Jesus forlod Roskilde
Jesus just left Roskilde, and he is bound for Ry.
Kan du huske den gamle ZZ Top blues komposition? Jesus just left Chicago?
Forleden skrev jeg historien om et lille produkt-photoshoot jeg skulle udføre for en virksomhed, og jeg kom uheldigvis til at knække fingeren på en af de Jesus figurer der skulle foreviges. Jeg linker til historien i kommentarerne.
Fingeren bortkom under forsøg på pålimning, og jeg igangsatte en lang grundig udrensningsproces i lokalet, fordi jeg ville finde fingeren. Da jeg havde opgivet, opdagede jeg, at den lå lige foran Jesus uden finger, på den piedestal han stod på.
Jeg erindrede pludselig det vedhæftede billede af Jomfru Maria med det lille barn, der angiveligt er Jesus. Jeg tog billedet for nylig en bidende kold januar-sidst-på-eftermiddagen, på vej mod byens centrum med mit lille barnebarn på 6 år. Der lå sne overalt, så hun nød det i fulde drag. Hun ville udforske alt undervejs, så den korte tur tager sin tid, men den klare aftenhimmel med månen og skulpturen der stod i det dæmpede lys, skulle jeg lige fotografere. Senere købte vi en lille numse-kælk, der vist nok kaldes noget andet i hendes skole, og gik ned i parken, og det var bidende koldt, men hun morede sig og jeg frøs, men en dejlig aften var det.
Produktfotoopgaven blev udført med et ret minimalistisk setup, fordi jeg har solgt en hel del udstyr, som et led i en oprydnings, udrensnings, simplificerings, minimeringsproces, men billederne blev til kundens tilfredsstillelse og jeg var også tilfreds, og forstod at det ikke nødvendigvis bliver bedre, fordi man vælter sig i lys og softboxe i store mængder.
I følge Occams Razor princippet er “den simpleste forklaring ofte den bedste”
Jeg pakkede figurerne i deres kasser, og returnerede Jesus i forskellige størrelser, og en enkelt Buddha. Dernæst begyndte jeg at pakke mit udstyr sammen.
På samme tid en vemodig og tom følelse, men det er også en rar følelse at afslutte..
Og som Seeren fra Andalusien skriver: “Den tomhed, man oplever i forbindelse med afvikling af personligheden, er i virkeligheden den fylde, hvoraf alt levende skabes.”
Crede et Vicisti – Tro og Vind