Er det bedre at blive på sofaen?
I går skrev jeg et indlæg om at blive blokeret af politikere, og generelt om politikeres stigende tendens til at gemme sig bag lovgivning og politiske flertal, og nævnte i den forbindelse at jeg havde stemt blankt ved Europaparlamentsvalget.
Det fik nogle læsere til at gøre opmærksom på, at en blank stemme er det samme som at anerkende det etablerede system, og at det er bedre at gøre som de, nemlig helt at lade være med at stemme.
Jeg respekterer naturligvis deres beslutning, men har lidt svært ved at se logikken i det.
Ikke at anerkende systemet, ved at forholde sig passivt hjemme på sofaen, kan næppe skabe forandring. Og ingen kan skelne mellem denne form for protest, og en ganske almindelig ubevidst sofavælger, der hellere vil ligge og se fodbold, cykling og tv-serier.
En blank stemme er for mig at se, en måde at sende et signal til de etablerede politikere, at det system I har skabt, og de valgmuligheder, I har givet mig, kan jeg desværre ikke bruge til noget.
Men jeg holder øje med jer, mens jeg venter på brugbare alternativer.
At undlade at stemme gør det, efter min mening, nemmere for det etablerede system.
De får arbejdsro, mens de systematisk fjerner vores friheder. Og den dag de kommer og henter dig, kan du stadig hævde at du ikke støtter systemet, og det kan du fortsat gøre i den celle eller lejr de spærrer dig inde i. Om cellen er fysisk eller elektronisk, er ligegyldig.
Det hjælper nok ikke ret meget.
Det er fordelagtigt at have 5. kolonne folk bag murene. Whistleblowers og sladrehanke, der kan presse indefra og videreformidle, hvad der foregår i det skjulte, og hvordan den demokratiske proces gradvist bliver afskaffet. Måske formidle et nyt mindset.
Folk som Lars Boje Mathiesen og Theresa Scavenius er måske eksempler, sidstnævnte er jeg slet ikke på samme politiske frekvens med, og hun har en noget belastet familierelation, men hun har opdaget hvor råddent, indspist og udemokratisk systemet er, og det skriver hun om.
Man kan selvfølgelig aldrig vide om livet i folketinget bliver så attraktivt, at de pludselig vælger noget andet og hopper af. Se bare hvad der skete med Pernille Vermund. Vupti – så var hun en del af etablissementet.
Og stemmemuligheden er selvfølgelig kun en af flere værktøjer vi har til rådighed.
Og LA har sikkert også gode sider. Men glem ikke at Henrik Dahl i sin ungdom var kommunist. Så måske er han i virkeligheden 5. kolonne 🙂
Så frit efter Voltaire, kan jeg sige at jeg ikke er enige i jeres passivitet, og jeg gider satme ikke kæmpe til døden for jeres ret til at ligge på sofaen, men jeg respekterer den naturligvis.
Crede et Vicisti – Tro og Vind