Klumpspil på midtbanen
Det er mandag morgen, og en af de dage hvor jeg sidder og drøfter med mig selv om jeg skal skrive en historie, eller lade være.
Men det er vigtigt at holde sig i form, og historiefortælling er som muskler der skal trænes og holdes ved lige.
Udenfor regner det, og jeg har et vindue åbent og jeg tænker på Eckhart Tolles anbefalinger om at være opmærksom på de små detaljer og det potentielle rum af bevidsthed, der kan være omkring oplevelsen. Det er stille og en behagelig temperatur, og lyden af regn er beroligende.
Min søndag var præget af søvnighed, for jeg vågnede alt for tidligt, og selvom jeg vidste det var for tidligt, stod jeg alligevel op og skrev. Men dagen blev alligevel overraskende produktiv. Måske fordi jeg tidligt fik et opkald fra mit barnebarn, der er begyndt at ringe til mig ganske ofte. Der var flere ting hun ville fortælle, et af dem var at hun havde fået en hel del nye underbukser, med små hunde og katte foran, og dem skulle jeg jo se. Hun sørger for at en fascinerende verden åbner sig for mig. Vores samtaler er altid underholdende og lidt udfordrende, for det går hurtigt, og samtaleemnerne skifter og telefonen bevæger sig kraftigt til tider, så hvis det er et videoopkald, kan det være svært at se noget, og af og til taler hun mere med sin mor, og så jeg sidder og venter til det igen er mig, der er på. Men det hele er fint, og jeg nyder det meget, og pludselig bliver samtalen afbrudt. Jeg føler mig privilegeret.
I går så jeg på X, at Jyllands Posten beklagede sig over omsætningsnedgang, for få abonnenter, og en nyligt overstået fyringsrunde.
Jeg kommer nok til at tænke på det, fordi jeg udenfor kan høre et avisbud, der er i færd med at aflevere aviser. Han kører på en el-scooter og jeg kan huske dengang de kørte på larmende maskiner, der vækkede hele kvarteret når de kørte rundt på kryds og tværs med gashåndtaget i bund.
I min kommentar til JPs indlæg skrev jeg, at da journalister åbenbart ikke laver meget andet end at kopiere statsministeriets pressemeddelelser og mainstream narrativet, og at der ikke er meget kritisk journalistik til stede, er det nok forståeligt at folk ikke vil betale for social”demokratisk” propaganda. Nogle vil sikkert hævde, at JP altså er en borgerlig avis. Nå, er den det? Efter min mening er det meste klumpspil på midtbanen, og der er kun ubetydelige nuanceforskelle. Men det er kun et gæt, for jeg læser aldrig nyheder.
Men med den passivitet og det medløberi der var under, og ikke mindst efter, coronatiden, lærte vi at det ikke er fra de etablerede medier vi skal forvente kritiske spørgsmål eller analyser. Nuancer er blevet umoderne.
Nu er regnen stoppet og det gør jeg også.
Crede et Vicisti – Tro og Vind