Modpoler
… Fortsat
I går valgte jeg at slette min historie, efter jeg havde lagt den ud på FB, LI og X. Den var ikke god nok. Der var fejl, og jeg var for træt til at skrive, og og ukoncentreret måske fordi jeg senere skulle i gang med at udfylde et skema til en godkendelsesproces hos Politiets Efterretningstjeneste. Det var omstændigt, men, måske, mere om det på et senere tidspunkt. Det hævdes at det hedder omstændeligt, men begge ord er vist ok at bruge, og er repræsenteret på ordnet.dk.
Sidste gang skrev jeg noget om Mandalaen, et visuelt symbol på et menneskes forskellige aspekter, måske sindets mange “rum” og måske et helt menneskeliv, eller dele heraf.
Jeg må indrømme at jeg ikke helt forstår symbolet, og det kan skyldes min intelligens, eller at jeg endnu ikke har fundet en god forklaring.
Men når visse buddhistiske skoler bruger det flittigt og ingen ringere end Carl Jung, tillagde den stor betydning, ser jeg ingen grund til at forlade emnet, men blot se i øjnene at det kræver mere arbejde og tålmodighed – og måske intelligens.
Måske er en af de ting, der driller mig, er at jeg opfatter symbolet lidt for “firkantet”, for jeg opfatter ikke mig selv så opdelt, men mere flydende. Men jeg forstår at det blot er symboler.
Jeg kommer til at tænke på den spanske kvinde og senere nonne og endnu senere helgen, Saint Teresa of Ávila, der i 1577 skrev den legendariske bog med titlen “The Interior Castle” eller “The Mansions”, oversat “Den Indre Borg”, på spansk “El Castillo Interior” or “Las Moradas” – inspireret af en vision om sjælen som en diamant formet som en borg, med syv palæer eller huse, der beskriver et syvtrins forløb der beskriver en spirituel udvikling og forståelse.
Og jeg kender til en buddhistisk skole, som jeg fulgte i næsten 20 år, der også bruger diamanten som symbol på det uødelæggelige i et menneske, kald det sindet, sjælen, bevidstheden?
I den forløbne uge bestilte jeg nye farveblyanter. Efter en længere undersøgelsesperiode, kom jeg frem til at de bedste vandopløselige blyanter på markedet er, og bliver, Caran D’Ache Museum Aquarelle.
Hvad mener jeg med “bedste”? Jeg har ikke testet ret mange blyanter, så jeg forlader mig på de mange der har gjort arbejdet for mig og jeg skal huske at ikke alle farveblyanter er ens, og Museum Aquarelle er vandopløselig og sammenlignelig med akvarelfarver.
Men der er bred enighed om at de er de meste intense af den type, og det der fascinerede mig, er at de som de eneste, informerer om hvilke farvepigmenter de benytter i deres blyanter og også angiver farvernes lysægthed. Det første har ingen praktisk betydning for mig, jeg kan bare godt lide at de er transparente og det tiltaler min lille indre nørd, og jeg synes det gør dem troværdige. Lysægtheden fortæller hvor længe farverne holder deres intensitet, inden farveintensiteten reduceres, og den varierer naturligvis fra de forskellige farvepigmenter, men generelt har Museum Aquarelle en meget høj lysægthed, dog ikke de pigmenter der helt naturligt ikke kan have det. Det får nok heller ingen praktisk betydning for mig, og man skal aldrig hænge billeder i direkte sollys.
Men det fik mig til at tænke på om jeg, mens jeg venter på at forstå den rigtige mandala, kunne arbejde med min egen fortolkning, og jeg tænkte på den klassiske farvecirkel og jeg tænker på at mennesker indeholder mange, måske ikke alle, men mange nuancer, og måske alle?, og min fascination af komplementære farver, der neutraliserer hinanden, og når de blandes, ender i en grå nuance. Det giver mere mening, fordi det hele er flydende og alle farver påvirker hinanden på forskellig vis. Så indtil videre, er farvecirklen min fortolkning, men jeg har ikke opgivet at forstå den rigtige mandala.
Men hvorfor købe disse farveblyanter, når jeg har Daniel Smith akvarel farver i en lille æske med 12-15 nuancer, eller et smukt udvalg af Schmincke Horadam gouache, og meget andet. Jo, formålet er at lave et “eventyrvenligt” sæt farver, der er egnet til at tage med i rygsækken, kombineret med vandpensler, der har indbygget vandreservoir, nogle få blyanter, en ink marker og en blok, vil kræve mindre vandsvineri, end traditionelle akvarelfarver.
Jeg har kun været på ét eventyr og det lykkedes nogenlunde. Det var i min sommerferie, da jeg kørte en tur til Maribo og satte mig på Café Vin og Brød, og spiste et måltid, og senere gik ud på torvet og lavede en hurtig skitse. Jeg gik tilbage til cafeen og købte en kop kaffe og en kage, og farvelagde billedet, og glemte at drikke kaffen, så den blev kold. Dengang var jeg ikke så informeret som nu, og jeg brugte nogle Caran D’Ache Supracolor, der er fine, men ikke har så høj lysægthed. Det var jeg lykkeligt uvidende om. Jeg har ikke været produktiv, men tanken om at gøre det oftere tiltaler mig. Og måske er tanken nok?
Jeg fabulerer videre i nær fremtid … fortsættes …