Jeg skriver stadig

Jeg blev spurgt om jeg er holdt op med at skrive. Svaret er: nej, jeg holder bare pause.

Verden er bimlende ragende vanvittig og har åbenbart skiftet fokus til noget “nyt” vi kan være bange for. Men det vil jeg ikke skrive et ord om.

For ca. 3 uger siden, lagde jeg mig i 3 dage med en let influenzalignende sygdom og nej jeg blev ikke “testet” – jeg lå bare i sengen og stenede og så tv, med en æske panodil og rigelige mængder selvmedlidenhed, som jeg har gjort så mange gange før.

Den efterfølgende tid havde jeg et behov for at tænke over tingene.

Nu vil jeg fokusere på hverdagen, de små oplevelser, jeg vil besøge steder, jeg vil teste restauranter og cafeer, og drikke kaffe og spise kage, jeg vil gå ture i naturen med mit kamera og venner.

Det bliver givetvis ikke nye steder, men gentagelser, som jeg har for vane. Jeg har købt kunstnerartikler som jeg forhåbentlig skal bruge sammen med mit barnebarn, og også bruge til egne projekter, i en eller anden form.

Jeg vil søge svarene på andre bevidsthedsniveauer, hvis jeg kan nå dem, og jeg vil vente til verden falder til ro igen. Og jeg vil forsøge at være en ø for min lille pige.

Forleden dag anbefalede Lars Muhl en sang jeg aldrig havde hørt før. Den var af Pia Raug, som jeg kun havde et perifert kendskab til.

Men jeg lyttede og ordene, og stemningen ramte mig, og jeg har hørt den mange gange siden.Her er er de første ord i teksten, resten kan man selv høre, hvis det har interesse.

“Vinteren har været hård i år – Jeg har set det i alle øjne – den gik til marv og ben – hvide ansigter som masker – natsorte sjæle som sten – I dag er det klart og stille – ligetil – jeg er til – havet synger – det er her Livet ender – og begynder …”https://www.youtube.com/watch?v=KgQbjK4fDaA

Crede et Vicisti – Tro og Vind – For børnenes skyld