Rick Rubin og at være kreativ
Jeg har lige afsluttet lytning af bogen “The Creative Act – a Way of Being” af musikproduceren Rick Rubin.
Det var en “tilfældighed”, at jeg opdagede et interview med ham på en kanal med Lewis Howes, som jeg hørte, og derefter fik jeg lyst til at købe hans bog der udkom primo 2023.
Nu har jeg fået en trang til at skrive lidt om bogen.
Ikke en anmeldelse, men bare et par ting jeg hæftede mig ved. Det er helt givet en bog, man kan høre mange gange.
Lige nu føler jeg, at jeg ikke kan huske noget fra bogen, men det kan jeg nok alligevel.
Jeg husker at han skrev at den kreative proces er kontinuerlig. Man er altid opmærksom på og på udkig efter ideer. Altid klar med en notesblok, til at nedfælde et par ord, en skitse, et foto.
Som producer forsøger han ikke at påvirke kunstneren. Han ser sig selv som en coach, en guide, og målet er at alle er tilfredse, han søger ikke konflikter og han ønsker ikke at presse kunstneren. Derfor kan det også være svært, eller umuligt, at høre at det er en Rubin-produktion.
Han anbefaler også at man accepterer at det er svært at tjene penge på kreative aktiviteter, og hvis det skal være rent og ikke kommercielt, er det måske bedst at tjene sine penge på et job ved siden af, så man ikke lader økonomiske overvejelser spille ind.
Han hævder at publikum altid skal komme i sidste række i den kreative proces. Ellers er det ikke kunst, men blot et produkt der skal sælges i en forretning.
Det er også ok, men det er ikke sådan, han vil arbejde – og det er ikke kunst.
Jeg tror jeg kan huske at første gang jeg blev opmærksom på Rick Rubin, var da de nu legendariske Johnny Cash indspilninger, sidst i Cash karriere, blev omtalt og jeg hørte dem. Rubin kontaktede Johnny Cash og tilbød ham en kontrakt og var villig til at give ham stor kunstnerisk frihed. Det blev vist 4 albums og de meget rå optagelser, med en aldrende, sårbar og svækket Cash, blev en stor succes.
Jeg hæftede mig også ved Rubins ord om sensitivitet. At visse mennesker kan mærke vibrationer, som hovedparten slet ikke kan. De kreative er ofte i den kategori og det er ikke altid så rart, men også den evne de bruger til at skabe.
Jeg erindrer en historie af filminstruktøren og multikunstneren David Lynch der måske er mest kendt for serien Twin Peaks, som jeg aldrig har set, fortalte om dengang han søgte hjælp hos en psykoterapeut, og første gang de mødtes, spurgte han om terapi kunne lægge en dæmper på den kreative trang. Terapeuten svarede helt ærligt: “Ja, det kan man godt opleve – så det er en mulighed”. Lynch afbrød straks terapisessionen og sagde farvel. Han ville hellere lide, end risikere at miste sin kreative trang.
Jeg tror ikke det er nødvendigt at lide for at være kreativ – det er ikke det jeg mener. Men følsomheden kan skabe udfordringer, især når hovedparten af de mennesker man omgiver sig med, slet ikke kan mærke det samme, og derfor stiller sig uforstående, og man kan måske føle sig lidt alene og mærkelig.
Crede et Vicisti – Tro og Vind