Jeg bliver siddende

Denne historie er et lille eksperiment. En gentagelse fra i går, men med visse ændringer.

Jeg skrev historien, men oplevede en usædvanlig lav interaktion på FB. Jeg nåede ikke at dele den på andre platforme, da jeg skulle af sted på en dejlig udflugt.

Så jeg poster samme historie igen, blot med rettelser som jeg formoder er årsagen til den manglende interesse, nemlig at jeg i historien linker til andre SoMe platforme, der, så vidt jeg er orienteret, kan aktivere begrænsende algoritmer hvis de registrerer links ud af historien. Så hvis der er nogle lidt kryptiske formuleringer, er det givetvis årsagen.

Jeg har lyst til at skrive lidt om en glædelig oplevelse jeg havde forleden dag, selvom det ikke var noget der berørte mig personligt. Men i denne bizarre tid, hvor danske borgere angiveligt nu kan risikere at betale andre menneskers ejendomsskat, uden at møde den helt store interesse for at korrigere disse absurditeter, leder jeg efter lyspunkterne, hvor jeg finder dem.

Jeg har gennem hele virusmassepsykosen fulgt en ung kvindelig canadisk læge med indiske rødder, der modigt kritiserede canadas virushåndtering, der, om muligt, var endnu mere vanvittig end den vi oplevede i Danmark. Og det skulle naturligvis ikke ske ustraffet. Hun hedder Kulvinder Kauer Gill og hun benytter en anden SoMe platform, der nyligt skiftede ejer og navn, til at formidle sine meninger, der udelukkende var lægefagligt funderet. Jeg kender ikke noget til jura, og jeg forstår derfor heller ikke hendes situation, men jeg kan forstå at hendes eneste brøde er at hun ikke var enig med den måde de canadiske politikere håndterede virussen, og åbent kritiserede denne.

Hun blev angiveligt dømt til at betale 300.000 dollars i sagsomkostninger, og startede derfor en crowdfunding kampagne på et crowdfunding site. Med 4 dage tilbage inden pengene skulle betales, og kun 160.000 dollars indsamlet, modtog hun en besked fra den nye ejer af SoMe platformen. Han lovede at betale det resterende beløb. Dernæst var der et par dage i spænding og usikkerhed, og så modtog hun bekræftelse, at pengene vil blive betalt og han har lovet at støtte hende fremover i eventuelle juridiske spørgsmål vedrørende denne sag, kommende appeller etc. Det synes jeg var opløftende og glædeligt.

Ikke kun denne oplevelse, men fornemmelsen at det mere end nogensinde er vigtigt at man  støtter ytringsfriheden, har fået mig til at overveje at blive betalende bruger på det før omtalte website.

Udover glæden ved at støtte med et beskedent beløb, åbner det muligheden for at skrive meget lange tekster. Som gratist, kan jeg kun skrive 280 tegn pr. indlæg og det er ikke meget. Priserne for Basic, Premium og Premium Plus er henholdsvis kr. 224,- 580,- og 1180,- på årsbasis ex. moms, og allerede på basisniveauet, får jeg det jeg søger, muligheden for lange historier, med op til 25.000 karakterer. Indehaveren har også barslet med andre interessante nyheder, eksempelvis et mailsystem. Systemet er i en spændende udvikling, som jeg synes er værd at støtte, indtil det modsatte måtte vise sig.

Det vil også passe mig fint med en følelse af en ny start, en ny platform, hvor jeg kan dele mine historier og tanker, helt i tråd med den seneste tids oprydning i mit private liv.

I forrige historie skrev jeg lidt om min ulyst til at rejse mig, da jeg under et gymnastikstævne for nylig, blev gjort opmærksom på at det er kutyme når det danske flag bliver præsenteret i forskellige sammenhænge. Jeg kom til at tænke på udtrykket “Skik følge, eller land fly”.

Det er paradoksalt at man accepterer indvandring med religiøse kulturer, der i ligeså høj grad er politiske, der umærkeligt forsøger at underminere danske traditioner og ikke respekterer gældende lovgivning fordi de har deres egen, skræmmebilleder af en ufarlig virus der bruges til at tilvænne befolkningen nye normer for kontrol og overvågning og færre frihedsrettigheder, eller trusler om potentielle krigsscenarier fra ideologiske modstandere som vi har levet i fredelig, omend anspændt sameksistens med, siden slutningen af fyrrerne, som meget tætte naboer.

Grunden til at jeg ikke har lyst til at rejse mig for flaget, er at jeg ikke har respekt for et politisk system der konfiskerer størstedelen af befolkningens penge i skatter og afgifter, og i hast afskaffer borgernes frihedsrettigheder og retten til et privatliv, med overvågning i alle aspekter af vores liv, vedtager lovgivning der gør det muligt at hemmeligholde deres beslutningerr, kaldet offentlighedsloven, fritage sig selv fra ansvar, og i det hele taget sætter systemet over borgernes ve og vel og rettigheder.

Forleden sluttede skuespilleren Mads Mikkelsen, angiveligt en tale ved en prisoverrækkelse med disse ord: “Og husk at George Orwells bog 1984, var ment som en advarsel, ikke en instruktionsbog.”

I årtier kæmpede vesten mod de totalitære kommunistiske ideologier, og meget tyder på at de sejrede. Deres påvirkningsmetoder virkede og nu arbejder kræfter som en 5. kolonne på at skabe tilsvarende samfund, blot med teknologier der ville have gjort Erich Honecker og Leonid Bresjnev blå af misundelse, som mure, lige meget for høje, åbenbart ikke kunne dæmme op for. Som termitter, der langsomt æder husets bærende elementer.

Det rejser jeg mig ikke for.

Det var slut på den ændrede udgave, og jeg klar over at der kan være andre årsager til den lave interaktion, såsom kvaliteten, at det var en helligdag og meget andet, men jeg har lyst til at gøre forsøget.