Er der en Ernest Hemingway gemt i mig?
Eller en Ib Michael?
Svaret er klart. Nej det er der ikke. Men jeg har lyst til at fortælle historien om hvordan det er gået med at skrive. Det bliver en opsummering af udfordringerne, glæderne og en beskrivelse af hvordan jeg vil komme videre. Det er ca. 4 måneder siden jeg startede og dette er nr. 20 i rækken.
I begyndelsen af februar 2018, skrev jeg en historie om min mormor der gav en forbipasserende mand mad. Det var en historie der dukkede op i min hukommelse, og jeg fik lyst til at skrive den. Det usædvanlige var at jeg skrev den relativt hurtigt og publicerede den på Facebook. Før i tiden ville jeg have brugt meget længere tid på at skrive, og ende med at kritisere mig selv så meget, at jeg ikke ville vise den til nogen. Men ikke denne gang. Det var grænseoverskridende, men det føltes godt og det motiverede mig.
Kort efter skrev jeg en historie om min søn. Jeg havde lyst til at fortælle hele verden om ham, hvordan vi mødtes og hvad han betyder for mig. Og ikke mindst at han nu selv er blevet far til en dejlig pige.
Der gik noget længere tid inden den 3. historie kom. Men nu havde jeg overvundet mit mindreværdskompleks og derefter er historierne kommet med større hyppighed. Jeg har siden lagt historierne ud på mit website, der mest har fungeret som en præsentation af mine billeder, men som nu også er blevet en blog.
Jeg er blevet glad for at skrive og bruger meget tid på det. Det er en interessant process. Først finder jeg et emne jeg vil skrive om. Jeg har en liste hvor jeg nedskriver ideer, og jeg vælger ofte en herfra. Det kan dog ske at jeg spontant finder på et helt nyt emne og kaster mig over det med det samme. Beslutningen er baseret på hvad jeg har lyst til og hvad der føles rart og interessant.
Jeg starter med at skrive uden at tænke for meget. Alt hvad der falder mig ind, skriver jeg ned hvis jeg synes det er relevant for historien.
Derefter prøver jeg at strukturere historien i afsnit og placere dem i en passende rækkefølge. Det er svært og tager lang tid. Der bliver byttet meget rundt, slettet og tilføjet.
Jeg kan godt lide at starte med at forklare baggrunden for historien. Så ved læseren hvad der venter.
Nogle gange prøver jeg at følge den journalistiske model med hvem, hvad, hvornår, hvor, hvorfor og hvordan, men kun som en vejledning og kun når den er egnet. Den bruges primært til nyhedsformidling.
Det sværeste er at slette noget man er glad for. Af og til skriver jeg noget jeg synes er virkelig godt. Men må så indse at jeg ikke kan få det til at passe ind i historien, eller at det nok alligevel ikke var så genialt. Så må jeg modvilligt slette det igen.
Jeg forsøger gradvist at udvikle en skabelon, eller en metode, jeg kan arbejde med. Ikke at man skal følge den slavisk, men det er godt at have nogle holdepunkter undervejs. Især når man farer vild, kan det være en stor hjælp til at komme tilbage på kursen.
På et tidspunkt, i løbet af skriveprocessen, mister jeg næsten altid overblikket. Det hele roder og jeg kan ikke finde hoved eller hale på historien. Jeg kan være tæt på at miste troen på at den kan blive færdig. Men jeg fortsætter, og kommer som regel frem til noget jeg kan acceptere. Og jeg kan varmt anbefale det gamle råd om at få en god nattesøvn, og kigge på det dagen efter. Det hjælper.
Jeg har aldrig været på skrivekurser eller andet. Jeg har læst en bog om at skrive og set nogle Youtube videoer om grammatik og andre sproglige emner. Scott Adams artikel om skrivning, har også mange brugbare tips.
Jeg tænker meget over formuleringer, rækkefølge, at undgå gentagelser og clichéer. Jeg undgår adjektiver og adverbier fordi jeg har lært at de ikke gør den gavn man skulle tro. Det korte og enkle er det mest effektive og teksten bliver lettere at læse.
Et andet svagt punkt er tegnsætning, primært kommaer. Jeg har glemt hvordan man analyserer en sætning, så mine kommaer er vejrtræknings kommaer. Jeg placerer dem så det lyder godt i mine ører. På et tidspunkt skal jeg nok få det lært på den rigtige måde.
Historierne har meget forskellige emner. De handler oftest om personlige oplevelser, rejser eller mennesker jeg elsker, eller finder inspirerende. Det er til tider ret åbenhjertigt og emotionelt. Det er noget nyt for mig at være så åben, og det glæder mig meget.
Jeg har også øvet mig i mere informerende rejsebeskrivelser, hvor jeg blev nødt til at sætte mig ind i noget jeg ikke vidste i forvejen. Det tog meget tid, men det var også spændende og hyggeligt. Som eksempler kan jeg nævne historierne om Fyrtårnet ved Kullaberg og Arilds Vingård. Begge videre formidlede information jeg skulle læse, inden jeg kunne skrive det. Det var en god øvelse, selvom de blev lidt tørre. De historier der er “lettest” at skrive, er de mest personlige, fordi jeg skriver fra hjertet og hukommelsen. Og ofte skriver jeg til bestemte personer. Det er næsten som at skrive en personlig mail.
Jeg går meget op i at gøre teksten så enkel som mulig. Jeg fjerner overflødige ord og jeg læser den højt mange gange, indtil det lyder rimeligt. At læse højt, afslører flere fejl.
At skrive har åbnet en ny verden for mig. Og det har også åbnet mig. Eller var det omvendt? Ved at skrive kan jeg fortælle hvem jeg er og hvem jeg ønsker at blive. Jeg kan udtrykke min kærlighed til visse mennesker og det er også dejligt at dele sine oplevelser. Og jeg bliver mere bevidst om mine tanker, ord og handlinger.
Det spændende er, at alt og alle har en historie der kan fortælles. Den erkendelse fascinerer mig. Det er ligesom fotografering. Alt kan fotograferes.
Jeg vil blive ved med at søge ny viden. Måske finde en skrivecoach der kan give mig personlig feedback, og hjælpe med at sætte nye mål og bryde de gammelkendte mønstre.
Der er ingen magisk formel. Det er bare at fortsætte skriveriet, øve sig, lade sig inspirere, søge feedback og kritik. Planen er at fortsætte med at skrive regelmæssigt, så længe jeg synes det er sjovt.
Kærlig hilsen
Jes