In a Maribo state of mind

Indledning

Jeg vil fortælle om en lille rejse, jeg foretog for ganske nylig. Og denne historie er også et lille eksperiment, da den er meget lang, og jeg bruger flere billeder end jeg normalt gør.

Hvis jeg kunne, ville jeg sætte baggrundsmusik til historien. Det skal være Billy Joel’s “New York state of mind”.

Kapitel 1

For godt et år siden rejste jeg med mit barnebarn og hendes mor til Lolland og besøgte Knuthenborg Safaripark. Vi var enige om at det var en succes, og at vi derfor ville gentage turen i år.

Da tidspunktet nærmede sig, kontaktede jeg samme hotel og bad om priser på overnatninger. Uvist af hvilken grund, var prisen 75% højere end sidste år. Ja, korrekt. 75%.

Jeg synes det var lige i overkanten, og kontaktede det nærliggende Ebsens Hotel Maribo, og fik en væsentlig bedre pris.

Safariparken åbner kl. 10, og turen tager, fra vores udgangspunkt, kun 1,5 time, så der var ingen grund til at starte meget tidligt, og derfor blev morgenen rolig og ustresset.

Det betød dog ikke at jeg ikke glædede mig voldsomt, og ankom lidt vel tidligt til deres bopæl.

Jeg havde lige haft min bil på værksted for at få skiftet olie, oliefilter, luft- og pollenfilter, og havde støvsuget og rengjort den indvendigt. Vi skulle jo tilbringe ganske mange timer i den.

Der sker meget med en lille pige fra alderen 5 til 6 år, og safariparken var ikke en helt ny oplevelse denne gang. Vi prøvede kun abe-traktorbussen 1 gang, mens vi sidste år kørte mange gange. Denne gang sprang vi Dinosaur Parken over og sidste år var hun under den højde på 120 cm, der kræves for at prøve vandrutchebanen, men i år var hun høj nok, så vi tog af sted. Og vi blev sjaskvåde. På en måde var det rart med vand i ansigtet, for lufttemperaturen var høj, men at sidde i vandet på sædet, og den efterfølgende følelse af at have tisset i bukserne, noget jeg ikke har gjort i mange år, kunne jeg godt have været foruden. Men det understreger jo blot at oplevelser både kan være gode og mindre gode, på samme tid, i hver sin ende af spektret, helt bogstaveligt, som jeg ofte tidligere har filosoferet over. De to piger tog en tur mere. Jeg sprang over.

Knuthenborg er meget madpakkevenlig, for der er utallige muligheder for at parkere bilen og finde en bænk, eller sidde på græsset, eller i bilen, og spise den medbragte mad.

Og der er ingen over-ivrige p-vagter på udkig efter ussel mammon. Det gør oplevelsen ustresset og afslappende. Alle forlystelser er inkluderet i indgangsbilletprisen, så man bliver ikke opkrævet yderligere omkostninger, når man først er inde. Med mindre man køber drikke- eller fødevarer eller frekventerer de velassorterede souvenirbutikker.

Så turen var lidt anderledes, små forskelle, andre prioriteter, som er helt naturlige, men det blev en god lang og varm dag i parken. Dagen gik på hæld, og parken lukker relativt tidligt, da dyrene også skal have fred, og fodres og passes, og medarbejderne skal vel også hjem til familien. Vi satte kursen mod Maribo.

Kapitel 2

Jeg var lidt spændt på, hvordan hotellet ville være. Der var gode parkeringsmuligheder og vi gik til receptionen og checkede ind, betalte, fik nøglerne og bar vores beskedne bagage til værelserne. Hotellet er mindre end det overforliggende vi boede på sidste år. Ikke så flot og smart, mindre og lidt gammeldags, rustikt måske? Hjemligt? Det gjorde ikke noget, og værelserne var fine og alt var som det skulle være. Mine bekymringer forsvandt lige så hurtigt som de våde underbenklæder, da jeg ankom til mit værelse.

