Suset ude fra den store verden

Hvis man har nået en moden alder, eller måske har forstået at fortiden også kan være lærerig og indeholde kvaliteter, og små skatte, og har indset at ikke alt nyt nødvendigvis er bedre end det gamle, måske tværtimod, kan det være at man kender Osvald Helmuth.

Han var en dansk skuespiller og visesanger, og aktiv frem til 1966 hvor han afgik ved døden i en alder af 71 år. Jeg kom til at tænke på en af hans meget kendte viser der hedder “Havnen”.

Den handler om en mand der elsker at cykle forbi havnen efter fyraften og drømme sig væk fra sit normale liv med familie og fast job. Han kigger på skibene der kommer ude fra den store verden og hjælper lidt til med at fortøjre og får en snak med sømændene.

Men han ved godt, at det blot er en drøm, at han hører til derhjemme og at det også er godt nok.

Jeg kom nok til at tænke på den vise fordi jeg har fået et nyt job, hvor jeg blandt andet, skal modtage og afsende produkter, og det er min opgave at flytte disse, til tider ret tunge, materialer, med gaffeltruck, som jeg finder stor glæde ved at køre, fra eller til, lastbiler.

Med jævne mellemrum, som regel flere gange dagligt, ankommer store lastbiler, der enten skal af med deres last, eller have færdige produkter med til ventende kunder.

De fleste lastbiler er store sættevognstrækkere med sættevogne, og de fylder meget, men der er plads til dem på virksomhedens grund. Jeg kigger altid på nummerpladen, for langt de fleste er ikke danske, men meget ofte fra Polen, Rumænien, Letland og tilsvarende lande fra den del af verden. Og i de fleste tilfælde er chaufførerne ikke danske, og det sker, at de sproglige barrierer kan være en udfordring. Nogle kan tale engelsk, men jeg møder også  chauffører, der slet intet engelsk kan.

Jeg lægger jo ikke skjul på at jeg er fascineret af store maskiner, og jeg har også selv et stort kørekort, som jeg fik da jeg aftjente min værnepligt i 8 miserable måneder på Bornholm. Men dog ikke til anhængere.

Når chaufføren har stoppet bilen og åbner døren, står jeg og venter, til han har fået samlet papirer eller sin telefon. Ofte har de smidt skoene, der står parkeret på trappetrinene op til kabinen, der er deres andet hjem.

Jeg tænker lidt på samme måde som Osvald, der stod der på havnen, og mærker suset ude fra den store verden, og jeg overvejer om dette job kunne være noget for mig.

Men jeg skal jo hente mit barnebarn fra SFO’en kl. 15.30 om torsdagen, så det kan ikke nytte noget at jeg sidder et sted i Tyskland eller Norge, og overholder hviletidsbestemmelser,  og er på vej til ventende kunder, der har købt kostbart og tungt udstyr.

Så det ved jeg godt at jeg ikke skal.

Jeg glæder mig over at mine evner til at arbejde med en gaffeltruck bliver bedre og bedre og en veludført på- eller aflæsning, er utrolig tilfredsstillende. Især når der er et godt samarbejde med en chauffør og jeg håndterer en last på over 2 tons pr. kolli, med stor præcision. Det kan være en dopaminproducerende, let euforiserende oplevelse.

Når jeg siger farvel til chaufførerne, ønsker jeg dem en god tur og god dag, og misunder dem ikke. Jeg tænker på hvad der fik dem til at vælge denne livsstil. Måske er det af lyst, måske nød, måske har de en familie som de savner, måske elsker de at være ude på vejene, måske flygter de fra et dårligt ægteskab. Måske er han den lykkeligste mand i verden, der har fundet sin plads, sit kald, og føler sig privilegeret og måske kigger han på mig der står der på pladsen, og tænker “godt det ikke er mig der skal være det samme sted hver dag – hvor herre bevares”.

“Men hvem her i verden får alt hvad han ka li

sådan tænker jeg altid, når dagen er forbi.”

Crede et Vicisti – Tro og Vind