Synkronicitet – en interessant oplevelse

Jeg skriver om synkronicitet.

I går oplevede jeg noget ganske usædvanligt. Om det var det, man kalder synkronicitet ifølge Carl Jung’s definition, ved jeg ikke, men interessant var det.

Om formiddagen besluttede jeg mig for at gå i vaskekælderen og få lidt styr på tøjsituationen. Der var ved at være lavvande i de rene t-shirts, så tiden var inde.

Der var ledige tider, og jeg startede to maskiner. Jeg checkede tiden på maskinen, der stoppede først, hvornår den forventede at være færdig, og indstillede alarmen på min telefon, som jeg har gjort så mange gange før.

Så traskede jeg tilbage til min lejlighed og fortsatte forskellige gøremål.

Et af dem var at tage noter fra en interessant forfatter der hedder Gay Hendricks, der skriver en hel del om min store interesse, selvsabotage, eller som Hendricks kalder det: “The Upper Limit Problem” og jeg tror det er næsten det samme. Hendricks har nogle glimrende og relevante pointer og forslag til hvad man kan arbejde med.

Kort efter mærkede jeg svagt den kendte fornemmelse, jeg er så fortrolig med. SULT.

Det var ved at være tid til at overveje frokosten, og jeg gik i køkkenet, klargjorde et broccoli, fyldte vand i dampgryden, fyrede op for komfuret, og startede det magnetiske timer ur der hænger på køleskabets låge.

Jeg fortsatte med at kigge på Hendricks kloge ord, men kom så til at tænke på at jeg hellere lige måtte undersøge hvornår vaskemaskinen var færdig, så jeg ikke forlod lejligheden mens broccolien stod på komfuret. Ingen bryder sig om slatten overdampet broccoli – det er livet for kort til.

Jeg tog min telefon frem og checkede timeren og kiggede samtidig på uret på køleskabet.

Min første tanke var at de var ret tæt på hinanden, og det var praktisk, for så kunne jeg fjerne broccolien, og straks derefter gå i kælderen. Men ved nærmere eftersyn, så jeg at urene ikke alene stod ret tæt, de stod på nøjagtig samme tid, også sekunderne, der selvfølgelig skiftede synkront. Mine øjne flakkede fra det ene ur til det andet, og den var god nok. Minutter og sekunder var helt ens på begge ure.

Det ville jeg naturligvis dokumentere og hev det magnetiske ur ned og lagde det på bordet ved siden af min telefon. Jeg fandt et rigtigt kamera og tog et par billeder.

Det morsomme var, at jeg dagen forinden havde set en video med Robert F. Kennedy Jr. der i en videopodcast fortalte, hvordan han havde overvundet den stofafhængighed, der plagede ham fra 15 til 28 års alderen. I historien fortæller han blandt meget andet, om at han får en del hjælp af at læse Carl Jung. Han finder tilfældigt også en bog der handler om “Synkronisitet” af Jung, som han køber og læser. Samme dag han er færdig med bogen, deltager han kort efter i et spil volleyball med nogle venner, og en af dem slår en bold der rammer toppen af pælen der holder nettet, og den springer op i en høj bue. I det samme udbryder Robert Kennedy, uden at ane hvorfor: “Den bold bliver ramt af en Mack truck”. Til dem der af uforklarlige årsager ikke ved hvad en Mack truck er, kan jeg kort fortælle at det er et amerikansk lastbilmærke, tilsvarende Peterbilt, Kenworth og andre legendariske mærker, der ikke er så kendte i Europa, som eksempelvis Volvo og Scania er.

Bolden flyver ud over indhegningen og ruller ud mod en stor vej. Og til alles overraskelse kommer der i samme øjeblik bolden ruller ud på vejen, en kæmpe lastbil med det kendte Mack Bulldog logo på kølergrillen, kørende og rammer bolden der eksploderer med et brag. Vennerne kigger overrasket på ham og spørger, hvordan han kunne vide det, men han anede ikke, hvorfor han sagde det, eller hvorfor han fik indskydelsen.

Tilfældige sammentræf, eller er det universet der kommunikerer? Jeg kender ikke svaret.

Senere på dagen købte jeg Gay Hendricks bog “The Big Leap”, der handler om “The Upper Limit Problem”. Problemstillingen er, at mange mennesker slæber på nogle begrænsende overbevisninger om ikke at være god nok, at være til besvær og at være illoyal hvis man har succes, og har derfor svært ved at acceptere det gode i livet. Og hver gang det går godt, kvajer man sig, og falder tilbage til det samme, eller endda dårligere niveau. Om det er hele svaret er jeg ikke klog nok til at vide, men Hendricks antagelser er interessante, og er værd at kigge nærmere på.

Jeg kan selv relatere til noget tilsvarende. Når jeg eksempelvis skal tilbringe tid med mit barnebarn, der er den absolut største glæde i mit liv, mærker jeg ofte en bekymring for at noget skal gå galt, at jeg skal blive syg, eller noget andet sker som vil stå i vejen for det. Jeg er blevet bedre til at håndtere det, men tendensen er der. Der sker aldrig noget, men jeg mærker følelsen.

Med omvendt fortegn, er dette også dagen hvor jeg træder ud af min selvvalgte “mikrosabbath” periode. Efter to måneder uden indtægt, finansieret af mig selv, for at have tid til at afprøve et liv som historiefortæller, vælger jeg at melde mig ledig igen. Jeg kunne godt fortsætte, men det giver ingen mening, og jeg føler det er bedre at få en indtægt, og begynde at søge efter jobs. Jeg har absolut ikke opgivet historiefortæller projektet, jeg skal bare også skaffe en indtægt.

Jeg har tidligere beskrevet mit ubehag ved arbejdsløshedssystemet, der efter min opfattelse er baseret på mistillid, men jeg mærker endnu intet, så måske har jeg knækket koden?

Jeg kan lide Hendricks formulering, at udfordringer af den karakter, skal ikke kun løses i den konkrete fysiske verden, men OP-løses ved at OP-lyse dem med bevidsthed.

Crede et Vicisti – Tro og Vind