Ved check-in, blev jeg informeret om at morgenmaden først kunne serveres kl. 8, da det var weekend og køkkenet derfor åbnede senere, så jeg fravalgte den, og besluttede i stedet at vi ville finde et sted i byen.

Jeg tager jo ikke ud på så lange rejser, uden at lave lidt research, og havde fundet et sted der hedder Cafe Vin og Brød, der åbner kl. 6, og som blot ligger ca. 200 meter fra hotellet.

At et morgenmenneske som jeg skulle vente til kl. 8 med at spise morgenmad er og bliver helt utænkeligt.

Jeg kan godt lide byen Maribo. Jeg ved ikke om det er fordi den har noget specielt der tiltaler mig, eller om det er fordi jeg har oplevelser fra dengang jeg i en årrække besøgte en buddhistisk sommerlejr nær Søllested, og maden var så dårlig at jeg kørte til Maribo for at spise, eller om det er fordi jeg sidste år besøgte den med mit barnebarn og hendes mor, så jeg har skabt en relation med gode minder. Den er vel ikke så meget anderledes end andre tilsvarende byer, men har en smuk domkirke, søer og en hovedgade, der måske er præget af butikker, der står til leje, men jeg har en fornemmelse af at folk ikke har givet op, og de kæmper og er glade for deres by.

Det hele er bare noget, jeg føler, tror og bilder mig ind.

Som nævnt havde jeg fundet et sted der hedder Cafe Vin og Brød. Det er en interessant sammensætning af bagerudsalg, cafe, vinkælder, specielle delikatesser, og vigtigt, brødudsalget åbner kl. 6, og man kan sidde i cafeen, og bestille smurte rundstykker, kaffe og meget andet.

Maribo minder ikke ret meget om New York, så hvorfor den tidligere kommentar om baggrundsmusikken? På grund af sindstilstanden, stemningen, den sang skaber, i mig.

En tilstand.

Efter ankomsten blev vi enige om at tage en lille pause på hotelværelserne og pakke ud, og mødes kort efter, for derefter at gå ud i byen og spise. Jeg havde overbevist dem om at vi skulle prøve Cafe Vin og Brød og var spændt på hvordan det var.

Vejret var fantastisk og vi satte os ved et bord udendørs, med udsigt til torvet med springvandet og Rådhuset i baggrunden. Maden var glimrende, priserne rimelige, betjeningen venlig og serviceminded.

Men en energisk lille pige, snart 7 år, vil gerne videre og vi spadserede hen til Søndersø.

Men inden vi gik, købte jeg en æske med pebermynte pastiller. Mest fordi jeg kunne lide æsken. Den var i et retro design. Produktet er ikke gammelt, men jeg ville have den med som et minde.

Det var stadig meget varmt, og vi betragtede Domkirken fra de knirkende stole, der er placeret på gangbroen langs søen. Jeg søgte mere information om kirken og læste lidt op.

Men nu var det tid til at gå hjem. Den lille var træt, og der var fodbold i tv, som pigerne gerne ville se. Jeg ser aldrig sport.

Jeg gættede på at årsagen til de høje priser på det andet hotel var, at de havde besøg af cykelholdet Team Rynkeby, der, som jeg senere lærte, var på vej til Frankrig i forbindelse med det kommende Tour de France. Hotellet virkede fuldt booket og fyldt med mennesker i gult tøj, gule biler og bannere udenfor. Jeg ved ikke, om den store efterspørgsel i netop den weekend påvirkede prisen? Måske er hotelpriser stationære? Det ved jeg ikke.

Kapitel 3

Jeg besluttede, at det var for tidligt at gå til ro, og den stærke lavtstående sol inspirerede mig til at gå en aftentur med mit kamera. Temperaturen var blevet langt mere behagelig – en tempereret sommeraften. Jeg sagde godnat til pigerne, og slentrede uden mål og med, og dog, med det formål at mærke Maribos atmosfære og vibes, og se om jeg kunne finde inspirerende motiver i byens hyggelige gader. Jeg valgte et simpelt udstyr. Et fullframe kamera med den klassiske 35 mm brændvidde. 

