Farvel til kålpigen

I går sagde jeg farvel til “kålpigen”.

Hun var ikke et menneske, men blot en bronzeskulptur. Og meget smuk.

Jeg besluttede, at hun skulle videre, og jeg tror jeg fandt et godt hjem til hende.

Kålpigen kom ind i mit liv, da jeg lavede en videofilm til en billedhugger, og hun forærede den til mig, for jeg ville ikke have penge, for projektet var af interesse og lyst.

Som musikproduceren Rick Rubin mindede mig om for nylig, er livet cyklisk.

Der er tidspunkter man skal rode, og tidspunkter man skal rydde op. Der er tidspunkter man skal så, for senere at høste. For at få frøene i jorden, skal der pløjes og harves – så vidt jeg ved. Jeg er ikke landmand. Der er tidspunkter man skal rive ned for at få plads til at bygge nyt.

De seneste måneder har jeg brugt meget tid på at rydde op og smide ud. Jeg har skilt mig af med mange genstande, jeg havde liggende, som ikke længere blev brugt. Det har været fotoudstyr, bøger og andet.

Det er en dejlig følelse når det er væk, men af og til siger man også farvel til en drøm, en forhåbning, en plan man havde som “en dag” skulle blive til noget. Men når beslutningen er taget, og genstanden er væk, har jeg endnu ikke oplevet at fortryde mine beslutninger.

Det var oprindelig ikke planen at kålpigen skulle sælges, men jeg kiggede på hende og følte at hun ikke passede ind i min minimalistiske livsstil. Hun trivedes ikke.

Jeg besluttede mig for at lave et forsøg. Jeg fandt nogle billeder af hende, jeg havde liggende, så jeg var fri for at tage nye, og lavede en ganske kort annonce på DBA.

Planen var at sætte hende til salg og mærke hvordan det føltes, og om der overhovedet var interesserede købere. Efter 4-5 dage uden henvendelser, valgte jeg at deaktivere annoncen, og mærke efter om det var det rigtige at sælge. Og det var det.

Jeg besluttede at vente med at genaktivere annoncen til sidst i denne måned, fordi jeg vurderede at når lønningsdagen kom, ville flere have deres mere eller mindre ødelagte økonomi, efter julemånedens udskejelser, genetableret, og måske igen have råd til at foretage investeringer i kunst.

Oprydning behøver ikke kun handle om ting. Det kan også være meninger, beslutninger, adfærdsmønstre, og mennesker.

Men det hele starter med tankerne. Eller rettere, det starter med bevidsthed og opmærksomhed om tankerne i bevidsthedsfeltet. Så jeg måske identificerer de tanker jeg gerne vil skille mig af med, eller i det mindste blot blive bevidst om dem, og gennem bevidstheden, og belysningen, vil de miste deres energi og betydning. Men det er ikke nemt, for tankerne er en del af min personlighed, og min adfærd der har sikret min overlevelse, og  blevet en del af min identitet.

I onsdags fik jeg en henvendelse på en anden annonce jeg har på DBA. Men til min overraskelse, spurgte personen om kåldamen som jeg tidligere havde annonceret, var solgt, eller om den måske var deaktiveret af andre årsager, og derfor stadig var til salg.

Jeg fandt det ret glædeligt at personen var så interesseret at han var villig til at henvende sig ad bagvejen, så at sige, og jeg svarede hurtigt at kålpigen stadig var til salg. Han fik mit telefon nr. og ringede kort efter, kl. 6.30, hvilket er usædvanligt tidligt for den slags samtaler.

Og det han fortalte glædede mig meget, for det var 3 brødre der søgte en skulptur skabt af kunstneren Jytte Høeg, for det havde deres mor ønsket sig til sin kommende 70 års fødselsdag. Så de tre brødre havde besluttet sig for at give hende denne ret kostbare gave, og de var glade for at finde min skulptur til salg.

Så blev jeg helt overbevist om at det var den rigtige beslutning at kålpigen skulle videre, og jeg føler mig sikker på at hun nu vil få et godt hjem, og stå i et passende miljø, hvor hun vil blive værdsat og bringe glæde.

Jeg føler mig lettere, men har stadig noget arbejde foran mig, men det er nok mere på det indre plan og det er meget sværere, for disse begrænsninger kan jeg ikke sætte til salg.

Crede et Vicisti – Tro og Vind