Det betyder ikke noget

Jeg blev forstyrret i mit skriveri fordi jeg blev klappet på maven af en blind kvinde med en førerhund.
Jeg stod ude i mellemgangen i et tog og skrev på min telefon. Toget nærmede sig Københavns hovedbanegård. Hun kom ud og stillede sig ved siden af mig. Da hun følte på væggene for at orientere sig, rørte hun mig på maven. Vi hilste på hinanden og jeg spurgte om jeg kunne hjælpe med noget. Men hun sagde pænt nej tak, det var ikke nødvendigt. Jeg har set hende i toget flere gange før. Vi talte lidt om hvor træls det er at toget stopper ved Spor 26. Det ligger ude på den anden side af Tietgens bro. Det er en noget længere tur ind til Hovedbanen. Hun havde en flot sort førerhund med. Den lagde sig pænt ned og ventede til de skulle af.

Jeg tænkte på mine egne “problemer” og kom til at sammenligne dem med den udfordring det er at have mistet synet.

Jeg stod af toget, gik hen ad perronen, op ad den irriterende trappe mod Tietgens bro og over mod Rådhuspladsen. Jeg tænkte over hvor ligegyldigt det er at man skal gå lidt længere, hvor ligegyldigt det er man skal vente i 46 sekunder på et rødt lys, og alt det andet der ikke betyder noget.

Jeg vil aldrig mere brokke mig over ligegyldige ting. Nej vent … jeg vil aldrig mere brokke mig over noget som helst.

Venlig hilsen

Jes