Tårnfalken
Gårsdagen var min første dag som betalende bruger af social media platformen X.
Jeg tror ikke det kommer til at ændre mit liv, men det føles rart at have muligheden for i praksis at skrive lange indlæg der aldrig vil ramme grænsen på 25.000 karakterer, og det føles også godt at man ikke skal bekymre sig om at blive censureret og overvåget på andre måder.
Men primært betragter jeg det som en donation, mit meget lille beskedne bidrag til Elon’s imponerende indsats mod totalitære kræfter, der er tydelige for enhver, der ikke er begravet i mainstreammediernes manipulationer.
Der er også spændende muligheder hvis man opgraderer fra Basic, som jeg har valgt, til Premium og Premium + – eksempelvis verificeringsikon, mulighed for at få del i reklameindtægter, at udgive betalt indhold for abonnenter, færre eller ingen annoncer i timelinen, og meget andet.
Men det vedhæftede billede tog jeg på kunstmuseet Louisiana, gennem et vindue der ikke var nypudset, og jeg har senere konstateret at det er en tårnfalk.
Jeg kan lige nævne en pudsig oplevelse i relation til det billede, da jeg indsendte billedet til en fuglegruppe på FB, samt en meget tæt beskæring af det samme.
Jeg fik svar fra gruppens admin, at man kun må poste 1 billede, så mit indlæg blev ikke godkendt, men svarede at det er en tårnfalk. Det er ikke for at brokke mig, for jeg er ligeglad og jeg er glad for at de ville svare, men det fik mig til at tænke på hvorfor denne regel, men primært hvor reglerne kommer fra, hvem finder på dem?
Og det fik mig til at tænke på de regler jeg opfinder for mig selv, som jeg selv bestemmer, og som begrænser mig selv.
Og det fik mig til at tænke på en række små dokumentarfilm og interviews med den engelske konceptkunstner Ryan Gander, jeg har pløjet igennem på Youtube.
Jeg kender ham fordi han har lavet et værk der står på kunstmuseet Louisiana i Humlebæk, som jeg har tilbragt meget tid med at betragte. Dette værk forestiller en Gorilla, som en automaton, en slags robot, der kan bevæge sig lidt, og udstøde lyde, der sidder under et skrivebord i et ellers næsten tomt lokale. Jeg har tilbragt meget tid i det rum, fordi mit barnebarn på 6 år, har været dybt fascineret af aben, og også meget bange, men ikke mere bange, end hun ville tilbage til rummet adskillige gange på to besøg på museet.
Det gav mig lyst til at undersøge hvem Ryan Gander er og jeg gjorde som jeg plejer, ud på Youtube hvor der ligger en del videoer med ham. Han er britisk konceptkunstner, bor i Saxmundon med hustru og børn. Han kørestolsbruger fordi han har knogleskørhed og han mener at netop denne begrænsning i barndommen, hvor han ikke kunne spille fodbold andre aktiviteter om jævnaldrende, udviklede hans fantasi og forestillingsevne, som han i dag gør brug af i sine værker.
I en af videoerne hæftede jeg mig særlig ved et værk der bestod af en masse cirkulære plexiglas plader med tilsyneladende tilfældigt påsmurte farver.
Men forklaringen var, at disse blot var paletter brugt til at male portrætter, som senere var destrueret. Så nu havde man kun farverne, og fantasien til at forestille sig hvordan portrætterne så ud.
Det har i en eller anden grad inspireret mig lidt, den omvendte verden, begrænsningen der tvinger betragteren til at tænke selv og bruge fantasien.
Gander nævner også, at han tænker bedst, og får flest ideer, når han ikke har sin telefon i nærheden. Det er også tankevækkende.
Nå, jeg har ikke meget at fortælle i dag, jeg skriver bare for at skrive og for at se om jeg blev inspireret. Det lader ikke til at være tilfældet.