Skaber bevidsthed distance?

Jeg hentede mit barnebarn i SFO, for første gang efter sommerferien.

Hun startede i 1. klasse og det er tilsyneladende forløbet helt udramatisk, givetvis fordi hun gik i 0. klasse, så forskellen er ikke markant.

Jeg glædede mig og var velforberedt, og da jeg ankom, gik jeg i gang med den sædvanlige eftersøgning. Hvor var hun? Det kan tage sin tid, for skolen har mange store rummelige lokaler, men jeg fandt hende ret hurtigt i krea-rummet, hvor hun var i færd med at lave et hjerte på en såkaldt perleplade, med rørperler. Jeg vidste ikke de hed rørperler, men jeg har undersøgt sagen og er blevet klogere.

Hjertets farve var en sart lyslilla, der er hendes nye favorit. Pink er vist stadig ok, men er gledet i baggrunden. Hun manglede ikke meget før hjertet var færdiggjort, og jeg blev sat til at hjælpe med at kigge efter perler i den rigtige farve. Det var jeg ikke så god til, så jeg blev ret hurtigt sat fra bestillingen igen. Det skulle være præcis den farve hun havde besluttet, og det respekterer jeg selvfølgelig. Men jeg lavede for mange fejl, selvom de var tæt på.

En af de tålmodige pædagoger, hverdagens ubesungne helte, der har et job jeg ikke misunder, varmede hjertet med et strygejern, så det smeltede sammen, og kunne bringes hjem. Vi skulle lige vente på at hjertet kølede ned. Så blev det omhyggeligt lagt ned i rygsækken og hun checkede ud.

Hun ville gerne ud på skolens nye legeplads. Det var helt ok for min skyld – hun må bestemme.

Jeg foreslog at vi lagde rygsækken og jakken i bilen, og derefter gik over til pladsen. Kort efter var vi i gang med at afprøve de forskellige muligheder. En ung mor med 3 mindre børn ankom og tog ophold i den samme sandkasse som vi.

Min pige sad på en lang gynge, udført i et meget kraftigt reb, formet som en stor slange, der er hængt op i et gyngestativ. Efter jeg er blevet ansat i legepladsudstyrsbranchen, ser jeg på disse aktiviteter med nye øjne. Jeg er mere opmærksom og teknisk interesseret.

Min pige havde sat sig så hun kunne kigge på den unge mor og de tre børn.

Jeg satte mig ved siden af, men overskrævs, så jeg havde ansigtet vendt mod hende. Den mindste af de tre børn var ikke i stand til at gå endnu. Min pige elsker små børn og har allerede et stærkt moderinstinkt, og hun morede sig stille over hans nysgerrige udforskning af sandet, og senere kravlede han op på lave cylinderformede sten, der for ham var udfordrende forhindringer. Min pige sad stille i lang tid, hvilket er usædvanligt, og kiggede med et roligt blik og smilede, og kommenterede alt hvad den lille gjorde.

Vi gyngede stille, solen skinnede i det øjeblik, og det var meget varmt.

Jeg blev opmærksom på øjeblikket. Og bevidst om, at det var et øjeblik jeg skulle værdsætte. Og jeg blev bevidst om at jeg var bevidst.

Jeg lagde også mærke til, at der i mit bevidsthedsfelt var en lille rastløshed. En tanke, et spørgsmål, om vi skulle noget andet?, men jeg sagde nej, en tanke om at jeg kunne checke min mobiltelefon, som jeg prøver at bruge mindst muligt, og lade ligge i lommen, og jeg sagde nej.

Jeg lod det være uforstyrret, indtil hun ville noget andet.

Jeg har efterfølgende spurgt mig selv om bevidstheden skaber en distance til oplevelsen?

Er bevidsthed en distance? Forstyrrer den, eller intensiverer og styrker den?

Kan man både være i nuet, og være bevidst om nuet? Kan man være i flow state og være bevidst om at være i flow state? Flowstate er vel defineret som en tilstand af tidløshed. Fordelen ved at være bevidst, er at man kan foretage et valg.

Mihaly Csikszentmihalyi siger om Flow tilstanden: “Actions and awareness are merged, losing self-conscious rumination.”

Så svaret er som, næsten, altid – både ja og nej.

Crede et Vicisti – Tro og Vind

P.S. Og kan man både klatre i et højt tårn og samtidigt have sin tøjkanin med? Det kan man sagtens. Billedet med skjult ansigt, er et bevidst valg.