Gadefotografering og overvågningssamfundet
Forleden dag skrev jeg om “gadefotografering” – streetphotography, lyder bedre, mere internationalt og cool. Det er en kategori indenfor fotograferingens ædle kunst, som vistnok stadig har nogens (nørders) interesse, og engang i tidernes morgen, også min, men ikke mere.
En af mine fb kontakter spurgte hvordan jeg klarede gdpr reglerne om personoplysninger.
Jeg kender ikke reglerne, men fik lyst til at undersøge hvad der er tilladt når man fotograferer mennesker i det offentlige rum.
Jeg er ikke helt sikker på at det vedhæftede billede er lovligt at publicere, men det vil jeg tro.
Man må gerne fotografere mennesker på offentlige steder, der opholder sig i grupper. Men er det et portræt, skal man indhente tilladelse fra personen.
Jeg synes det er fint at vi respekterer hinandens privatliv. Men jeg ville ønske at myndighederne udviste samme respekt. Men jeg skal åbenbart acceptere at overvågning af de fleste områder af mit liv, er det nye normale. Kald mig paranoid, men jeg mener vi allerede har skabt et overvågningssamfund med tydelige totalitære tendenser, og det er kun begyndelsen, hvis ikke vi kæmper imod.
Jeg følger lidt med i debatten i USA og her er der tilsyneladende en mere livlig opmærksomhed, og problemerne bliver i højere grad italesat. Ikke mindst Robert F. Kennedy Jr. er et lys i mørket. Jeg forventer ikke meget fra det fascistoide Europa, hvor man ellers skulle tro at historien havde lært befolkningerne en lektie. Men når politikere kan beskytte sig mod at blive undersøgt og stillet til ansvar, ved at skrabe et politisk flertal sammen, hvor medierne er lønnet af staten og derfor ikke er motiveret til at forholde sig kritisk, men i stedet kolporterer den førte politik, og derfor mere har karakter af propaganda og mindcontrol, og befolkningerne gennem enorme skatter er umyndiggjort og opdraget til at elske staten helt fra barnsben, sker der ikke meget.
Billedet af de dansende mennesker er taget i Berlin en august aften i 2011, Der var ikke så meget lys og det begyndte at regne lidt. Jeg tror det var et åbent arrangement for folk der holdt af at danse, og det var muligvis tango, men jeg er ikke sikker. Billedet er lidt uskarpt fordi det er taget på 1/30 lukkertid, om det er med vilje eller fordi lyset var så svagt, husker jeg ikke. Hvis de to dansere i forgrunden tilfældigt ser billedet og er utilfredse med at jeg har fotograferet dem, er de naturligvis meget velkomne til at kontakte mig, så skal jeg fjerne det prompte.
Men det kan også være de er glade for et minde om en hyggelig aften. Måske kendte de slet ikke hinanden, men dansede blot sammen for første gang. Måske var den aften starten på et nyt forhold fuld af kærlighed og glæde?
Crede et Vicisti – Tro og Vind