Sammenbrud før gennembrud?
“FOR HELVEDE JEG ER FÆRDIG MED IKEA – DET ER UTROLIGT DER IKKE ER BLEVET BEGÅET MORD HER” hørte jeg en mand sige med en ret høj røst.
Jeg var taget i Ikea i Høje Taastrup. Det var lørdag, sidst på eftermiddagen.
Han havde tydeligvis fået nok og var træt af at være der. Og jeg tænke på at jeg forstod hvordan han havde det. Jeg sympatiserede med ham. For år tilbage havde jeg også store problemer med at kontrollere min tålmodighed i disse situationer. Og selvom jeg ikke længere reagerer sådan, når jeg er i Ikea, eller tilsvarende steder, kan jeg af og til mærke tendensen.
Jeg skal stadig regelmæssigt arbejde med opmærksomheden, tale med mig selv om at alle disse mennesker er søde og rare, gode ved børn og dyr, og fortælle mig selv at de altså ikke bevidst går eller står i vejen, for at genere mig. De vil bare se produkterne, nyder at blive guidet gennem den perfekte drømmeverden, hvor pile på gulvet, farver og skilte, guider os alle.
Det eneste vi skal gøre er at følge med, tro at livet bliver bedre hvis vi køber, og betale ved kassen. Fuldstændig som det samfund vi går ud i, når vi forlader Ikea.I går skrev jeg om et gennembrud, eller en erkendelse, jeg havde, eller følte jeg havde, og jeg skrev også om to eksempler på mennesker der var igennem et sammenbrud for at nå der til.
Jeg tænkte på om det virkelig er nødvendigt med et sammenbrud for nå et gennembrud. De to ord ligner hinanden ret meget.Måske var manden i Ikea tæt på et sammenbrud, og måske er det det bedste der kan ske for ham. Jeg ved det ikke, men jeg tænker over det.
Gårsdagen, lørdag, var en dejlig dag for mig. Tidligt op, spise, skrive, tænke, tøjvask og afsted til Stege. I Liza’s Gallery i Stege faldt jeg i samtale med ejeren af galleriet, Liza, hed hun, og det var hyggeligt og interessant. Mens jeg var der, købte en kunde 9 små akvareller af insekter.Jeg spurgte kunden om hun havde købt et af dem, for jeg kunne se der var gang i en forretning, men hun fortalte at hun faktisk havde købt 9 af dem. Hun havde lige en væg derhjemme hvor billederne ville hænge perfekt.
De var virkelig flotte, meget naturalistiske og kunne uden problemer bruges som illustrationer i en bog om insekter.
Det var en gengivelse af virkeligheden. Men meget smukt, illustrativt og dekorativt og høj håndværksmæssig kvalitet. Kunstneren hedder Lykke Bianca, og hun er virkelig dygtig.
Men tilbage til sammenbruddet og gennembruddet.
Jeg håber ikke at et dramatisk sammenbrud er nødvendig for at transformere livet, og det tror jeg heller ikke det er. Men følelsen af usikkerhed, bekymring, frygt, er nok uundgåelig.
Men når man er forberedt, vil det være lidt lettere at håndtere. Tror jeg.
I Liza’s Galleri står et andet lille værk, af kunstneren Lene Vidding, som bevæger mig og resonerer.Og i min tolkning, rammer det lige det emne der optager mig mest i disse tider. Værket hedder “Drømme” og det er ganske små glasmontrer med mælkebøttefrø-lignende vækster, dog større, altså disse faldskærmslignende frø der transporteres af vinden eller når børn og voksne puster til dem.
Men de ligger indespærret i små glasmontrer.Jeg ser frøende som spirrende nye tanker, drømme og ønsker, men de er indespærret i disse montrer, som for mig, symboliserer fastlåste tankemønstre.
Det bliver en god søndag.
Crede et Vicisti – Tro og Vind