Samfundets spirituelle krise

Det er lørdag og jeg har ikke skrevet i lang tid.

Mit nye job, som jeg er glad for, tager stadig en del af min energi og jeg har derfor ikke overskud til at skrive, eller andre kreative aktiviteter. Men jeg forventer at de ændrer sig.

Jeg har genopdaget Robert Barron, der er katolsk biskop i USA.

Jeg er ikke konverteret til nogen religion eller andre ideologier, men jeg lytter gerne til fornuftige folk.

Særligt har jeg hæftet mig ved et relativt kort interview, med Barron, der i meget høj grad er relevant for den periode jeg lever i, lige nu, med de politiske strømninger, og efterdønningerne af Corona håndteringen og kritikken af denne, eller rettere mangel på kritik, mangel på analyser, manglende lyst til at undersøge konsekvenserne af denne, og den velbegrundede mistanke, at der ligger andre motiver bag en så åbenlys forfejlet håndtering at det ikke kan skyldes dumhed, eller uvidenhed, men at der må ligge en bevidst plan bag, en plan der tjener et formål, det formål at øge kontrollen over masserne. En kontrol som mange desværre tilsyneladende accepterer uden de store overvejelser.

Titlen på interviewet er “Samfundets spirituelle krise” og Barron svarer på spørgsmålet om hvad han mener, når han hævder, at mennesker, særligt  den vestlige verden, er i en dyb krise. Jeg linker til interviewet i et kommentarfelt.

Han svarer, at når man fortæller, specielt unge mennesker, for det er dem der er hårdest ramt, at alt der betyder noget er den umiddelbare omgående tilfredsstillelse, materialismen, sekularismen, at man ikke er andet end en maskine, en fysisk krop og der er ikke mere end det, vil det byde mennesker så kraftig imod, fordi de fleste er klar over, inderst inde, i hjertet, at vi er meget mere end det.

Krisen opstår fordi disse påstande låser mennesker i små celler, der afsondrer os fra det transcenderende. Jeg kommer fra intet, og jeg bliver til intet.

Denne begrænsede måde at oplevet livet, skaber de synlige stigninger i depressioner, selvmord og et utal andre diagnoser. Det giver en følelse af håbløshed. At der ikke er andet end her og nu, og materielle mål.

Men menneskets hjerte taler imod dette, fordi vi inderst inde ved, at livet er meget mere det. Og det skaber de indre konflikter.

Men det er profitabelt og magthaverne har lettere ved at kontrollere masserne, fordi de leder efter løsningerne hos dem.

Det var meget tydeligt under Coronamassepsykosen, hvor vaccinen blev betragtet med næsten religiøs fanatisme, som frelseren der kom ned fra himlen.

Det harskrevet om d. 28.12.2020 og jeg linker til artiklen i kommentarerne.

Barron svarer også på, hvad der erstatter denne følelse af tomhed, og det er selvfølgelig den hurtige tilfredsstillelse, fornøjelserne. Magt, sex, ting, berømmelse – men intet af dette kan fylde følelsen af tomhed.

Det er nemt at forklare, men folk lever med det, de føler denne uforklarlige livsangst, tomheden, som man ikke kan forstå fordi man ikke ved hvor den kommer fra.

Jeg erindrer at psykologen Mathias Desmet hævdede at en forklaring på hvorfor så mange blev ganske lettet da de blev bildt ind at der nu var en livstruende virus, sammenlignelig med den sorte død, eller Ebola, var at nu havde folk en årsag til at være bange. Glæden ved at have en forklaring, en diagnose, noget konkret at være bange for. Givetvis også derfor at så mange har svært ved at give slip på historien og indrømme at de blev ført bag lyset.

En anden konsekvens ved den åndelige tomhed og sult, er at mange unge vil vælge andre “kampe”, andre problemer at slås mod, noget der kan retfærdiggøre deres dybe eksistentielle tomhed og angst.

Det kan være klimadebatten der mere har karakter af religiøs fanatisme, end videnskabelig redelighed, eller den udbredte kønsforvirring, der i høj grad, på ingen måde er videnskabelig, men måske tjener til at unge kan flygte og søge til noget andet, der heller ikke kan fylde tomheden, og i værste fald, skade dem for livet.

Jeg har for første gang har ulejliget mig med at undersøge, hvad pinsen egentlig er, og har forstået at den markerer det tidspunkt, da Hellighånden ankom eller steg ned.

Helligånden kaldes også for talsmanden. Jeg forstår det som en slags forbindelsesled, eller frekvens mellem det guddommelige og mennesket. Men det er meget muligt at jeg tager fejl.

Jeg kan ikke lade være med at sammenligne det med den bevidsthed som Eckhart Tolle, Buddha, m.fl. taler om, der omslutter tankerne, og skaber plads til at betragte, ikke lade sig rive med, ikke lade sig manipulere. Måske er jeg på afveje.

Men jeg vil anbefale at man lytter til interviewet med Barron, så kan man selv vurdere, få langt flere nuancer med, og undersøge om min fortolkning er korrekt.

Nu er det tid til endnu en kop kaffe for at tilfredsstille en følelse som hverken Gud eller min bevidsthed om trangen, kan fjerne.

Crede et Vicisti – Tro og Vind