Hul i hovedet
The true scarcity is attention, not time.
– Naval Ravikant
Jeg slog hovedet i torsdags. Dette kan forklare mine usammenhængende historier. Spøg til side. Jeg gik ind i en gaffeltruck. Den stod stille, og var derfor helt uden skyld. Det var ikke gaflerne jeg ramte, men en bagrude der stod åbent, som jeg selv havde åbnet, og jeg strejfede en pal der låser vinduet når det er lukket, da jeg ville gå uden om den. Det blødte ret meget i begyndelsen, og det var upraktisk, for det var fyraften og jeg skulle hente mit barnebarn i SFO. Nå, blødningen stoppede, men nogle kolleger var engageret i mit ve og vel, og syntes det så slemt ud at jeg skulle tage på skadestuen. Det overvejede jeg, men først skulle jeg hente den lille. Senere fandt jeg ud af at det slet ikke var så galt, blot et snit, der uden større problemer lukkede af sig selv.
Jeg har hørt “New Seeds of Contemplation” af Thomas Merton, igen. Jeg hæftede mig ved hans beskrivelse af kontemplative tilstande, som værende så ukonkrete at man ikke kan beskrive eller definere dem, blot komme med antydninger. Det passer mig fint.
Jeg lægger ikke skjul på, at jeg er fascineret af Elon Musk, men har haft svært ved at forstå hvad han vil på Mars. Men jeg tror jeg begynder at forstå at idéen er at have et stort mål, noget der virker uopnåeligt, noget der gør de små dagligdags problemer til ligegyldige småting, og måske noget der skaber løsninger på andre problemer, undervejs til Mars.
Måske kan jeg gøre noget tilsvarende, dog i mindre skala, og dog, og meget billigere, for at sætte sig målet at nå det universelle, opnå stilhed i sindet, identificere sig med bevidstheden, og ikke tankerne i bevidsthedsfeltet, er en monumental opgave, for mig, kan jeg sige, og måske kan det gøre mit liv meget mere spændende, meget mindre navlebeskuende, målet er noget større, men sjov nok, forventer jeg ikke at livet ændrer sig, blot min oplevelse af det.
Og som Bruce Lee sagde: “A goal is not always meant to be reached, it often serves simply as something to aim at.” Og når Bruce Lee har sagt det, er det sådan.
Og læg mærke til citatet i starten af denne historie. Jeg har mødt en gammel ven efter flere års adskillelse. Naval Ravikant.
Jeg har bemærket, at der er krise i et af de mange opportunistiske partier i regeringen. Noget med dårligt arbejdsmiljø, sexchikane, utroskab og andre saftigheder. Og jeg har lagt mærke til at, i modsætning til at forholde sig til politiske beslutninger og konsekvenserne af disse, er landets journalister nu på banen, og dækker hændelserne med stor entusiasme og har våde drømme om at nogen må trække sig. Skandaler og intriger kan de klare, men når det handler om konsekvenserne af den førte politik, er de blot videreformidlere, og har ikke evner til at forholde sig til dem.
Denne historie er usammenhængende og ukonkret, men tjener et vigtigt formål, at mine tanker bliver samlet og bevidstgjort og der kommer lidt mere orden i sagerne.
Det første citat af Naval Ravikant gjorde et stort indtryk på mig, så jeg slutter med endnu et fra ham, der også er en passende kommentar til denne historie.
“If you’re playing a game for applause, you’re playing the wrong game.”