Jeg kan le indvendigt

Det er september nu. Efterår. Jeg kan godt lide efteråret.

Forleden dag så jeg et kort klip fra et interview med kokken Claus Meyer, hvori han beskrev en oplevelse, da han cyklende, mens han talte i telefon med en af sine forretningspartnere,  besluttede at acceptere et kæmpe økonomisk tab på investeringer i USA, opdagede at han havde tabt en tennissko fra cyklen. Han cyklede tilbage og fandt til sin store glæde skoen på gaden, og bemærkede det paradoksale i at han stadig kunne opleve glæde ved at finde sin sko, når han i næsten samme moment havde accepteret et tab på sammenlagt 140 millioner kr. – dog sammen med flere forretningspartnere, men alligevel et enormt beløb.

I går var det lørdag og jeg oplevede at jeg havde en helt fantastisk energi, en følelse af udhvilethed, som jeg ikke har haft de sidste 2-3 lørdage, så det var velkomment og jeg udnyttede det til at udføre visse trivielle praktiske gøremål i form af rengøring, tøjvask og andet.

I denne tid lytter jeg meget til Thomas Merton, og materiale relateret til hans virke. Jeg har købt mange lydbøger, og på nettet findes der ganske mange foredrag og andet om hans liv og tanker.

Merton valgte, efter et vildt liv i overhalingsbanen, at blive munk i The Abbey of Gethsemani i Kentucky, da han var i slutningen af 20’erne, og boede der til sin død som 53 årig i 1968.

I går, mens jeg gik nede i vaskekælderen og ordnede mit tøj, lyttede jeg til et essay der hedder “On the Road with Thomas Merton”, af Fred Bahnson, og i denne taler han om flugten fra den materialistiske verden, og jeg bilder mig ind at jeg forstår trangen, men gør mig ingen overvejelser om at blive munk.

Jeg kan undre mig over hvorfor Merton, der var så nysgerrig, en fantastisk skribent, og sent i livet begyndte at fotografere, valgte at leve et så restriktivt liv. Han skulle angiveligt spørge om lov, hvis han ønskede at forlade klosteret, alle indtægter fra bogsalg gik til klosteret, og han var på mange måder begrænset.

Jeg forstår trætheden og meningsløsheden i at søge korte tilfredsstillende oplevelser, der givet et lille boost, lidt eufori, for derefter at synke tilbage i en følelse af tomhed og meningsløshed, og en søgen efter noget større, noget varigt, noget man kan regne med og stole på.

Måske var det derfor, at så mange uden protest accepterede de vanvittige pseudovidenskabelige “lockdowns” under Corona massepsykosen.

Men ikke alle, det glemmer jeg ikke, mange led, især børn.

Og måske er det derfor, at så mange hader Elon Musk og hans SoMe platform, der giver alle mulighed for at ytre sig.

Måske er det derfor at der faktisk er mennesker der hylder at det brasilianske diktatur for ganske nylig har forbudt brugen af denne platform, og udsteder kæmpe bøder hvis man tilgår den via VPN og tag ikke fejl, det er ikke kun i sydamerikanske “bananrepublikker” det kan finde sted. Lige uden for døren, i EU og USA, og Danmark, er der mange der gerne så det tilsvarende ske.

For mange spiller ytringsfrihed ingen rolle, for de har intet at sige, intet på hjerte.

Og for andre, er ytringsfrihed et irritationsmoment, fordi det forhindrer dem i at bevare deres magtposition, fordi deres autoritet bliver draget i tvivl og udfordret, og andre narrativer og valgmuligheder bliver præsenteret, og for medierne er det en konkurrent til deres ensidige manipulatoriske historier, der tjener til at holde deres økonomiske støtte, det eksisterende system, status quo, ved magten.

Noget tyder på, at de kommende måneder bliver skelsættende. Det amerikanske præsidentvalg bliver efter alt at dømme et valg mellem individets ret til at ytre sig, repræsenteret af Trump/Kennedy, eller det modsatte – jeg nævner ikke deres navne, for det er ikke personer. Det er et system. De er blot hånddukker.

Skulle det gå galt, kan det være en lille trøst, at jeg indeni, stadig kan glæde mig over hverdagen, jeg kan stadig le indvendigt, som Dan Turell sagde.

Af og til har jeg følelsen af at jeg har knækket koden. Jeg finder ro og kigger på livet udefra, men så går det alligevel galt. Og sådan tror jeg det vil være.

Selv Thomas Merton kæmpede. Da han blev indlagt til en rygoperation, mødte en ung sygeplejerske, som han blev stærkt fascineret af, og hun gengældte interessen. Der er vist lidt tvivl om hvor fuldbyrdet relationen var, men efter 1 års tid gik det over. Selv en Trappist munk, der har viet sit liv til Gud, kan komme i uføre. Det gør ikke Merton ringere i mine øjne, han var blot et menneske og jeg forstår ham glimrende.