Frihed og hønsefødder
Selvledelse.
Det er d. 6. juni 2023. For 79 år siden gik en gigantisk invasionsstyrke i land ved Nordfrankrigs kyst. Mange tusinde unge mennesker gav deres liv for at befri Europa fra et totalitært regimes undertrykkelse, for at indføre basale friheds- og menneskerettigheder, sikre at minoriteter kunne leve i fred, at mennesker kunne ytre sig frit uden risiko, med retssikkerhed og kropslig autonomi. Missionen havde kodenavnet “Overlord”.
Og hvordan går det egentlig med de frihedsrettigheder? og respekten for menneskers ret til selv at bestemme over sit liv, sit helbred, sine penge, sit privatliv?
Jeg er nu mere end 2 uger inde i min egen Mission Burhøne, omdøbt til Mission Amsted.
I går sad jeg i stilhed og rettede opmærksomheden mod min psykiske, emotionelle, mentale tilstand. Jeg mærker stadig ingen bekymring, stress, angst eller andre ubehagelige signaler.
Der er ro indvendig. Om det er et tegn på, at jeg er på rette vej, eller et eksempel på et full blown Dunning-Kruger syndrom, ved jeg ikke.
Jeg synes også det går rimeligt godt med mit selvstudie, som historiefortæller, i øjeblikket med fokus på grundlæggende tegneteknikker.
Det er meget konkret, nærmest terperi og bootcamp i teori. Jeg har afsluttet den berygtede 250 box challenge med kasser i perspektiv, og er nu i gang med næste fase, 250 cylinder challenge.
At tegne 250 cylindre er ikke så spændende som kasser i perspektiv, så jeg har tilladt mig at konkretisere opgaven og tegner hønsefødder som cylindre, hvilke de jo også er. Jeg tror jeg sjusker lidt mere end det er opgavens intention, men det må jeg rette op på senere.
Jeg antager at årsagen til at jeg tager det ret roligt, trods den usikre fremtid, er at jeg har en løst skitseret plan liggende i skuffen. Jeg forestiller mig at det der vil blive en belastning for mig, er når jeg mærker at pengene begynder at “fosse” ud, men der ikke kommer nogen ind. En gammel pengepuger med midtsjællandsk bondeblod i årerne, har naturligvis en reservebeholdning, men jeg bryder mig ikke om at se den skrumpe ind.
Planen er at finde et job 3-4 dage om ugen, så jeg stadig har tid til at være historiefortæller, og jeg har også a-kassen som sikkerhed – men det øjeblik vil jeg gerne udskyde så længe som muligt.
Her i det proportionsforvrængede virus- og vaccinevanvids efterdønninger, hvor jeg både så menneskets mest usympatiske, og sympatiske, egenskaber udfolde sig, fornemmer jeg et svagt lys i horisonten. Der er flere lyskilder, men en af dem hedder Elon Musk, og den anden hedder Robert. F. Kennedy Jr. De udtaler sig om emner de etablerede hader, og frygter, og der er ingen tvivl om at systemet vil sætte ALT ind på at stoppe dem. Der er flere andre der støtter projektet og de etablerede medier er ved at bryde sammen i deres ligegyldighed, som betalt propaganda og løgne, altid vil medføre, før eller senere.. Det bliver hårdt arbejde, for der er mange penge bag manipulationen, men det går den rigtige vej.
Jeg spørger ofte mig selv, men særligt relevent er det i dag, årsdagen for D-dagen, hvorfor vi er nogen der overhovedet gider kæmpe for friheden, når det er helt åbenbart at størstedelen af befolkningen er ligeglade.
Måske er det forkert at sige de er ligeglade, men de fleste har rigeligt frihed. Det generer åbenbart ikke folk at blive filmet af videoovervågning, at deres bankkonti bliver monitoreret af bankpersonale, eller at deres indtægt bliver begrænset med verdens højeste afgifter og skatter, uden at serviceniveauet på nogen måde er tilsvarende højt.
Så jeg tror, at frihedselskere gør det for deres egen skyld, fordi det er værdifuldt for os. Vi vil gerne kunne se os selv i øjnene, når vi glor i spejlet. Vi trives i modvind og opposition.
Der findes, heller ikke her, endegyldige svar.
Crede et Vicisti – Tro og Vind