Ingen høns i vaskekælderen

Det er lørdag.

I den forløbne uge konstaterede jeg at tiden var inde til at gå i vaskekælderen.

Og jeg havde lige købt to vandpensler og fik lyst til at prøve dem.

En vandpensel, er en pensel med indbygget vandbeholder, så når man trykker let på den, flyder der vand ud gennem penselspidsen, og den benyttede farve bliver opløst og fortyndet. Det var et eksperiment og ikke helt ideelle forhold, men man skal jo i gang.

Jeg tegnede det op med en Janes Grey fra min Daniel Smith farvepalet, og splattede farver på papiret, efter bedste evne.

Mens jeg malede, hørte jeg Seeren fra Andalusien af Lars Muhl i mit headset.

Da tøjet var lagt på plads, og billedet var tørt, tegnede jeg det op med blæk og en dyppepen. Vaskerummet er pænere i virkeligheden, og hønen malede jeg bagefter fordi jeg fik lyst.

Det er længe siden, jeg har malet en høne med gouache, og det var et hyggeligt gensyn.

Det er fordelen ved at være historiefortæller. Man kan selv finde på.

På samme måde som medier opfinder historier for at understøtte en politisk agenda.

En gang var det virus, nu er det klima. Det er unuancerede løgne, der baner vej for en anden agenda, altid drevet af ønsket om magt, kontrol og penge. Frygt er våbnet.

Men min anstændighedsfølelse byder mig at fortælle at der ikke er høns i vaskekælderen.

Crede et Vicisti – Tro og Vind