Fredagsmirakel

I fredags havde jeg en uventet oplevelse. Et lille mirakel måske?

Jeg tror meget stærkt på, at vi mennesker skaber vores eget liv. Det liv, vi lever i det ydre, er en afspejling af vores indre. Vores tanker, overbevisninger, vi får hvad vi selv mener vi fortjener.

Som det siges i filosofien Hermetisme: “As within, so without, as above, so below, as the universe, so the soul,” – eller buddhismens “Tidligere tanker ord og handlinger er blever vores verden i dag, og vi sår nu frøene for vores fremtid” – og sådan kan man blive ved.

Jeg vælger at tro at det ikke er et absolut princip. Jeg vælger at tro at tilfældigheder kan spille ind, hændelser man ikke selv er ansvarlig for kan forekomme.

Måske tager jeg fejl. Men det vælger jeg. Men i langt de fleste tilfælde, er man selv ansvarlig og har mulighed for at handle.

Jeg har fået nyt job igen, og det er jeg glad for. I fredags efter fyraften, kl. 14.30, kørte jeg de ca. 20 km hjem til Roskilde, og gik ned i vaskekælderen og igangsatte et par maskiner. Jeg gik derefter op i lejligheden igen og foretog forskellige praktiske gøremål, mens jeg ventede på at tøjet skulle blive klar. Så bankede det på døren. Min ringeklokke virker ikke. Jeg er ikke begejstret for uvarslede besøg. Jeg kiggede i dørspionen og så det var min overbo. Normalt ville jeg være overrasket, men fordi jeg lige havde talt med ham for et par uger siden, for første gang i 25 år, om et kommende møde i en lejerforening i den boligblok jeg bor i, kom det ikke helt bag på mig. Under samtalen, havde han reklameret for mødet, som jeg “kom til” at “glemme”. Nu stod han der og spurgte om han lige måtte komme indenfor, som om han havde noget vigtigt at sige. Jeg sagde ja, men skabte også den sædvanlige bagdør og flugtvej, ved at sige at jeg altså havde tøj til vask, så min tid var lidt begrænset. Men han forsikrede mig for at det blev kort og han kom ind, men kun i entreen. Han forklarede at man til mødet havde valgt at bevare lejerforeningen, men at man ikke længere vil opkræve et gebyr, som jeg åbenbart har betalt i årevis, til evt. juridiske udgifter, eller hvad der ellers måtte være, og derfor ville tilbagebetale beløbet til de resterende lejere. De fleste er ejerlejligheder nu, men ikke min. Så nogen venter nok på at jeg snart dør.

Så han overrakte mig en kuvert med et ikke ubetydeligt 4 cifret beløb, i dejlige kontanter og sagde farvel igen.

Da han var gået tog jeg pengene ud af kuverten og talte dem. Jo den var god nok.

Et bundt 500 kr. sedler føles godt i lommen. Jeg stod ikke lige og manglede dem, men det var en god oplevelse og en god start på weekenden. Jeg er åben for flere af den slags.

Risikoen ved at dyrke “du ligger som du har redt, du har selv skabt det”, filosofien, er at den i yderste konsekvens kan udvikle sig til kynisme. ligegyldighed, og victim-blaming.

Og det er selvfølgelig ikke meningen, men der er jo altid nogen, der ikke tænker så langt.

Lørdag gik jeg en tur i byen og foretog indkøb af nødvendige dagligvarer.

Jeg gik ind i den lokale Bog og Idé butik fordi jeg ledte efter bogen, “The Untethered Soul Guided Journal”, af Michael A. Singer. Jeg har den som lydbog, og har hørt den uafladeligt, nat og dag, i længere tid. Jeg havde besluttet mig for at købe den som en rigtig papirbog, fordi han opfordrer til at nedskrive sine tanker og overvejelser om den støj den indre dialog skaber, set fra betragterens synspunkt, og jeg tror en rigtig bog vil være mere egnet til dette formål. Michael Singers budskab er meget lig Eckhart Tolles, og begge fascinerer mig meget.

De havde ikke bogen, så nu har jeg bestilt den hos Saxo, og jeg glæder mig til at modtage den.

Jeg synes det er svært at forstå, sådan rigtig forstå, deres tanker om at “overgive” sig til livet. Men det handler ikke om at give op, men måske mere om accept, at give slip på modstanden, og ikke tro at livet er en brydekamp, hvor det gælder om at banke omgivelserne på plads, så man selv er tilfreds. Det er en håbløs kamp som man ikke kan vinde. Men det betyder ikke at man skal finde sig i alt. Jeg tror faktisk ikke jeg helt har fattet det, men jeg VIL fatte det, for det er vigtigt – det kan jeg mærke.

Jeg har også besluttet at købe en børnebog om Mozart, der blandt andet kan afspille små lydstykker fra Mozarts kompositioner. Den skal mit barnebarn have.

Hun er 6 år, og nej jeg vil ikke tvinge hende til at lytte til Mozart, eller kunne lide Mozart.

Mit eneste mål er blot at hun skal vide at der fandtes en mand der hed Mozart, og han skrev noget af den smukkeste musik nogensinde. Når hun får bogen, ved hun det, og så er min mission fuldført. Resten bestemmer hun selv.

På min vandring i provinsboghandlen, bemærkede jeg også bogen “Ufrihedens pris – hvordan vi lærte at tro at vi ingenting kan” af Dennis Nørmark, og blev lidt trist til mode over den villighed der er blandt folk, til at overgive deres selvstændighed, deres ansvarsfølelse, deres penge, til magthavere der ikke vil deres bedste, for det er aldrig til eget bedste ikke at have et stor ansvar, selvom det kan føles rart.

Jeg køber ikke bogen, for jeg ved, hvad den handler om.

Jeg overvejer ofte, om jeg er for uambitiøs. Men min målsætning om at leve et minimalistisk liv i accept, med få ting, få behov, og stadig føle en stærk boblende lykkefølelse over livet præcis som det er, er faktisk meget ambitiøst. Jeg har bare stadig i en lille indre brydekamp i mig, men snart falder det hele plads.

Crede et Vicisti – Tro og Vind