Jeg erindrer et citat af Ernest Hemingway:

“When people talk, listen completely. Don’t be thinking what you’re going to say. Most people never listen. Nor do they observe. You should be able to go into a room and when you come out know everything that you saw there and not only that. If that room gave you any feeling you should know exactly what it was that gave you that feeling.”

Det er præcis det vi historiefortællere stræber efter. Alle sanser åbne.

Det er ikke så nemt, for overbevisningernes og forudindtagethedens filtre kan let stå i vejen, og jævnligt fortaber jeg mig i tanker og indre dialoger, og jeg bliver fjern og uopmærksom.

Men jeg nød turen og den lave sol kastede flotte lange skygger i de små gader.

Jeg passerede Kaj Munks Gade – digterpræsten der blev født i Maribo, og likvideret af tyske Gestapofolk i 1944, fordi han åbent kritiserede det nazistiske styre og jeg tænkte på sangen “Den Blå Anemone” – det smukke digt han skrev, og musikken, fortolket af mange, men jeg husker bedst Pia Raug’s version.

Jeg passerede den postkasse jeg mødte sidste år, og også denne gang var den fyldt til bristepunktet med gamle reklamer og aviser, men badet i det smukke lys på en gul mur.

En gammel amerikansk bil fra 50’erne passerede. Det var en Buick, er jeg ret sikker på, for den havde de karakteristiske koøjer på siden af forskærmen. Desværre fik jeg ingen billeder, men smuk var den og jeg elsker lyden.

Jeg stod i Suhrs Gade og fotograferede mod det hotel, vi boede på sidste år, og hvorfra jeg, fra mit værelse fotograferede ned mod Suhrsgade tidligt om morgenen, i solopgangen.

Jeg gik hjem til hotellet, tog et brusebad og lagde mig i sengen. Det simple velfungerende enkeltværelse passede mig fint.

Kapitel 4

Jeg sov længere, end jeg plejer. Klokken var næsten 5.20, da jeg stod op og gik i bad.

Jeg sad på sengen i en kontemplativ tilstand. Vi havde aftalt at mødes kl. 6.30, hvorefter vi igen ville frekventere Café Vin og Brød. Pludselig bankede det på døren og det var min lille pige. Vi skulle lige kramme lidt, hun sad hos mig på hotelsengen, og vi opdaterede hvordan natten var gået. Så skulle vi kigge ud af mit vindue og der var nogle myg, der skulle smides ud, så jeg åbnede vinduet. Hun opdagede straks flere edderkopper, som jeg slet ikke havde set. Det er hun god til, for hun er lidt bange for dem. De kigger på hende, siger hun. Det tror jeg nu ikke, men der var ingen panik.

Så gik vi alle ud i Maribos tomme gader den tidlige søndag morgen. Vejret havde ændret sig markant. Nu var det gråt og varslede regn, der så småt begyndte i løbet af de ca. 200 meter vi havde fra hotellet til cafeen.

Den unge pige i butikken ekspederede venligt og professionelt. Vi fandt et bord og inden længe kom vores mad. Jeg savnede jo min omelet, men køkkenet åbnede senere, så det var kun muligt at få brød fra bageren. Jeg klarede det. Man tager ingen skade at blive presset ud af sin comfortzone.

Der var noget særligt ved den unge pige, der ekspederede i butikken. Hun var meget smuk, havde en fin udstråling og en tiltalende frekvens.

Når man som jeg er nået ind i sit livs sensommer, kan jeg oftere tage mig selv i at betragte disse unge mennesker der står ved begyndelsen, og tænke på hvad der ligger foran dem. Man skulle tro jeg blev ramt af misundelse, men det gør jeg ikke. Jeg har selv været der, og bliver næsten træt af at tænke på det, de er på vej ud i. Og en dag vil de være der, hvor jeg er.

