidstheden, eller hvor de nu må være? – der påvirker beslutninger, tanker, handlinger i min hverdag.

De er ikke virkelige, det er fortid, men de kan givetvis begrænse mig på forskellige måder.

Jeg er ikke sur på dem. De gør det i bedste mening, for at beskytte mig mod problemer og farer. Så jeg er glad for dem, men prøver at forklare at de har misforstået visse oplevelser og at tiden er inde til at give slip og lade energien flyde friere.

Jeg er glad for at jeg har mødt Richard Rohr, og han er meget i tråd med Eckhart Tolle og Michael Singer. Løsningen er at blive bevidst om, at man ikke er sine tanker – den indre dialog, eller stemme, der uafladeligt kører inde i hovedet.

“Hvilken stemme, jeg har da ingen stemme i mit hovede”. Det er DEN stemme vi taler om, som Michael A. Singer så humoristisk gør opmærksom på.

Kan man få lirket en lille afstand ind omkring stemmen, er man blevet et mere bevidst menneske, måske blot i få sekunder ad gangen, men det er en start.

Det vigtigste er at man forstår at man ikke er stemmen, men derimod bevidstheden og opmærksomheden.

Men det er svært, det kan jeg ved Buddha m.fl., skrive under på.

Men som Carl Jung sagde: The fool is the precursor to the savior.

Man skal turde være begynder, falde og slå sig, blive grinet af, men rejse sig og fortsætte.

Crede et Vicisti – Tro og Vind