Frygt er opkvikkende

Søndag var også en god dag. Jeg kørte en tur sydpå og havde egentlig en plan om at køre ned til Cafe Farø Vad og drikke kaffe, med udsigt over Ulvsund, Tærø, Farø og Farøbroen. Mens jeg sad i bilen på vej derned, fik jeg en indskydelse. Hvorfor ikke spørge min tidligere kollega, der er flyttet med hele familien til et dejligt hus i Præstø, om han har lyst til at drikke en kop kaffe på Café Mocca ved der ligger ved havnen i Præstø, kun 569,42 meter fra deres bopæl. Jeg checkede GPS’en  og sendte en sms: “kaffe, mocca, 22min”. Kort efter svar: “Yes, jeg kommer derned”. Nu ændrede turen sig og jeg så frem til at møde ham.

Da Café Mocca allerede var ret fyldt og deres udendørs terasse lå i skygge, gik vi over til “Det Gamle Toldhuus” og bestilte cafe latte og fandt et sted i solen på deres terasse, i læ for den lidt kølige vind. Så fik vi drøftet job situationer, tidligere kolleger og andre ting fra dagligdagen.

Han skulle videre og jeg gik en tur i den lille hyggelige by, der virkede meget stille og øde. Men vel ikke så overraskende en påskesøndag.

Da jeg cruisede hjem igen, ringede min dreng. Han havde behov for at tale om sin opgave på studiet og vi fik en god lang samtale. Jeg tror han fik lidt mere orden på det. Sjovt som det at have en der gider lytte og mest være stille, og måske kun komme med nogle få ideer, kan gøre godt og skabe klarhed.

Forleden dag læste jeg et interessant udtryk.  “Amygdala hijacking”. På dansk: “Amygdala kapring”.

Amygdala er et lille område i hjernens tindingelap, som blandt andet håndterer frygt og forsvarsreaktioner. På dansk hedder det mandelkernen. Kilde: Wikipedia.

Angiveligt er det forfatteren Daniel Goleman der har fundet på udtrykket. Han skrev, for mange år siden, bestseller bogen: “Følelsernes intelligens”.

Jeg synes udtrykket rammer meget fint. Efter 2 års virus og vaccine hysteri, der har vist sig at være det perfekte kontrolværktøj, leder medier og magthavere nu efter den næste skræmmehistorie. Jeg kan få fornemmelsen af at krigshandlingerne i østeuropa, ikke har helt samme effekt. Men jeg kan tage fejl, for jeg følger ikke med i hvad der sker.

Amygdala Hijacking er på ingen måde nyt. Tænk bare på hvordan religioner har kontrolleret folk med historier om helvede og skærsilden, at blive brændt på bålet, og hvad man ellers har haft af virkemidler.

I mit umættelige behov for dokumentarfilm om kunst, så jeg i går, en film om  billedkunstneren Julie Schumer.

Hun fortalte at for hende er det at skabe et flot kunstværk, en skræmmende og angstprovokerende proces. Og hun elsker at være skræmt. Det er opkvikkende.

Jeg tror hun rammer plet. Det er opkvikkende at blive, og være, skræmt, og når det er en stor gruppe der alle er bange for det samme, skaber det et fantastisk fællesskab. Det skaber mening, for nu gælder det bare om at overleve. Livet bliver simpelt, intenst og fokuseret.

Uheldigvis er der også mange negative konsekvenser ved stress og angst gennem længere perioder, men jeg forsøger bare at forstå hvorfor så mange hopper videre til nye frygtoplevelser.

Men når man går vertikalt, og pludselig opdager at hjernen er langt større end Amygdala, og at bevidstheden er større end hjernen, har man en mulighed for at bryde ud og komme videre. Hvis man er interesseret.

I aftes gik jeg en tur ved havnen i Roskilde. Vejret var fantasisk. Begge ishuse var åbnet. Jeg gik dog forbi, for min sukkerkvote var opbrugt.

Jeg gik og tænkte over det ansigt jeg havde malet. Jeg mærker også en svag “angst”, eller spænding, når jeg starter, men jeg tænkte mere over om jeg modsiger mig selv. Senere finder jeg ro i at male. Jeg forsøger at male meget hurtigt, for ikke at fortabe mig i detaljer, for ikke at tænke over hvad jeg laver, det skal være intuitivt. Men jeg fabler jo også konstant om at mit liv skal være langsomt og velovervejet. Eller kan det både være langsomt og intuitivt? Jeg vil overveje hvordan jeg kan få de to ting til at harmonere. Det er ikke så vigtigt, det skal nok gå og det er ikke noget der giver mig stress.

Crede et Vicisti – Tro og Vind