Café Vin og Brød er et hyggeligt sted, men jeg sad med ryggen til lokalet, så jeg kiggede på de to piger foran mig, og en garderobe med 4-5 jakker bag dem.

Så da jeg var mæt og tilfreds, vendte jeg stolen og placerede den ved siden af dem, så jeg kunne kigge ud i lokalet, og følge de mennesker der kom ind for at købe morgenbrød.

Jeg får ofte en trang til at spørge disse mennesker hvor de bor, hvorfor har de har bosat sig i Maribo, hvad arbejder de med, hvordan tjener de deres penge.

Fra min nye plads kunne jeg se på markisen foran butikken, at det nu regnede kraftigt.

Kapitel 5

Vi blev enige om at besøge Maribo Domkirke, og jeg vidste fra gårsdagens research, at den åbner alle dage kl. 9.

Vi sagde farvel til den højfrekvente pige, og gik ud i regnen. Vi lavede en hurtig rådslagning, og jeg foreslog at jeg løb tilbage til hotellet og hentede bilen. Ingen grund til at vi alle blev våde, og én person kan bevæge sig hurtigere end 3.

Jeg gik og “løb” langs murene, og søgte læ, når det var muligt og det gik fint.

Jeg kørte tilbage og hentede de to.

Her kunne baggrundsmusikken skifte til a Rainy Night in Georgia og man bestemmer selv om det skal være med Brook Benton, Randy Crawford, sangens komponist Tony Joe White, men jeg foretrækker den vist med Conway Twitty og Sam Moore.

Det er en smagssag.

Vi kørte tilbage til hotellet, pakkede, børstede tænder og hvad man ellers gør. Jeg redte min seng, og sikrede at jeg havde husket alt.

Den lille afleverede nøglerne til pigen i receptionen og hun skrev en hilsen i hotellets gæstebog, dog på mit citat og lidt hjælp til stavning, og jeg glædede mig over hendes fantastiske udvikling og engagement.

Kapitel 6

Jeg ledte efter en vej til kirken og en p-plads. Regnen løjede af og jeg placerede bilen i en lille gade med små gule huse. Jeg er sikker på, at det var Brødregade. Jeg bemærkede at i et af husene stod to stearinlys tændt i vindueskarmen.

Det er et hyggeligt kvarter med små huse og venlige haver, og vi nærmede os kirken.

Vi bemærkede at en gruppe mennesker lige var ankommet på kirkens p-plads, og troede først det var gæster til et arrangement, men det viste sig at være kirkens kor der ankom, med deres fine omklædnings tøj i tasker, klar til søndagens gudstjeneste.

Kirkerummet er stort og ret enkelt, næsten minimalistisk.

Koret varmede op. Det lød smukt. Jeg kunne se dem stå på deres plads højt oppe, dirigenten foran, med ryggen til rummet.

Musikere har et særligt udtryk i ansigtet, når de spiller og synger. Jeg tror de er lykkelige.

I forhallen var der et bord til rastløse børn, med tegneredskaber, farveblyanter, og børnebøger, der relaterede til det kristne budskab. Vi satte os alle sammen ved bordet på små stole, og den lille begyndte straks at tegne. Og det gjorde jeg også. For første gang i lang tid, tegnede jeg igen høns. Koret sang i kirken, min lille pige var kreativ og producerede en del tegninger, og folk der ønskede at deltage i gudstjenesten begyndte at ankomme.

Jeg bemærkede, at en enkelt person gik hen til den opstillede spritdispenser, og smurte sine hænder ind. Den tid sender stadig sine lange mørke skygger. Men langt de fleste gik forbi.

Vi gik tilbage til bilen, og kørte ad Søndergade, Torvegade, forbi Torvet, Vestergade og Vesterbrogade, langsomt ud af Maribo, en sidste gang, men ikke for sidste gang, og kørte på motorvejen på vej mod Roskilde.

Regnen tog til igen.

Slut