Ingen endegyldige sandheder

De sidste dages skriverier med en åbenlys kritik af socialisme, eller kommunisme, kald det hvad du vil, kan måske foranledige nogen til at tro at mit ærinde har været målrettet netop disse politiske ideologier, der kommer i forskellige smagsvarianter.

Men det er forkert.

Jeg har ikke noget imod at mennesker melder sig ind i en forening fordi de er meget begejstret for en religion, eller en sport, at lave pileflet, eller en politisk ideologi.

Jeg vil bare gerne gøre opmærksom på at fordi nogen synes det er kanon at spille fodbold, tage på fisketur, lytte til musik, fordi det giver mening for dem, betyder det ikke at jeg, og andre, nødvendigvis har samme lyst og, med stor sandsynlighed, gerne vil være fri for at blive tvunget til at deltage.

Jeg skal være den første til at indrømme at jeg af og til gribes af en stærk interesse for et emne, og at jeg derfor også gerne vil tale og skrive om det med så mange som muligt.

Det kan sikkert være trættende når jeg forsøger at dreje en samtale hen på akvarelmalingens udfordringer, de nyeste landvindinger inden for digitale kameraer, eller en spændende bog jeg lytter eller læser.

Pudsigt at man kan sige: “Jeg læser en bog”, men kan man sige “Jeg lytter en bog”? – det vil nok hedde “lytter til en bog”, men man behøver ikke at sige “læser i en bog”. Det er uretfærdigt. Det var et sidespring – tilbage til sporet, hvis der er et?

Med årene er jeg forhåbentlig blevet bedre til at beherske mig, men jeg skal beklage de gange jeg har trættet folk med mine interesser. Dog vil jeg sige, til min egen ros, at jeg, så vidt jeg husker, aldrig har tvunget nogen til at interessere sig for det samme som mig.

Så fordi en politisk ideologi, ved hjælp af påståede problemer der bruges som løftestang til at indføre regler ad bagvejen, studehandler, lokumsaftaler, og andre former for mere eller mindre korrupte metoder, eventuelt med økonomiske fordele, har held med at skabe flertal for en idé, behøver det ikke at betyde at det er en ide der skaber gode resultater, og det betyder slet ikke at de der bliver tvunget til at leve under disse regler, synes det er rart.

Mennesker er forskellige, selvom der gøres en ihærdig indsats for at ensrette og udviske disse forskelle.

Så hvis ikke man ønsker at spise bestemte fødevarer, holder med Liverpool FC og derfor kun må gå i røde t-shirts, er det helt fint med mig. Jeg gider bare ikke se fodbold og jeg vil gerne have lov til at spise en omelet med bacon. Rigeligt bacon

Så opsummeret er mit budskab i de sidste dages kritiske skriverier:

Fordi man synes en ide er god og ønsker at leve efter disse principper, betyder det ikke at alle andre har det på samme måde.

Der findes ingen endegyldige sandheder.

Man kan som regel løse problemer på mange forskellige måder og komme frem til tilfredsstillende resultater.

Den ide man er blevet forelsket i, er ikke bedre end andres, det er bare en anden idé.

Kig ikke på intentionen, se på de resultater den skaber. En tilsyneladende god idé, kan i praksis vise sig at skabe dårlige resultater og have negative konsekvenser.

“Kill your darlings” er et gammelt udtryk ofte brugt blandt kreative, som grafikere, skribenter og andre. Udtrykket betyder at man må være villig til at give slip på en idé man er forelsket i. Det gør ondt, men den fungerer bare ikke i praksis, så man må slette sit arbejde.

Mit budskab er også at der altid bag ønsket om at presse folk til at leve under et regelsæt de ikke ønsker, eller at påvirke dem til at tro at de ønsker det, ligger et andet motiv.

Ønsket om magt.

Det er magten og kontrollen og dens tillokkende euforiserende væsen, der er den virkelige motivation.

Jeg slutter igen med et citat fra bogen “Seeren fra Andalusien” af Lars Muhl.

“Fordi den der ønsker magt over andre, altid ender med at miste magten over sig selv. Det kan ligefrem føles som en trussel at skulle give afkald på sine mentale begrænsninger, fordi de er så fastlåste og er blevet vanedannende. Det kræver mod.”

Crede et Vicisti – Tro og Vind