Myten om Sisyfos

Bevidstheden er menneskets superkraft

Alle kender vist udtrykket “Sisyfosarbejde”. Det bruges om opgaver, der gentages i en uendelighed, og det ligger vist implicit at det er kedeligt og umotiverende, og noget man helst er fri for. Historien om Sisyfos stammer fra den græske mytologi, og Sisyfos er lidt af en smartass, der snyder døden flere gange, og til sidst dømmer guden Zeus ham til at rulle eller bære en stor sten op ad en stejl bakke, og når han er lige ved at nå toppen, ruller stenen tilbage igen, og han må starte forfra. Det skal han gøre til evig tid og det er ment som en straf.

Jeg kendte ikke meget til myten, og det gør jeg stadig ikke, men jeg er blevet lidt klogere og jeg opdagede at den franske filosof Albert Camus, har skrevet en bog “Myten om Sisyfos”, som jeg ikke har læst endnu, men nu har jeg hørt en del om den, og jeg tror jeg forstår at Camus hævdede at Sisyfos faktisk fandt lykke ved at udføre dette meningsløse arbejde.

Camus mente, at universet er absurd, og udviklede en filosofi med dette navn “absurdisme” – eller noget i den retning, og hævdede at universet er meningsløst og irrationelt, at menneskets forsøg på at finde mening og logik og formål skaber en konflikt med verden, med livet.

Jeg finder det interessant fordi jeg tror det harmonerer med det jeg støder ind i, når jeg læser Eckhart Tolle, Michael A. Singer og Richard Rohr og sikkert flere.

Michael Singer, der har skrevet bøgerne “The Untethered Soul” og “The Surrender Experiment”, m.fl. anbefaler at give slip, at overgive sig, til livet. Ikke give op, ikke lade stå til, men forstå at universet er så stort og imponerende og ufatteligt, at det ikke er værd at bruge energi på vores små ligegyldige kampe for at få livet til at makke ret, men at man måske hellere skal udvikle sin fascination for livet, hvor imponerende og magisk det er.

Selv de små ting, som vi med tiden glemmer og ikke længere ser.

I går aftes, da jeg gik til ro, genhørte jeg Eckhart Tolles fantastiske bog “The Power of Now” og i starten fortæller han, om dengang han igen, som han havde gjort så mange gang før, vågnede i angst og frygt. Han var 29 år og levede i konstant angst, iblandet perioder med depressioner. Men denne gang var det mere intenst end før. Nattens stilhed, konturerne af møbler i det mørke rum, lyden fra et tog, der passerede i det fjerne, alt føltes så fjernt og fjendtligt og meningsløst, og livet føltes frastødende for ham.

Det mest frastødende var hans egen eksistens. Hvorfor leve i denne kamp. Han følte en trang til ikke at eksistere, stærkere end behovet for at leve. En tanke gentog sig:

“Jeg kan ikke leve med mig selv på denne måde” og han undrer sig over den mærkelige sætning, for er han en eller to?, hvem er jeg og hvem er mig? og det går op for ham, at han kan iagttage livet på afstand. Han bliver trukket ind i en tilstand af frygt, han ryster og han hører ordene “Resist nothing” og pludselig forsvinder frygten og han husker ikke mere, før han vågner til lyden fra en fugl der synger og han ser et billede af en diamant. Hvis en diamant kan afgive en lyd, ville det være denne. Derefter ændrer alt sig for Tolle – frygten forsvinder og resten er en fantastisk historie.

Inden jeg faldt i søvn, hæftede jeg mig særligt ved sætningen “Resist nothing”.

Det er samme tema som Singer, som Rohr, og som jeg har svært ved at forstå, men som jeg begynder at forstå, tror jeg, og som fascinerer mig stærkt.

Ordet absurd er negativt ladet for det fleste, vil jeg tro, men det behøver det ikke at være.

Jeg oplever selv at finde glæde ved Sisyfos arbejde og er både glad og lidt flov over det.

For man skal jo hele tiden søge udfordringer, hele tiden kræve mere, ønske at være et andet sted, og gerne blære sig med spændende og udfordrende jobs og andre aktiviteter.

Men den ultimative frihed ligger i at give slip på modstanden og leve et minimalistisk liv, hvor kriterierne for lykke og glæde ikke er dikteret af andre end mig.

Crede et Vicisti – Tro og Vind